(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2547Visninger
AA

23. En tand for meget

Jeg tager i studiet næste dag, for at få ro til at tænke over sangen. Men uanset hvad, så ender mine tanker ved mordene. Robin prøver fra morgenen af at få mig til at blive hjemme, men jeg nægter. Han har sagt til Andy, at jeg bare fem mord, og derefter gik i chok. Politiet stiller mig nogle få spørgsmål, men jeg siger bare, at jeg løb væk i skræk.

   Andy har ikke noget imod mit sorte hår. Han siger, at et nyt look til en ny sang vil være godt.

   Jeg arbejder hektisk på sangen i flere dage. Der er en koncert imellem, der slapper jeg så godt af jeg kan, men mine tanker er konstant et andet sted. Selv til en efterfest, hvor Robin drikker lige rigeligt og pludselig står med den ene hånd i mine bukser, den anden oppe under min trøje, og er ved at suge min nakke blå og lilla, er mine tanker ved sangen.

   Vi kommer hjem, og Robin går direkte i seng, uden så meget som at klæde sig af eller børste tænder. Jeg sidder oppe og prøver at skrive forskellige tekster. Teksten er én ting. Så er der også musikken…

   Før jeg ved af det, er det morgen, og Robin står op. Han kommer ind i stuen, spørger, hvor længe jeg har været vågen. Så ser han, at jeg ikke har klædt om, og bliver en smule sur på mig. Skælder mig ud, fordi jeg ikke har fået sovet. Jeg hører ikke efter. Noget med kærlighed? Nej, det er ikke spor originalt… Noget højt, larmende… Nej, så er det ikke musik…

   Robin ved, at jeg stresser lidt, så han aftaler med nogle venner, at de tager på en spontan ferie i weekenden. De vil bare følge rute 5, til de finder et sted, de vil være.

   Jeg tror først, at det bliver godt for os begge, og at jeg vil få skrevet sangen. Men den driver mig til vanvid! Alle gode tekster er taget, alle gode melodier, alle genre jeg kender, har jeg allerede prøvet!

   Som sanger og sangskriver har jeg en mental mur, som jeg ikke må ramme. Den involverer nemlig alkohol, gråd, vredesudbrud og raserianfald. En del hysteri. Jeg har kun ramt den få gange, når jeg ikke kan få noget frem, når jeg er stresset eller under enormt tidspres. Med andre ord: Jeg rammer den for fuldt drøn.

   Ført smider jeg alle mine papirer og bøger ned fra bordet. Så prøver jeg at drikke noget vand, for at dæmpe anfaldet. Men det hjælper ikke, og jeg kyler glasset mod væggen, hvor det knuses. Jeg tager en stol og hamrer den ned i gulvet. Gad vide, om nogen hører det… Jeg sætter mig rasende i et hjørne, river mig i håret, skriger hysterisk og sparker med benene som et lille barn. Jeg tror, det er overstået, da jeg sætter mig ved bordet og prøver at skrive ned igen. Men så beslutter jeg mig for, at lidt alkohol måske kan hjælpe på kreativiteten.

   Først er det bare et shot cider. Så en hjemmelavet cocktail. Et glas hvidvin. Rødvin. Et glas vodka. To glas. Tre. Champagne. Likør. En snaps. En mere. En mere… En øl. To. Tre. En dåse mere. Et lille bitte glas rom. Jeg tager fra barskabet. Whisky.

   Jeg vil hente en ny blyant, og rejser mig op. En sten rammer mig, hårdt, og jeg synker sammen i stolen.

   Jeg duer ikke til noget. Jeg er slet ikke god til at synge. Jeg bruger min englestemme, en overjordisk kraft, beregnet til at berolige mennesker. Jeg har ikke engang nogle vinger. Jeg er bare en baggårdskat, som ingen vil have. Og jeg mangler stadig musikken! Åh, jeg magter det ikke! At skuffe Andy. Studiet. De fans, der forventer en storslået tourné. Hele verdenen kommer jeg til at skuffe!

   Jeg tager en kniv fra køkkenskuffen. Sidder lidt med den. Begynder så at græde. Jeg finder min telefon, ringer til Robin. Han når knap nok at sige hej, før jeg begynder:

   ”Robin, kom hjem!” hulker jeg. Jeg er så fuld at jeg ikke aner, hvad jeg selv siger, og jeg kan da slet ikke kontrollere det. ”Vil du ikke nok komme hjem?! Jeg vil ikke være alene, jeg er bange for at gøre noget dumt!” Jeg kan næsten ikke forstå mig selv, så fordrukken og grødet er min stemme.

   ”Morgan? Hvad i alverden er der galt?!”

   ”Det er sangen, Robin, sangen! DEN DRIVER MIG TIL VANVID!” Jeg hulker. ”Vil du ikke nok komme hjem?!”

   ”Jo, jeg kan da ikke slappe af når du har det sådan! Jeg er der om halvanden time.” Godt de ikke er så langt væk…

 

Da Robin kommer hjem, ligger jeg hen over bordet og snøfter med kniven i hånden. Min papirer er krøllede og ødelagte. Robin kommer hen til mig, jeg ser på ham med våde øjne. Han ser på flaskerne og glassene, som ligger rundt omkring. Han tager mig med hen i sofaen, jeg klynker lidt. I sofaen ser han på mig. Sukker.

   ”Du har drukket dig fuld, ikke?” Jeg nikker. Mit hoved føles tungt. Det falder forover. Han tager fat om det og løfter det op. Kysser mig på panden. ”Er sangen så slem?” Jeg snøfter, nikker og tørrer mine øjne. ”Hvad var det dumme, du ville gøre?” Jeg skæver hen mod køkkenet. Kniven ligger på bordet. Robin ser på den. Han ånder lettet op. ”Åh, hvor er jeg glad for at du ringede!” han holder mig ind til sig, stryger mit hår. ”Kom, du børster tænder og går i seng. Så hjælper jeg dig med sangen i morgen.” Jeg nikker sløvt. Han hjælper mig ud på badeværelset. Jeg børster mine tænder og går i seng.

   ”Undskyld jeg ødelagde din ferie,” mumler jeg. Han smiler og kysser mig på kinden.

   ”Det er okay. Så må vi to jo bare holde en sammen, ikke?” Jeg smiler lidt. Nikker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...