(Tertio 5) Morgans historie - en helvedes engel

*Vi sidder på sofaen, Robin hvisker sjofle tanker i mit øre. Mine kinder er røde. De brænder. Mit hjerte hamrer.* Morgan er startet på sin musiske karriere igen, og han nyder det i fulde drag. Stadigt arbejder han på at komme tættere på Robin, der til alt held er kommet med i Morgans live band, og skal med på den forestående tourne. Det ene syn efter det anede bliver slynget ind over Morgan, og ikke alle er lige hyggelige...

7Likes
40Kommentarer
2541Visninger
AA

6. 7 baner

Robin og jeg aftaler at mødes ved en stor svømmehal nær centrum.

   "Jeg kommer ud klokken to," sagde Robin. Jeg er indvilligede bare, vi skulle ikke svømme eller noget. Jeg står udenfor, bider mig lidt i læben. En kølig hånd lægger sig på min skulder. Jeg vender mig om og ser på Robin. Han smiler til mig. Min mave kilder. "Hej," siger han.

   "Hej," smiler jeg. Han prøver at kysse mig, men jeg rykker lidt væk. "Robin..." siger jeg tøvende. "Så... Hvad skal vi lave?" Robin sukker og smiler.

   "Jeg tænkte at vi kunne tage forbi Starbucks, lære hinanden lidt bedre at kende?" Jeg nikker.

   "Super, for nu har jeg undret mig over din 'etniske oprindelse' i et stykke tid." Han griner.

   "Lige over." Vi går hen mod den nærmeste Starbucks, på vejen går vi forbi en dyrehandler. Jeg stopper op og ser på udstillingen i butiksvinduet. Robin vender sig om og ser på mig. "Morgan?" Rundt og rundt og rundt og rundt. Jeg holder som hypnotiseret øje med den roterende mus. Først da Robin lægger en hånd på min skulder, kommer jeg tilbage til virkeligheden. "Morgan, er alt okay?" Jeg nikker, griner.

   "Ja undskyld - jeg har bare svært ved at, øhm, holde, øh... f-fokus..." Rund og rundt og rundt og rundt og rundt...

   "Nåh, vores date hjælper allerede." Mine kinder bliver lidt varme. D-date? Ja, det er det vel... "Skal vi så komme hen til den Starbucks, jeg har ikke spist siden i morges." Jeg nikker og river blikket væk fra musen. Robin tager min hånd, ler og går videre. Jeg ser på vores hænder. Mit hjerte hamrer. Hvorfor er jeg så nervøs? Jeg er aldrig nervøs! Kun lige inden koncerter! Når jeg skal præstere noget fantastisk for mange mennesker...

   Mine kinder bliver røde. Jeg vil præstere noget godt for Robin. Han er mit publikum. Et publikum, det første publikum, jeg kan se i øjnene, det første publikum, der skal bedømme mig på andet end min stemme og mine tekster - det første publikum, jeg ser i øjenhøjde, næsten da. Robin er meget højere end mig.

   Vi sætter os ind på Starbucks, bestiller og modtager. Vi sidder ved et vindue, snakker ikke så meget i starten.

   "Såeh," siger Robin efter fem akavede minutter. "Min mor var fra Cambodja, Krong Battambang. Min far er fra Washington - dig?" Jeg smiler skævt.

   "Øhm... Min mor var, øhm, japaner... Min far ved jeg ikke rigtig noget om." Min mor var en bakeneko, japansk dæmon og kat. Min far slog hende ihjel, da han opdagede, hun havde fået mig med ham. Jeg bliver pludselig tom indeni. Ulykkelig. Jeg var uønsket... Jeg blev endda kastet ned på Jorden som helt spæd. Mere ved jeg ikke.

   "Morgan?" Jeg ser på Robin. Han ser lidt bekymret på mig. "Er der noget galt?" Jeg ryster på hovedet.

   "Nej, undskyld... Øhm, min familie er lidt..." Jeg ryster på hovedet. "Jeg vil ikke tale om dem." Robin nikker.

   "Okay. Men taler du så godt japansk?" Jeg ryster på hovedet

   "Nope. Jeg stinker til japansk - hvad med dig? Taler du, øhm... Khmer?" Robin ser imponeret på mig.

   "Waow, du kan din geografi. Og nej, jeg er født og opvokset i Seattle." Vi snakker lidt om løst og fast, vi syntes begge det er sjovt, at vi begge er "halv asiatiske", det er i hvert fald det, jeg har besluttet mig for. Ellers eksploderer mit hoved...

   "Du kan lide svømning?" Robin nikker, griner lidt.

   "Det er mit arbejde." Jeg tøver. Åh...

   "Øhm, hvordan?"

   "Jeg er elitesvømmer. Jeg tog afsked med marinen for fem år siden, nu bliver jeg faktisk betalt for at tage til svømmekonkurrencer." Han griner lidt, jeg griner med. Men inden i er jeg ved at panikke. A: Han er svømmer - også kaldet vandelsker. Jeg er rædselsslagen for vand! B: Han er "gammel" militærmand. C: Jeg er ikke sikker på C... Han ser pludselig på mig. Ser bare. Er stille. Min tunge glider over mine tænder. Der sidder altså ikke noget...

   "Hvad?" spørger jeg stille. "Har jeg noget i ansigtet?" Robin smiler og ryster på hovedet.

   "Nej, det er bare..." Han sukker og rynker panden. "Morgan, hvor gammel er du egentlig?" Har vi ikke... Nårh nej... Jeg aner faktisk ikke hvor gammel Robin er.

   "Nitten." Det er det, jeg skal sige. Morgan Waters er nitten år gammel, halv asiater, født med et naturligt talent for at synge - løgn, løgn, løgn. Morgan er mere en 2000 år gammel, halv engel, halv dæmon, en smule kat, født med en overnaturlig stemme fra Himlen. Robin syntes pludselig at blive en smule bleg. Han synker en klump.

   "Jeg er syvogtyve." Hm... Underligt, jeg er stadig ældre end ham...

   "Æ-ændrer det noget?" Nej! Nej, det må det ikke! Robin ryster på hovedet.

   "Nej, jeg skal bare lige vende mig til tanken om, at jeg er otte år ældre end dig." Han smiler. Åh, jeg kunne fare vild i hans øjne! "Men det er okay. I det mindste er du over atten." Jeg smiler. Vi smiler...

   Pludselig bliver i ramt af det ene lysglimt efter det anede. Robin skærmer sig forskrækket, jeg kender det alt for godt. Paparazzier!

   "Morgan! Morgan! Hvem er det?!"

   "Din nye agent?!"

   "Er der romantik i luften?!" Jeg bliver blændet, kan næsten ikke se noget. Hvordan kunne de finde mig her?

   Robin tager min hånd og trækker mig hurtigt væk. Vi løber. Paparazzierne følger efter. Vi løber tilbage til svømmehallen, kommer ind. Robin vinker hurtigt til receptionisten, jeg prøver at få hætten på hættetrøjen op.

   Paparazzierne kan stadig høres bag os. Robin puffer mig ind på et toilet, lukker og låser døren. Jeg ånder lettet op og glider ned ad væggen. Jeg hader paparazzier...

   "Hold da op," mumler Robin. Han ser på mig. "Er du okay?" Jeg nikker.

   "Ja, det var ikke første gang for mig."

   "Men det var godt nok første gang for mig." Han sætter øret mod døren. "De er der stadig." Jeg nikker.

   "De forsvinder om nogle minutter..." Robin sætter sig ved siden af mig. Vi ser lidt på hinanden. Bryder i latter. Robin tager min hånd. Jeg tier. Han sidder og lytter.

   Der går et stykke tid. Så sukker Robin og ser på mig.

   "Hvornår tror du, du er klar til at kysse mig?" Jeg ser tøvende på ham. Smiler skævt.

   "Når du er glatbarberet." Han griner. Han har nogle skægstubbe, jeg kan forestille mig, at et ikke er så behageligt at kysse ham.

   "Hvad hvis jeg bare kysser dig?" Jeg rynker panden.

   "Kan man det?" Han nikker. Strækker sig. Hans biceps bliver spændt. Jeg får røde kinder, ser væk.

   Noget blødt rør mig på kinden. Mit hjerte begynder at hamre. Jeg smiler. Det summer steder jeg egentlig ville foretrække at det ikke gjorde. Min mave kilder. Robin smiler til mig. Han kysser mig på kinden igen. Jeg ved ikke, om jeg er bange eller lykkelig. Kindbenet. Begge dele, tror jeg. Halsen. Jeg kan godt lide det.

   "Paparazzierne er væk," siger han så. Jeg lytter. Nikker. Han skal til at rejse sig op. Jeg holder fast i hans hånd. Han smiler og sætter sig ved siden af mig. "Du kan godt lide det?" Jeg nikker stille. Han lægger armene om mig og kysser mig forskellige steder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...