(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2516Visninger
AA

2. Chokomangel

Nathan skubbede mig længere tilbage, hans svedige krop var tung over min. Jeg klamrede mig fast til ham, stønnede og gispede. Nathan grinede og kyssede mig i nakken, nappede mig lidt. Jeg viklede benene om ham, trykkede mig op mod ham.

   Da vi vågnede næste morgen så vi forskrækkede på hinanden. Vi lå nøgne og svedige i samme seng. Nathan så angrende på mig, jeg snappede bange efter vejret. Han hævede beroligende hænderne.

   "Morgan, det er okay, det er jo kun én gang." Jeg nikkede, holdt dynen op for mig. "Vi er jo begge to til piger. Du ved, vi drak ret meget i går aftes." Jeg nikkede. Rystede.

   "Ja... Ja, du har ret..."

   "Og jeg beklager virkelig, hvis jeg var for..."

   "Hård?" Jeg rystede på hovedet. "Nej." Nathan smilede lettet.

   "Skal vi ikke aftale, at vi tager det her med os i graven?" Jeg nikkede.

   Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig minder mig selv om det. Det skete i 1793 eller sådan noget. Jeg kan stadig huske den kildrende følelse, jeg havde, da Nathan begyndte at tage mit tøj af. Dengang var det noget mere besværligt, seler og lag efter lag, det tog evigheder, og jeg havde faktisk stadig skjorte på, da jeg vågnede. Jeg var ikke bange, fordi vi havde gjort det - jeg var bange, fordi jeg kunne lide det.

   Da jeg vågner ryster jeg. Ikke på grund af det minde, der materialiserede sig i en drøm. Mine hænder skælver, mine tanker er helt blanke. Abstinenserne er begyndt. Jeg trækker vejret besværet, står op, tager tøj på og går ud i køkkenet. Jeg river skabene op, leder efter det, der kan få mig til at falde til ro - chokolade.

   Jeg slår mig for panden og er ved at panikke, da jeg kommer til at tænke på, at jeg har glemt at købe det. Jeg griber min pung, tager sko og jakke på og går ud af døren.

   Ved det nærmeste supermarked finder jeg tre plader chokolade ret hurtigt - jeg kan stort set lugte det på flere kilometers afstand. Jeg går i min egne tanker hen mod kassen for at betale, tripper lidt, har lidt problemer med at holde fokus.

   "Se dig dog for, din store idiot!" Jeg ser op. En mørkhåret fyr står og ser ned på de varer, jeg kom til at vælte på gulvet. Han pruster vredt og knæler, samler kurven og varerne op. Jeg fatter mig og begynder at hjælpe.

   "Det må du virkelig undskylde!" siger jeg oprigtigt. "Jeg så dig virkelig ikke!"

   "Årh klap i og se hvor du går i stedet!" Jeg ser på ham. Hvad er hans problem? Han ser på mig. "Hallo. Ville du hjælpe eller hvad?!" Jeg skynder mig at samle resten af hans ting sammen.

   "Jeg er så ked af det, jeg spacede lidt ud. Hør, lad mig betale, som undskyld..."

   "Nej! Jeg skal ikke have nogen velgørenhed fra popstjerner, tak." Morgan så undrende på ham.

   "Hvad mener du?" Fyren tog kurven og rejste sig op. Nikkede mod ham.

   "Du er Morgan Le Fay, ikke? Ham divaen der fakede sin forsvinden i to år?" Jeg ryster på hovedet.

   "Hvad? Nej, jeg..." Jeg sukker og ryster på hovedet, igen. "Må jeg invitere på morgenmad? Undskyldning fra mig? Du virker lidt stresset?" Han ser tøvende på mig. Sukker og nikker.

   "Ja, okay..." Han bøjer sig ned og samler noget op. Han rækker mig de tre plader chokolade. "Øhm... Det er dit, ikke?" Jeg smiler og nikker.

   "Ah, tak!" Jeg tager det hurtigt. Han ser på min rystende hånd. Jeg går lidt for hurtigt og stift hen til kassen, betaler og venter på min morgenmadsgæst. Han har forholdsvis mange varer, det tager lang tid! Jeg ender med at pakke chokoladen op og spise et par stykker, før han kommer hen med en fyldt pose.

   Vi går hen til en café, sætter os og bestiller. Jeg ser på ham.

   "Hvad så? Fik du det forkerte ben ud af sengen i morges?" Han ser drillende på mig. "Åh, nej, jeg mener - du virker sød nok, men..."

   "Min kæreste skred med min bedste ven for nogle dage siden." Jeg ser lidt på ham. "Min far døde i sidste uge, og jeg er bagud med at betale min lejlighed, såeh..."

   "Åh..." siger jeg kort. "Det, øhm... Jeg forstår godt du er vred."

   "Mere rystet, tror jeg. Men hvad med dig?" Jeg ser på ham. "Du virker lidt rystet? Eller, rystende. Er du... chokoholiker?" Jeg nikker en smule. Ryster så på hovedet.

   "Jeg skal bare have en smule engang imellem." Fyren nikker. Jeg ser på ham. "Du ved hvem jeg er?" Han nikker.

   "Morgan Le Fay, international sangstjerne, nummer ét på listen over forsvundne personer i Hollywood - ja, slettet nu, selvfølgelig." Jeg smiler imponeret.

   "Du har læst op på mig?" Han trækker på skuldrene.

   "Jeg har kontakter." Han folder hænderne og læner sig hen over bordet, ser mig ind i øjnene. "Såh, du har givet morgenmad - og mens vi venter på den, kan du jo fortælle mig dit rigtige navn?" Jeg smiler skævt.

   "Morgan, hvorfor..."

   "Nej nej, dit efternavn. Jeg tror altså ikke på at du hedder 'feen' til efternavn." Jeg griner.

   "Du kan fransk?"

   "Bien sûr, monsieur, je suis un homme occupé et wellteached." Selvfølgelig hr., jeg er en travl og vellært mand. Jeg læner mig tilbage, ler.

   "Waow, je suis vraiment impressionné par vos compétences en français. Où avez-vous appris?" Waow, jeg er imponeret over dit fransk. Hvor har du lært det? Min morgenmadsgæst begynder at grine og ryster på hovedet.

   "Beklager, så god er jeg heller ikke! Det var stort set det eneste jeg kunne." Vi griner.

   "Nå, men for at svare på dit spørgsmål, så kender jeg ikke mit efternavn." Han rynker panden. "Jeg er forældreløs. Men regeringen og mit sygesikringskort kalder mig for Morgan Waters, så det må fungere indtil jeg bliver gift - og det kommer ikke til at ske." Han smiler lidt.

   "Du vil ikke giftes?" Jeg trækker på skuldrene.

   "Jeg foretrækker frie fugle." I mere end én betydning... "Hvad med dig?"

   "Hvad?" En tjener kommer hen til os med vores brunch og juice, sætter det på bordet, smiler og går.

   "Du har stadig ikke fortalt mig dig navn?" Jeg smager på æggene, de er dejligt cremede, som det forventes i uptown Hollywood.

   "Ah, virkelig?" Jeg nikker og begynder at drikke af juice. "Beklager. Mit navn er Robin Montana. Rart at møde dig, Morgan." Jeg spytter juicen ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...