(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2531Visninger
AA

20. En helvedes engel

Don’t try to deny, don’t try to regret, just please tell me why, should my soul be gone when the sun set?” Publikum hujer, råber, brøler og skriger. Jeg smiler, lettere forpustet. Jeg skal til at i fitnesscenter igen, snart! Jeg går hen ad forlængelsen af scenen, ser ud mod publikum. Siger i mikrofonen: ”Har I det fedt?!” Jeg bliver næsten kastet omkuld af råbene. Jeg smiler. ”Også mig. Okay, hør her, jeg har en STOR nyhed, som jeg gerne vil dele med jer alle sammen!” Skrig og råb. Jeg går hen til Robin. ”Robin her, har praktisk talt friet til mig.” Voldsommere skrig end jeg nogensinde før har hørt. Jeg ser på Robin, griner. Han ser forvirret på mig. ”Robin,” siger jeg drilskt. ”Vil du ikke være sød at tage trøjen af?” Giganthøje skrig. Jeg får tinnitus i morgen… Robin ryster på hovedet, griner. Jeg vender mikrofonen mod ham. ”Hvorfor ikke?” Han tøver.

   ”Fordi…” mumler han. Det bliver forhøjet i mikrofonen. ”Jeg vil ikke.” Jeg rækker drillende tunge.

   ”Robin er genert,” siger jeg sukkersødt. Nårhlyde kommer fra forskellige steder. Jeg griner. ”Hjælper I lidt til?” Jeg vender mikrofonen ud mod publikum. Robins navn bliver sagt, først stille, så brølende. Han griner forlegent, tager guitaren og giver mig den. Han tripper lidt spændt. Han tager trøjen af, der bliver piftet og skreget. Han ser nu ikke ud til at have et problem med det.

   Da han vender sig om, kan alle se det. Det kommer op på storskærmen. Jeg laver et overrasket ansigt.

   Sort på hud står det, omringet af tornegrene og roser, også i sort: Morgan ~ Min Helvedes Engel. Folk klapper og hujer, pifter. Robin tager trøjen på igen, jeg kysser ham på kinden.

   ”Det er et frieri, ikke?” spørger jeg publikum. De giver mig vist ret.

 

I garderoben er jeg så fuld af energi, at jeg er bange for at skulle eksplodere. Jeg piler rundt, skifter tøj, drikker vand, (dypper frugt i chokoladefontænen), summer rundt lidt over det hele. Jeg er henne ved musikerne, og takker for en fed aften. Der er ingen efterfest i aften.

   Andy opsøger mig da jeg endelig er faldet ned. Jeg ligger på sofaen, blunder lidt. Yup, det suser for mine ører… Jeg ser på min agent, da han kommer ind.

   ”Hvad så Andy?” spørger jeg. Han smiler til mig.

   ”Morgan, det var et fantastisk show i aften!” Jeg smiler.

   ”Tak.” Andy sætter sig ved siden af mig, jeg sætter mig op.

   ”Hør, Robin… Selskabet vil gerne have noget nyt.” Jeg bliver bleg.

   ”Kontrakten er bindende syv år endnu,” siger jeg lynhurtigt. Andy ler, nikker.

   ”Det ved jeg, det ved jeg, bare rolig! Nej, de vil gerne have en ny sang. Noget, der er anderledes fra det anede, du har sunget. Vil du selv skrive den, eller skal vi ansætte nogle sangskrivere?” Jeg tænker mig lidt om. Det lyder sjovt…

   ”Jeg vil gerne selv skrive den.” Andy smiler.

   ”Super!” Han rejser sig op, er ved at gå. I døren vender han sig mod mig. ”Nårh jo, for resten: Den skal være færdig inden tournéen. Det er der, studiet vil præsentere den.” Spol tilbage! Skal jeg skrive en ny, original sang, der er spændende og fængende, og er helt anderledes fra noget andet, jeg før har skrevet - på under to måneder? Han må lave sjov?!

   Men nej… Andy er seriøs. Han går. Jeg ser lidt efter ham. Synker en klump.

   Robin kommer ind, han ser noget træt ud. Jeg smiler. Han sætter sig ved siden af mig, kysser mig på håret.

   ”Godt sunget i aften,” smiler han. Jeg smiler træt.

   ”Tak… Jeg er så træt!” Han griner, da jeg falder ind mod hans bryst for at sove. Han skubber mig op igen.

   ”Det forstår jeg godt - øhm, lige til en anden gang…”

   ”Du vil gerne vide inden koncerten om du skal smide tøjet, okay.” Jeg rynker panden. Smiler. Robin gaber og strækker sig. Hans hånd kommer ind under chokoladefontænen, og den varme substans sprøjter ud over ham. Jeg slår hænderne for munden og rykker væk. Ler lidt. Robin sidder med åben mund, har fjernet hånden. Han er helt dækket af varm, smeltet chokolade. Han puster. ”Øhm…” siger jeg. Jeg tager en serviet og tørrer hans øjne fri. Han åbner det ene øje, ser på mig. Jeg ler.

   ”Det er ikke sjovt,” siger han. Jeg trækker på skuldrene.

   ”Lidt.” Han himler hovedrystende med øjnene. Jeg smiler. ”Kom nu, der er da noget godt ved det.”

   ”Hvad?” snerrer han. Jeg slikker ham på kinden.

   ”Mhm… Du smager godt.” Jeg slikker ham lidt, han griner og puffer mig væk. Tager et håndklæde. Æv, spild af god chokolade.

   ”Hvad ville Rubberts?” Jeg sukker.

   ”Der skal skrives en sang til tournéen, jeg har kun nogle få uger til at skrive tekst og musik. Så skal den indspilles i studiet, og promoveres på touren…” Robin nikker, tørrer sin ansigt. Han sukker, hans hår klistrer sammen.

   ”Jeg skal have et bad,” mumler han. Ikke med mig! Åh, kære Gud, ikke med mig! Jeg smiler lidt.

   ”Jeg kan godt lide din tatovering.” Robin ser på mig. Smiler. Jeg tror stadig, vi er i ”Puppy-zonen”, den del af et forhold, hvor man bare er glad for hinanden hele tiden… Gad vide, hvornår det slutter.

   Ham, der står for mikrofonerne, kommer ind, han vil tale med mig om mikrofonerne på tournéen. Jeg får øje på hans navneskilt. Selvfølgelig - Robin.

 

Derhjemme går Robin i bad. Jeg børster tænder og går i seng. Jeg ligger lidt oppe og skriver stikord til sangen ned. Den skal være anderledes fra det anede, jeg har lavet… Men jeg har jo lavet næsten alt. Robin kommer ind i underbukser, lægger sig i sengen ved siden af mig. Vi kysser godnat, og han prøver at sove. Jeg sidder ikke længe oppe. Jeg lægger min notesbog fra mig, og putter mig ind til Robin, der lægger armene om mig.

   Tidligt om morgenen banker det pludselig på døren. Robin og jeg vågner begge forskrækkede. Jeg knurrer og gemmer hovedet under hovedpuden. Han stryger min skulder.

   ”Jeg åbner.” Han står søvnigt op, bøjer lidt forover og ømmer sin arm, der vel gør ondt, efter at have ligget under mig hele natten. Jeg kan godt lide at ligge i ske med Robin. Han er så dejlig varm…

   Robin tager bukser på, et skjorte for at holde varmen, og går hen til døren. Åbner den.

   Kaskader af blitzlys bliver slynget ind i lejligheden. Jeg kan høre det. Jeg sætter mig forskrækket op. Robin råber, højt og vredt, smækker døren og låser den. Kommer ind til mig. Han ser lidt omtumlet ud. Vred.

   ”Paparazzier?” spørger jeg. Han nikker kort, går ud på badeværelset. Jeg tøver. Er han sur på mig, fordi de kom? Nej, det kan han da ikke… Kan han? Jeg sidder lidt i sengen, hører bruseren tænde og slukke. Går han allerede i bad? Det er stadig tidligt… Jeg skal i studiet omkring middag, men ellers… Vi kunne jo spise brunch på en café eller… eller besøge zoo… Den med kendisdyr, der kan lave alle mulige kunster… Eller… Eller… Eller… Jeg trækker knæene op under mig. Robin gider mig vist bare ikke i dag…

   Nej, han gider mig virkelig ikke. Han kommer direkte ud fra badet, og siger, at han vil besøge Peggy. Og så går han bare. Ikke et ”godmorgen”, ikke spørgsmålet om, om jeg har sovet godt, ikke andet end ”Jeg besøger Peggy i dag - vi ses i aften.” Og så kan jeg ellers bare sidde alene. Er ikke engang helt vågen. Har ikke forladt sengen. Har ikke fået et kys, på kinden eller munden, har ikke et kram fra en varm favn, ikke engang en stille, glad latter.

   Kan det ske? Kan et forhold bryde sammen fra den ene dag til den anden?

 

Robin kommer hjem sent. Jeg sidder i stuen og prøver at finde på noget til sangen. Jeg kan med det samme se, at Robin har drukket. Han svajer lidt, er ikke helt sig selv. Jeg smiler stort, da jeg ser ham.

   ”Hej!” siger jeg. Han ømmer sit hoved, mumler knurrende noget til mig, der lyder som et stille hej. Jeg krymper mig lidt. ”Øhm… Var det hyggeligt hos Peggy?” Han nikker.

   ”Jah jah, vi tog ud for at få noget at drikke klokken… øhm… øh…” Han pruster arrigt. ”Det ka’ jeg sgu ikk’ huske!” Han går ud i køkkenet, tager et glas vand. Jeg følger efter ham. Han prøver at sætte sig på en stol, men misser, og er på vej ned på gulvet. Han får balancen igen. Jeg ler. Han er drabeligt på mig.

   ”Hva’ fanden griner du af?!” siger han lidt for højt. Han ømmer sit hoved. Jeg ser forskrækket på ham. Det er ikke den søde, fjollede Robin, der plejer at komme frem med alkohollen. Jeg synker.

   ”Undskyld,” mumler jeg. ”Kom, du må hellere gå i seng…” Han peger på mig.

   ”Du ska’ ikke sige hva’ jeg ska’ gøre!” snerrer han.

   ”Robin, du er fuld, og det er sent, jeg tror…” Slaget kommer som et chok for mig. Robin slår ikke særlig hårdt, jeg tror ikke, han kan fokusere på mig. Men han rammer. Og jeg kan mærke det. Han slog mig… Han slog mig rent faktisk… Jeg falder ind i min egen verden, og mister balancen. Falder ned på gulvet. Det lyder nok voldsommere end det egentlig er. Min tinding dunker lidt, men det gør ikke rigtig ond. Jeg er i chok. Robin slæber sig ind på soveværelset, falder i søvn på få sekunder. Jeg sidder på køkkengulvet, kan ikke rigtig få vejret. Igen - det gør ikke ondt. Jeg kan bare ikke tro, at Robin faktisk slog mig…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...