Loved You First » Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2015
  • Opdateret: 19 feb. 2015
  • Status: Igang
Nice to meet you Mr. Player. Lets play a little game. Whoever falls inlove first, loses.

41Likes
14Kommentarer
9994Visninger
AA

23. Sidste kapitel

Stephanies Synsvinkel

Det var præcis en uge siden at Harry havde fundet ud af vores alle sammens hemmelighed i dag. Men sjovt nok var alt hans vrede kun gået ud over mig.

Hele det her havde virkelig påvirket mig. Det havde taget hårdt på mig og jeg følte jeg havde lukket mig selv ude fra omverdenen.

For det havde jeg. Jeg havde ikke været udenfor i en hel uge, set nogle mine venner eller svaret på deres beskeder og sms'er.

Jeg havde godt set de havde ringet og skrevet alle sammen, alle sammen udover Harry. Han var stadig vred på mig, og ærligt forstod jeg ham godt.

Det irriterede mig bare at han var så stædig at han ikke engang ville lade mig forklare. Det havde jo aldrig været min mening at knuse hans hjerte, i hvert fald ikke mere.

Men jeg havde det godt med at ligge i min seng og æde is, mens jeg så de mest romantiske film jeg kunne komme på. Det var dejligt at kunne lade sine tanker flyve frit, og tude så højt jeg kunne uden at nogle ville høre mig.

Alligevel følte jeg mig så fortabt, ensom, ulykkelig og jeg kunne fortsætte. Men det var min egen skyld, det var mig der havde valgt at tage afstand fra de andre, ikke dem.

Men jeg kunne slet ikke se dem i øjnene. Jeg følte mig som sådan en idiot. Jeg legede jo bare med Harrys følelser i starten.

Jeg kunne slet ikke kende mig selv mere.

 

Eleanors Synsvinkel

Jeg kiggede opgivende over på Louis som så ligeså opgivende ud som mig.

"Harry hør nu her. Ja hun legede med dine følelser i starten-" "Det har hun jo forhelvede gjort hele tiden, indrøm det nu bare!" Sagde han med en hævet og mørk stemme. Jeg hoppede i chok. Harry havde aldrig talt så surt til mig. "Harry!" Vrissede Louis og tog fat om mit liv for at trække mig helt ind til ham.

"Harry lyt nu til os! Stephanie har aldrig ville gøre det af fri vilje! Sådan er hun overhovedet ikke!" Jeg lød overbevisende, det var også rigtigt, men desværre ikke overbevisende nok. Harry rystede bare på hovedet.

"Hvis hun virkelig havde gjort det, tror du så selv at hun ville sidde hjemme en hel uge og bryde alt kontakt med os andre Harry? Hun er jo helt ude af den!" Prøvede jeg igen, men han kiggede bare lige så koldt og følelsesløst på mig, som han havde gjort før.

Jeg rystede på hovedet og lagde det i mine hænder. Jeg følte alt det her var min skyld, jeg vidste godt det ikke var, men det føltes sådan.

Stephanie gad ikke engang snakke med mig, og så var det altså virkelig slemt. Vi var utrolig tætte og aldrig havde det været sådan her. Hun plejede altid at fortælle mig alt og stole på mig, men nu ville hun ikke engang se mig.

"Harry tag dig nu sammen og få snakket med hende i det mindste," Louis kiggede bedende på Harry, som bare rullede øjne af ham og så rejste sig for at gå.

"Harry kom tilbage!" Råbte han surt og kiggede efter Harry som fortsatte ned af gangen og ind til det lille gæsteværelse i Louis' lejlighed.

"Jeg går i seng," blev der råbt højt gennem hele gangen, inden en dør smækkede og vi begge var klar over det havde været Harry der havde råbt.

Det kunne virkelig ikke passe alt skulle ende sådan her. I flere dage havde mig, Christy og resten drengene prøvet at overbevise Harry om at Stephanie faldt for ham undervejs, men han nægtede at tro det.

Han var så pisse stædig at det var helt håbløst overhovedet at prøve. Jeg vendte mit hoved for at se en tænkende Louis sidde ved siden af mig.

En rynke formede sig i min pande da et stort smil spillede sig frem på hans læber. Hvad havde han nu fundet på af idéer?

"Hvad tænker du på Louis?" Jeg kiggede spørgende på ham og rykkede tættere på ham for at tage hans hånd og lade mine øjne fange hans.

"Ej det er en dum idé," udbrød han og slog ud med armene, som om han allerede havde fortalt mig hele idéen og troede jeg ville syntes den var dårlig. Jeg spærrede øjnene op og kiggede på ham.

"Fortæl nu!" Begyndte jeg alvorligt. Hvis det her kunne redde det hele skulle han ikke holde idéen inde.

"Altså vi kunne låse Harry inde i et rum uden mad eller noget og først lukke ham ud når han lover at snakke med Stephanie?" Forslog han seriøst. Et lille grin efterfulgt en høj latter slap ud af min mund. Det var den dummeste idé jeg havde hørt indtil videre.

"Hvad griner du af El?" Han kiggede ondt på mig, men jeg kunne ikke lade være med at grine.

"Låse ham in-" Jeg stoppede mig selv midt i sætningen da en ny idé slog mig. "Du kan ikke bare snakke og så stoppe midt i det hele! Fortæl dog pige barn!"

Jeg kiggede smilende på Louis. Det her skulle nok blive godt.

 

***

 

Stephanies Synsvinkel

Okay så jeg havde taget mig sammen og fået lavet en aftale med Eleanor. Jeg kunne ikke holde mig væk fra hende og de andre drenge for altid, så derfor havde jeg valgt at tilbringe min aften med hende.

I Louis' lejlighed.

Af en eller anden underlig grund stod vi altså og var i gang med at lave stor middag i Louis' lejlighed, da hun havde fortalt mig at ham og resten af drengene havde været til en koncert i dag og derfor ville hun åbenbart gerne overraske dem.

Hvilket jeg godt forstod hun ville, det var vældig sødt af hende. Jeg forstod bare ikke hvorfor jeg skulle være her, når det alligevel var hende der lavede næsten alt maden.

"Kom nu ind i kampen Stephanie, vi er snart færdig!" Grinte El og kiggede på mig der bare sad med hovedet frosset fast i min mobil.

Så jeg lavede altså ikke særlig meget mad, hehe.

"Kommer," udbrød jeg og hoppede op fra stolen, smed mobilen fra og mig dansede over til Eleanor som var ved at stege bøffer.

Jeg kiggede hurtigt over på Eleanor da min yndlings sang spillede i radioen. "Jeg elsker den her sang," råbte jeg og skrålede med.

Eleanors grin fyldte rummet, inden hun skruede så højt op at man næsten ikke kunne høre sine egne tanker.

Lige som jeg skulle til at synge med på omkvædet lød en banken på døren. Jeg kunne se Eleanor lyse op i et smil og var næsten hundrede på at det var Louis og drengene der kom.

Det undrede mig bare hvorfor de bankede på når det var Louis der boede her, men jeg lod det ligge. Louis var heller ikke normal, så det var sikkert standart.

"Jeg åbner," råbte Eleanor og susede ud af køkkenet og videre ud for at åbne døren. Jeg nynnede med på sangen lidt lavere og vendte en af bøfferne.

"Perfekt," sagde jeg for mig selv og smilede tilfreds over den perfekte bøf jeg havde lavet. Så kunne jeg altså godt finde ud af at lave mad alligevel.

Jeg vendte mig rundt for at kigge efter Eleanor, der stadig ikke var kommet tilbage. Jeg rynkede panden og lagde stegepaletten fra mig, for at gå med forsigtige skridt ud mod gangen hvor nogle grønne øjne straks fandt vej til mine.

"Harry." Jeg lavede store øjne og gav ham elevatorblikket. Han havde en hvid t-shirt samt nogle sorte ret stramme bukser på. Hans hår sad perfekt som altid, han var bare perfekt.

"Jamen hej Stephanie," sagde Harry falskt og gav mig også et elevatorblik. Jeg sank klumpen der havde sat sig fast i min hals. Det her var ubehageligt, hvor var Eleanor og resten af drengene henne?

Jeg var egentlig pisse sur på hende. Her kom jeg og lignede lort og så havde hun ikke engang sagt Harry kom.

"Sødt nattøj," kommenterede han spydigt og lød egentlig mest som en der bare ville væk. "Hvor er resten?" Spurgte jeg og kiggede ud af dørkarmen til stuen for at se efter dem.

"Hos Eleanor."

Jeg havde helt glemt Harry stadig var her. Jeg var på en måde virkelig glad for endelig at se ham igen, men at skulle opføre mig sådan her overfor ham kunne jeg ikke lide.

"To sekunder," jeg løb ud i køkkenet, greb fat om min mobil for at fortsætte ind på toilettet. Jeg skulle have fat i Eleanor og det skulle være nu!

 

***

 

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg nu havde været inde på badeværelset, men Eleanor havde fortalt mig at hun havde gemt noget tøj til mig herude og hendes makeup taske lå her som jeg kunne bruge.

Jeg var altså en del af hende og Louis' plan. Når ingen af mig og Harry ville snakke med hinanden frivilligt, så havde de altså åbenbart snydt os så vi kunne snakke sammen.

Smart tænkt alligevel.

Men jeg havde været herude i over en halv time og lagt makeup og fået tøjet på. Egentlig ville jeg gerne blive herude resten af aftenen og håbede på at Harry ville være taget hjem, men Eleanor og Louis havde låst døren så ingen af os kunne forlade lejligheden.

Endnu smartere tænkt af dem.

Der blev trukket ned i dørhåndtaget, hvilket gav et sæt i mig. "Er du snart færdig derude? Jeg skal tisse og du har snart været der i en time," snerrede Harry og bankede hårdt i døren.

Jeg fnøs, men rystede så på hovedet og tjekkede mig selv ud en sidste gang inden jeg ville gå ud.

Jeg havde sat mit lange lyse hår op i en høj hestehale, som fik mit hoved til at se virkelig smalt ud. Ellers havde jeg en hvid løs kjole på der gik til knæene, nylon strømper og en grå uld cardigan udenover.

Min makeup var enkel da jeg ikke orkede noget vildt, jeg havde bare lagt en tynd eyeliner, noget mascara og en grålig øjenskygge der passede til cardiganen.

Jeg smilede til mit spejlbillede inden jeg valgte at låse døren op til en sur Harry. Han lavede store øjne og kiggede hurtigt ned af mig.

"Jeg troede du var faldet i toilettet," vrissede han og brasede ind af døren. Jeg nåede lige at skynde mig ud inden døren smækkede.

Jeg tog en dyb indånding. Hvis Harry ikke snart tog sig sammen så anede jeg ikke hvad jeg gjorde. Han gjorde mig så pisse sur, selvom det var ham der burde være sur. Hvilket han i den grad også var.

Men jeg savnede ham, bare hans blik fik sommerfuglene til at flyve rundt inden i mig.

Mine ben førte mig ud til køkkenet hvor jeg havde efterladt alt. Klokken var nok ved at runde de seks stykker og efterhånden var jeg blevet ret sulten.

Jeg fik stegepanden placeret på komfuret og fik hurtigt varmet maden. Min mave rumlede og det lød som om den talte til mig.

Jeg vidste Harry var færdig ude på toilettet og sikkert gået ind i stuen, men jeg havde ikke i sinde at spørge ham om han ville have noget mad.

Jeg var sur, sur over han var sur på mig. Han dømte mig uden overhovedet at høre min del af historien. Og det var pisse barnligt af ham, efter min mening.

Mine hænder fandt hen til et skab og hurtigt fik de det åbnet og halet en tallerken ned til mig. Jeg smed min bøf på tallerkenen og fik nogle kartofler med. Jeg var virkelig sulten.

Bare for at provokere Harry valgte jeg at gå ind i stuen og sætte mig ved spisebordet for at spise. Og som forudset irriterede det ham vidst.

"Har du ikke lavet noget til mig?" Lød det skuffet for ham, jeg vendte hovedet og kiggede på en skuffet Harry. Han snerrede eller vrissede for første gang ikke af mig. Men hurtigt ændrede hans ansigtsudtryk sig til et koldt et igen.

Jeg sukkede lavt og prikkede lidt til maden med min gaffel. Sulten forsvandt.

"Bare tag det her," mumlede jeg og skulle til at rejse mig, men to hænder lagde sig på min skuldre og skubbede mig ned i stolen igen.

"Spis nu din mad, jeg henter bare selv noget," sommerfuglene indeni mig valgte igen at gå amok. Det var over en uge siden vi sidst havde haft nærkontakt. Mine skuldre brændte hvor hans hænder havde taget fat.

Ligemeget hvor sur jeg prøvede at være på ham lykkedes det ikke, jeg kunne ikke. Jeg var forhelvede forelsket i ham.

 

Harrys Synsvinkel

Jeg havde haft lyst til at råbe af Stephanie da hun bare havde valgt at lave mad til sig selv og ikke til mig. Min mave rumlede som en sindssyg og jeg var pisse sulten.

Men så alligevel kunne jeg ikke få mig til det. Det havde været let at være sur på hende hele ugen, men da jeg så hende var det som om det vendte sig 100 procent.

Jeg havde allermest lyst til at tilgive hende, men hun fortjente det ikke. Hun fortjente ikke at blive tilgivet for bare at have leget med mine følelser.

Jeg hoppede forskrækket tilbage da jeg havde været så meget i min egen verden at jeg havde tabt min tallerken med alt min mad på gulvet.

Jeg knyttede surt hænderne sammen og skulle til at samle glasset op da noget rødt løb ned af min hånd og afslørede riften i min hånd.

Jeg havde altså åbenbart ikke tabt tallerkenen, men jeg havde knust den i mine næver.

"Hvad sker der?" Spurgte Stephanie med hendes søde stemme bekymret og var hurtigt henne ved mig for at tage fat om min hånd.

"Har du skåret dig?" Hun lød oprigtigt bekymret og gik hen mod vasken for at finde en klud.

Jeg havde lyst til at komme med en flabet kommentar, men nikkede bare og kiggede ned på gulvet hvor alt det knuste porcelæn lå med min mad.

Hun bandt kluden rundt om min hånd og smilede venligt til mig, inden hun satte sig på hug for at samle det værste glas op.

Jeg skulle til at hjælpe da hendes søde stemme lod sig lyde i mine ører. "Bare gå ind i stuen, jeg skal nok ordne det her Harry," mumlede hun. Jeg nikkede bare. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv lige nu.

Jeg savnede hende.

 

*

 

Jeg havde sat mig tilrette i sofaen og fundet en god film jeg kunne se. Men mine øjne fjernede sig hurtigt fra tv'et da Stephanie kom gående ind i stuen for at sætte sig ved siden af mig.

"Hvad ser du?" Spurgte hun og kiggede over på mig. Jeg lod mit blik flyve over på tv'et igen. "Trust," svarede jeg koldt.

Jeg kunne ane ud af øjenkrogen at hun nikkede og satte sig længere ind i sofaen, hvis det overhovedet var muligt.

Der var en ubehagelig stilhed i noget tid inden Stephanie igen valgte at afbryde den. Kunne pigebarnet ikke bare være stille for en gangs skyld?

"Harry?" Hun kiggede over på mig og bed sig nervøst i læben. Jeg nikkede for at få hende til at fortsætte.

"Jeg ved du nok ikke vil høre på mig, men du bliver nød til at høre sandheden. Jeg vil godt indrømme at jeg bare legede med dine følelser i starten, men da jeg så fandt ud af hvordan du var under din badboy facade, var det ikke bare en leg mere. Jeg faldt virkelig godt og grundigt for dig og i starten ville jeg ikke indrømme det overfor mig selv, men da Louis så fortalte at du også kunne lide mig kunne jeg ikke holde det hemmeligt mere. Jeg kan virkelig godt lide dig og det skærer mig virkelig dybt i hjertet at du er sur på mig og nok ikke vil-" hun snakkede ekstremt hurtigt, som om hun frygtede jeg ville bryde ind og stoppe hende.

Og det gjorde jeg.

Mine læber lagde sig om hendes, det gav et sug i min mave. Jeg havde virkelig savnet denne følelse. Knuden der hele dagen havde lagt i min mave sprang.

Jeg tog mine hænder om hendes ansigt og udviklede langsomt kysset.

Jeg havde virkelig savnet hendes kys, bare hende! Om jeg havde tilgivet hende? Ja det havde jeg. Det kunne godt være hun bare legede med mine følelser i starten, men i sidste ende var jeg jo nok heller ikke bedre selv.

I starten havde det hele bare handlet om sex for mig. Men ikke mere.

Jeg trak mig langsomt fra hende og holdt mit blik fast på hende. Hun bed sig forsigtigt i læben inden hun genert kiggede væk.

Jeg smilede lidt inden jeg tog fat om hendes kæbe for at fange hendes blå øjne.

"Stephanie.." Jeg blev ved med at stirre ind i hendes øjne. Hun så virkelig nervøst på mig.

"Jeg elsker dig," lød det stille fra hende, jeg kiggede chokeret på hende.

Blidt pressede jeg mine læber mod hendes igen i et lille, men romantisk kys.

"Og jeg elsker dig."



The End

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...