(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2544Visninger
AA

1. En frisk start

(Denne historie har referencer og hentydelser til ting, der her ikke bliver yderligere forklaret - dette kan læses i en anden historie, Codex)

 

Jeg sukker og sætter flyttekassen fra mig på gulvet. Jeg har ikke så mange ting, kun dem, Nathan og jeg kunne redde fra ruinerne af min gamle lejlighed. Jeg ser på den nye. En etværelses, sove- og badeværelse, køkken, spisestue og stue er kun adskilt af en halvmur. Der er et lille rum med vaskemaskine ved siden af badeværelset. Jeg krydser armene og ser rundt. Nathan kommer ind bag mig, han har endnu en flyttekasse med. Den er en smule større. Han sætter den på køkkenbordet.

   "Såh," puster han. "Her er da meget fedt." Jeg nikker. Ja, det er der... Lejligheden ligger uptown i et rigtig godt beskyttet bygning, man skal lave en aftale med lejlighedernes ejere, for at komme ind - pladeselskabets ordre. Der er et stort panoramavindue dækker hele den yderste væg, så man kan se tredive etager ned. Gulvet er dækket af et hvidt væg til væg tæppe, væggene er gråhvide og stilede. I køkkenet er der varme, sorte klinker, det er fint og godt. Men det er ikke mit gamle hjem. Nathan ligger en hånd på min skulder. "Hey," siger han. "Du skal nok få det godt her. Det er ikke dit gamle kvarter, men Hollywood er da også ret godt." Jeg sukker.

   "Nathan, det er ikke som i 20'erne eller sådan. Merilyn er her ikke. Bill Monroe, Robert Johnson, Peter Gabriel, de er her ikke mere. Det er bare efterfølger efter efterfølger, intetsigende popsange og forkælede små idoler." Nathan rynker panden.

   "Er du ikke selv et idol?"

   "Jo, men man kan jo ikke rigtig sige, at min far forkælede mig, kan man?" Nathan trækker på skuldrene og giver mig ret. "Men når det så er sagt..." Jeg puster en hårlok væk. "Jeg skal jo nok ikke være her for længe af gangen." Nathan nikker.

   "Skal du snart på tour igen?" Jeg trækker på skuldrene.

   "Nej, først om et halvt års tid." Vi sætter os i sofaen, det er længe siden, vi faktisk har snakket sammen. "Jeg skal have trænet stemmen op igen, give nogle koncerter her i LA, skabe omtale igen - og så mangler jeg stadig et live band." Nathan nikker.

   "Nogen i tankerne?" Jeg ryster på hovedet.

   "Jeg ville foretrække nogen, der ikke allerede er kendte."

   "Hvorfor?" Jeg trækker på skuldrene.

   "Spænding?" Vi sidder lidt. Bare sidder og kigger. Jeg overvejer at pakke ud, men så alligevel ikke. Jeg kommer til at bo alene, for første gang så længe jeg kan huske, skal jeg bo alene. Min familie har altid været der for mig, men de er spredt for alle vinde.

   Nathan hjælper mig med at pakke ud. Han sætter hylder op, de er nyindkøbte. Imens han gør det, pakker jeg småting ud. Der er kun to flyttekasser med ting fra min gamle lejlighed - en egyptisk Mau statue i guld, Nathan har den anden. Der findes kun to i hele verdenen, min og hans. Vi fik dem i det antikke Egypten, året efter Jesus død. Ud over det er der mine Cd'er, de er faktisk fra pladeselskabet. Noget tøj, sengetøj, en enkelt lampe, gryder, bestik, mit bonsai-træ var selvfølgelig dødt, da jeg kom tilbage efter to et halvt år. Jeg har stadig daggerten fra hunnerne, den er gammel og rusten, men stadig gemt i sin skede. Jeg har en vase, et tæppe til badeværelset, nogle håndklæder... Ja, det var det...

   Nej! Der er faktisk mere! Mit legetøj - to mus i flotte farver, et lille torv og en sjov, farvestrålende bold med bjælder i. Der går ikke lang tid, så tumler jeg rundt på gulvet med bolden, i katteham og det hele. Nathan griner og tager mig op. Jeg piver og prøver at komme ned til bolden igen. Nathan holder mig ud for sig, ser på mig.

   "Pakke ud nu, lege senere." Jeg surmuler, bliver menneske igen og samler legetøjet sammen. Mine ører og hale er stadig fremme. Det har Nathan ikke noget imod, han siger, det er sødt.

   Da jeg har pakket de forskellige ting ud, smider jeg mig på sofaen og krøller mig sammen. Jeg kan godt sove fem minutter, indtil Nathan har hængt de sidste hylder op på soveværelset.

   "Grib." Noget blødt rammer mig i hovedet. Jeg åbner øjnene. Nathan står og griner til mig. Det er et lilla garnnøgle, han har kastet hen til mig. Jeg ser på det.

   "Nathan, jeg leger altså ikke med garn mere..." Nathan roder lidt efter noget i sin lomme. En rød prik dukker op på gulvet. Jeg ser på hans laserpind. Så på prikken. Laserpinden. Prikken. Laser. Prik. "Stop," siger jeg lavt, halvt i trance. Han ler bare, prikken drøner rundt.

   I næste nu springer jeg ned efter den, halen pisker fra side til side, ørerne sitrer. Prikken er over min hånd, jeg prøver at fange den. Nathan flytter den, jeg jagter den, springer efter den og prøver at fange den. Han griner, jeg prøver at koncentrere mig. Til sidst får jeg den! Stolthed bruser gennem mig. Så slår min menneskelige del til, og jeg slår hovedet ned i gulvet.

   "Jeg hader dig," knurrer jeg. Nathan roder op i mit hår og sætter sig på min ryg. Jeg puster og vælter ham af. Slår ham på skulderen.

   Nathaniel er min bedste ven - han er djævlen i Helvede, har to børn, Cornelia og Dexter, og en dejlig kæreste, Maya O'Conner.

   Sidste år hjalp jeg Cornelia og Dexter med at finde Codexet, en hellig genstand, der forseglede porten til og fra Helvede for dæmoner. Jeg er halvblods, ligesom Nathan, og kan rejse som jeg vil.

   Navnet er forresten Morgan - på scenen, Morgan Le Fay. Jeg er sanger, men har været væk i ret lang tid. Først blev jeg kidnappet, og så var der det dér med Codexet... Nathan hjælper mig med at flytte ind i min nye lejlighed, den gamle blev smadret. Jeg er som sagt halvblods, og jeg har nogle ret specielle evner. Jeg har kattegener. Ører og hale kan jeg skjule som jeg vil, men jeg kan også antage katteham, så jeg er én af dem, jeg taler deres sprog flydende, med eller uden kattekrop, og så kan jeg virkelig ikke kontrollere mig, når der er kattelegetøj i nærheden. Eller garn. Eller laserpinde. Eller hunde. Sidst på sidste år fik jeg et syn - jeg er synsk - hvor jeg så min soulmate. Mine eneste ene, min store kærlighed, den eneste person i hele kosmos, som jeg kan betro alt til. Også at jeg er halvblods. Jeg stoler på mine syn, og jeg er kun nervøs for én ting - det var en fyr! Ikke at jeg har noget imod det, men...

   Sidste år, da Cornelia, Dexter og jeg ledte efter Codexet, kom en natklub ejer lidt for tæt på. Han rev faktisk næsten alt mit tøj af, og ville have tvunget mig til at gå i seng med ham, hvis der ikke var kommet nogen og havde hjulpet mig. Det har skræmt mig fra sans og samling...

   Jeg er hverken særlig stor eller stærk. Jeg får ofte at vide, at jeg er køn, men jeg er ikke god til vold. Jeg kan samtlige kampsportsformer, men jeg bryder mig ikke om at skade mennesker. De er så skrøbelige...

   Nathan laver te, jeg ligger på maven på gulvet og triller garnet mellem mine hænder. Det har nogle dejlige, regelmæssige, hypnotiserende bevægelser. Jeg kan ikke se væk fra det. Og før jeg ved af det, ligger jeg på ryggen og kaster det op og ned. Det rammer mig i ansigtet, jeg gnider mine øjne og krøller mig sammen på gulvet. Nathan ler.

   "Morgan, lad være med at sove på gulvet. Kom, jeg har lavet te." Alkohol og djævlen er en dårlig kombination, som Maya har forbudt, når Nathan er sammen med mig. Jeg forstår hende godt. Derfor bliver det te eller alkoholfri, og så foretrækker Nathan te. Det må også være afslappende at drikke te, når man arbejder med besværede sjæle, faldne og dæmoner hele dagen.

   Vi drikker i stilhed. Jeg er nervøs. Jeg har aldrig boet alene før... Ikke hvad jeg husker, i hvert fald...

   Jeg mister hukommelsen ofte. Cirka hvert 300. år.

   Nathan ser på sit ur og sukker. Min mave trækker sig sammen, jeg rykker lidt på mig.

   "Beklager Morgan," siger han. "Jeg skal tilbage nu. Klarer du resten selv?" Jeg nikker. Jeg har fået købt dyne, pude, tandbørste, mad, drikkevarer, toiletpapir, shampoo, balsam, varmen er tændt, vandet fungerer... Mangler jeg noget? Nathan rejser sig op. "Okay, øhm, hvis du har brug for noget ringer du bare, hvis jeg ikke tager den, så gør Maya, og hvis hun ikke gør, så ring til Cornelia." Vi griner. Cornelia er en fan af mig, det er ret sødt. Selvom hun efterhånden kender mig, så flipper hun helt ud, når hun ser mig. Jeg nikker.

   "Vi ses," mumler jeg. Nathan ser på mig. Lægger en hånd på min skulder.

   "Morgan, helt seriøst - er du okay med at være her alene den første nat?" Nathan ved, at jeg ikke bryder mig om at være alene. Jeg kan godt lide når der er nogen, der kan snakke med mig, nusse mig, kæle med mig, lege med mig, jeg er trods alt også kattet. Men Nathan har et job, han skal passe - et meget vigtigt et, endda.

   "Ja, Nathan, bare tag hjem. Jeg skal nok klare mig." Han nikker.

   "Okay. Vi ses!" Han tager sin jakke, som ligger på spisebordet, og går ud. Lukker døren efter sig. Jeg krymper mig. Jeg er alene. Helt alene, et fremmed sted, som jeg skal til at kalde mit hjem. Det er aften, men stadig lyst. I det fjerne kan Hollywoodskiltet ses. Jeg sætter mig på sofaen. Jeg er ikke god til forandring. Jeg sidder lidt mut i et stykke tid. Sorgmodig. Vemodig. En hel masse modig, bare ikke lige det ord for sig.

   Det er ikke længe siden, jeg var det modsatte af det her. Det skete først, efter jeg mødte min far...

   Nej! Jeg ryster på hovedet. Jeg bryder mig ikke om at tænke på far. Jeg tænker på Robin. Det var det, fyren i mit syn hed. Jeg så ham ikke rigtig. Det hele var tåget, sløret. Men jeg ved, at han hed Robin.

   Jeg vil ikke være sammen med en anden mand. Jeg er for bange. Jeg tør ikke. Ikke efter det, natklubbens ejer næsten gjorde ved mig.

   Jeg går ind i seng. Gider hverken lægge lagen eller sengetøj på. Jeg kan godt lide, når der ikke er noget på. Så er det dejlig køligt. Det er tidligt, men jeg vil bare sove i nogen lunde trykke omgivelser. Efter jeg har rullet gardinet ned, krøller jeg mig sammen i sengen. En kort lur, så aftensmad klokken ti eller noget, og så sove lidt mere. Det lyder ikke dårligt...

   Men jeg ligger vågen. Robin... Robin er også et pigenavn. Gad vide hvordan Robin ser ud. Lyst hår? Det bryder jeg mig ikke så meget om... Jeg kan godt lide mørkt hår. Og langt. Asiatisk ville være godt... Mørk hud, helt fint. Lys... Nja, det er for normalt.

   Det går op for mig, hvad det er, jeg tænker på, og jeg ryster det af. Det er alligevel lidt nervepirrende. Jeg kender navnet på den person, der er bestemt for mig, ben ikke udseende, personlighed, bopæl, alder eller køn.

   Jeg sukker. Tag dig sammen, Morgan. Jeg ved udmærket godt, at mine syn ikke lyver. Jeg ved udmærket godt, at Robin er en mand.

   Det eneste, jeg ikke forstår, er, at synet var så sløret. Mine syn er altid indblik i noget, jeg kommer til at se. Er jeg ved at blive blind? Eller er min synske evne ved at forsvinde? Jeg gyser ved tanken. Det ville være forfærdeligt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...