(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2539Visninger
AA

19. Djævlen, Sønnen og Helligkatten

Robin… Jeg tænker over det flere timer efter mødet er slut. Jeg har tjekket op på det. Der er godt 384.182 mennesker i staterne, der hedder Robin. Kun 13,33 procent er mænd. Jeg kan godt lide Robin. Men… elsker jeg ham?

 

Jeg skriger rædselsslagent og trykker mig ind mod Robin. Han er noget anspændt, men lægger armene om mig. Musikken gør ikke noget bedre, det er stadig uhyggeligt! Jeg hader gyserfilm! Hovedpersonen skriger, da en mand skærer hendes bedste ven over med en motorsav. Jeg skriger igen.

   Jeg er blevet genhuset i en lækker lejlighed, som jeg har lånt af Andy. Robin og jeg skal ud og kigge på et hus ved vandet i morgen, det ligger kun få kilometer væk fra studiet. Jeg har set billeder derfra, og jeg er mildest talt forelsket i det hus!

   Robin farer sammen, jeg lukker øjnene og vender ansigtet ind mod hans bryst. Griber fat om hans trøje. Jeg hader, hader, hader gyserfilm! Robin sætter filmen på pause. Jeg har kvalme… Enten af filmen eller af… Nej, glem det, jeg kan ikke få kvalme af chokolade!

   ”Det var, øhm…” Jeg synker en klump.

   ”Rædselsvækkende.” Han nikker. Jeg lader ører og hale glide ud, lægger mit hoved i Robins skød. Han fnyser.

   ”Nej nej du, gør det i det mindste ordenligt.” Jeg sukker. Ser på Robin. Klokken er halv elleve… Han stryger mit hår. ”Kom nu, det er bare tøj.”

   Lædertøj med bælte, jakke og stramme bukser, huller ved knæene og udskårne strimler. Sexet, kattet. Robin er vild med det. Der er hul til halen. Der sker ikke så meget mere, end at Robin nusser mit hår og kløer mig bag det ene øre. Mit hår er blødt som kattepels. Ha tager nogle allergipiller, og kæler videre. Jeg spinder, mjaver indimellem. Er tæt på at falde i søvn et par gange. Robin ser en eller anden serie, han kæler med mig som en kat.

   Jeg bliver opmærksomhedssyg og prøver at fange hans blik. Da det ikke virker, kysser jeg ham mellem benene. Han stivner et øjeblik, ser så på mig med et lusket smil.

   ”Slem mis.” Jeg kysser ham igen, lidt hårdere. Han laver en dyb, sprød lyd. Jeg kysser ham igen, han ser stadig ikke på mig. Efter tredive sekunder sukker han og lægger en hånd på mit hoved. ”Det er virkelig rart… Øhm…” Jeg ser på ham. ”Må jeg smide bukser?” Jeg fortrækker ikke en mine. Bliver til en kat og krøller mig sammen på hans skød. Falder i søvn.

 

Jeg elsker huset! Det er i to etager, har en pool og en jacuzzi på altanen, ligger knap femten meter fra havet, har en lille have, samt tre soveværelser og en stor stue. Et dejligt køkken og to badeværelser, samt en kælder. Robin kan også lide den. I kontrakten med pladeselskabet står der, at de skal sørge for, at jeg har et sted at bo, der er vist nok et max antal dollars det må koste, men jeg betaler resten selv.

   Efter boligjagten siger Robin, at han har noget, han skal ordne i byen. Han siger, at han er tilbage omkring aften. Det er fint. Vi skilles. På vej tilbage til Andys lejlighed ringer jeg til Nathan. Jeg skal tale med ham, angående ”Robin-krisen”. Jeg beder ham tage en ven med.

   En time efter ankommer mine gæster. Nathan først. Jeg smiler og omfavner ham, inviterer ham ind. Han ser sig omkring. Det er et fancy sted, meget lækkert, meget privat.

   ”Såeh… Er Jes på vej?” Nathan nikker. Og han har ret. Der går kun lidt under tre minutter, før Jesus dukker op i en mere nutidig mundering end den kjortel, han har i Himlen. Han har handsker på, for at skjule de uhyggelige sår.

   Vi hilser og sætter os i stuen. Nathan og Jesus er mine bedste og ældste venner. Det har de i hvert fald sagt. Jeg husker ikke så langt tilbage, en skam, for Nathan har sagt, at vi har oplevet mange fede ting sammen.

   Jeg forklarer dem mit problem.

   ”Der er mange i verdenen, der hedder Robin,” siger jeg. Jeg ser ned på mine hænder. ”Og jeg ved ikke, hvilken en der er min…” Nathan smiler lidt, Jesus har blandede følelser og viser ingen af dem.

   ”Men kan du ikke godt lide Montana?” spørger Nathan. Jeg nikker.

   ”Jo, meget… Men jeg er ikke så sikker længere… Jeg mener, han er en vidunderlig person, men… Han er så sexafhængig!”

   ”Og?” spørger Nathan. ”Du er halv Helvedesborger, du burde ikke have noget problem med det?” Jeg ryster på hovedet.

   ”Det har jeg heller ikke,” siger jeg. ”Men han er så hård ved mig! Jeg tager smertestillende efter hver eneste gang!” Jesus ser på mig.

   ”Har du prøvet at tale med ham om det?”

   ”Jeg bad ham om at være blidere, men der var ikke rigtig nogen forskel…”

   ”Men har du sagt det til ham? At han er alt for hård, og at du tager piller mod det?” Jeg ser tøvende på Jesus. Han er altid så forstående. Jeg ryster stille på hovedet. Smiler lidt. Det er en smule komisk. Vi er alle tre halvblods. Den ene er den næste gud. Den anden er den nuværende djævel. Og så er der mig… En mellemting…

   Nathan har længe sagt, at jeg skal holde mit temperament under kontrol. At jeg har kræfter, der overstiger min fatteevne, og at de ikke må blive sluppet løs i vrede.

   ”Jeg syntes, du skal tale med ham,” siger Jesus.

   ”Og ellers ringer du bare, så skal jeg nok snakke med ham,” siger Nathan groft. Jeg synker en klump. Jesus fanger mit blik.

   ”Hvis du vil finde en anden Robin, så ring. Så ser jeg, hvad jeg kan få ud af amorinerne.” Jeg smiler bredt. Jesus styrer! Jeg sukker og ser ned.

   ”Nathan, er der noget nyt om min far?” Nathan og Jesus ser på hinanden.

   ”Nej,” siger Nathan stille. ”Han aftjener stadig sin straf i Skærsilden.” Jeg gyser. Lukker flovt øjnene.

   ”Jeg har den værste far i verdenen!” siger jeg tvært. Nathan og Jesus griner.

   ”Min far oversvømmede Jorden,” siger Jesus. ”Og så syntes du, at din er slem?” Nathan stryger sit sorte hår.

   ”Min far var djævlen, slå den.” Jeg smiler skævt, ser op på mine venner.

   ”Min far slettede min hukommelse omkring hvert 300. år, og begik højforræderi mod Himlen i forsøget på at slå mig ihjel.” Vi griner. Det har jeg savnet…

   Døren går op, Robin ser ind. Han ser lidt nervøst på Nathan, får øje på Jesus og rynker panden. Jeg smiler.

   ”Robin, du kender Nathaniel - det her er Jesus Kristus. Jesus, det er min kæreste, Robin Montana.” Robin måber og stirrer på Jesus, der vinker kort.

   ”Øhm… Hej…” siger Robin lamt. Jeg bliver næsten flov…

   ”Hej,” griner Jesus. Han smiler, ser på mig. ”Morgan, jeg er nød til at tage tilbage til Himlen nu. Vi ses.”

   ”Vi ses,” siger jeg. De vil lade mig være alene med Robin…

   ”Jeg skal også tilbage,” sukker Nathan. ”Jeg lovede Maya at tage Cornelia og Dexter med for at se helvedesdelfiner…” Han gyser, jeg forstår ham. Helvedesdelfiner er søde nok, så længe man ikke kommer for tæt på… Nathan og Jesus går. Jeg ser på Robin.

   ”Hvad skulle du?” spørger jeg ham. Han er vist ved at komme over sit chokmøde med Jesus Kristus… Han smiler skævt.

   ”Det skal jeg vise dig.” Han knapper sin skjorte op, lader den falde ned til albuerne og vender sig om. Jeg gisper, smiler bredt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...