Loved You First » Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2015
  • Opdateret: 19 feb. 2015
  • Status: Igang
Nice to meet you Mr. Player. Lets play a little game. Whoever falls inlove first, loses.

41Likes
14Kommentarer
9979Visninger
AA

8. Kapitel 6

Can't never get it right.

No matter how hard i try.

And I've tired.

- One Direction, Tell Me A Lie.

 

Varmen var igen ved at strømme til mine istapper af fødder. Jeg var fucking sur, bange og ikke mindst skræmt.

Fucking om jeg ikke lige hadede ham Josh nu, det var han skyld!

Der lød et pling ude fra køkkenet af, jeg fik smidt tæppet jeg havde viklet omkring min forfrossende krop af mig og tumlede ud i køkkenet til el-kedlen. Mit glas med kakao stod allerede på bordet - klar til at få fyldt varmt vand i.

Og lige som jeg troede at alt var ved at være godt igen, lød der stemmer ude fra gangen af. Som den nysgerrige person jeg var skyndte jeg mig ind i stuen - og spildte næsten alt min varme kakao udover mig, for at lade som om jeg havde været herinde hele tiden.

Tårende var stoppet for noget tid siden, ellers havde jeg bare siddet herinde og stirret tomt ud i luften. Prøvet at finde en god forklaring på min opførsel til Harry. Ham Josh var i hvert fald den sidste der skulle ødelægge det her.

"Omg Stephanie, er du okay?" gispede Eleanor og var på under ingen tid henne ved mig. Af en eller anden grund gav hun mig lyst til at tude igen.

Tudefjæs Stephanie!

Men sagen var den at jeg ikke var okay. Jeg var skræmt, fucking bange. Aldrig mere om jeg skulle være med til sådan noget her eller gå ude alene om aften!

Det var ham Joshs skyld hvis jeg nu aldrig turde gå uden for om aften igen.

Snøft.

Og lige som jeg troede at tårene var holdt op, lod den første til at smutte ned af min kind igen.

Lorte øjne, de skulle da også bare tisse hele tiden!

Langsomt begyndte jeg at snøfte, hvilket udviklede sig til hulk.

"Nej, jeg var så b-bange," hulkede jeg ned i Eleanors skulder. Og det var fucking ikke løgn, men ham Josh skulle også have lidt selvbebrejdelse, ikke?

De andre stod bare og stirrede på mig, som var jeg en eller anden syg idiot og dog, måske var jeg også det, men fuck da lige det, ikke?

"Hvad skete der?" spurgte Eleanor bekymret om. Tårene strømmede ned fra mine øjne, jeg kunne ikke få et ord indført. "D-det.. bare glem det," stammede jeg hulkende og tørrede arrigt tårene der løb ned fra mine øjne væk.

Eleanor lagde betryggende hendes arme om mig - hvilket fik mig til at føle mig som et lille barn der sikkert troede et eller andet monster ville komme og æde det, men en indre tryghed blev opbygget.

Eleanor havde sådan en rolig effekt på mig, jeg følte mig tryg i hendes selskab. Men som hun selv sagde, var hun jo også som en 'overbeskyttende storesøster' for mig. Hun elskede når folk kaldte os for søstre. Sære tøs.

Og var jeg den eneste der syntes jeg lød lidt lesbisk da jeg tænkte at hun havde en rolig effekt på mig og jeg følte mig tryg i hendes selskab? I må ikke tro jeg er lesbisk, hvis der er noget jeg er, så er det da i hvert fald det sidste jeg ville være.

No Hate!

Faktisk er der en af Eleanor og mine tætte veninder der er lesbisk, og hun er fucker lækker! Siger det bare!

Men for at vende tilbage til virkeligheden, jeg var endelig holdt op med at tisse ud af øjnene, og trak mig langsomt ud af Eleanors greb. Hun sendte mig bare et bekymret smil før jeg rystede på hovedet. "Det er okay," mumlede jeg, ude af stand til at tilgive ham Josh, for det var jo trods alt hans skyld!

Jeg havde faktisk ikke lagt særlig meget mærke til de andre, men da Niall og Liam forpustet trådte ind af døren steg mit pis i kog, igen.

"Hvorfor gik i bare?" brokkede jeg mig og så ondt på dem begge. Niall lignede for første gang en der havde set et spøgelse, som rent faktisk skræmte ham. Men nu havde jeg jo heller ikke kigget mig i spejlet, og lignede sikkert en panda.

Suk.

Næste gang ville jeg tage vandfast make up på. Men så alligevel ikke, for der blev ikke nogle næste gang!

"Vi var da bag dig hele tiden?" Liam lød mere end forvirret, men jeg kunne se lige igennem ham. Det var fucking deres plan at efterlade mig i skoven, alene! Det var derfor jeg ikke måtte gå ind da jeg spurgte, var alt det her en del af deres lorte plan?

"Hold din kæft og svar på mit spørgsmål," vrissede jeg i en høj toneleje. "Stephanie, slap nu af," Eleanors ellers utrolige effekt på mig havde denne gang ingen virkning. Jeg var sur, og ikke mindst skuffet over.. tjaa´, dem alle sammen!

Eller, alle og alle.. Men de fleste så!

Liam og Niall, fordi de bare forlod mig, og så endda med vilje. Harry, fordi han bare trådte endnu mere i det og virkelig splittede mit humør og min facade af. Eleanor og Louis, fordi at de vidste hvad Niall og Liam havde tænkt sig og fucking ikke advarede mig.

Zayn, fordi han bare var en idiot, jeg brød mig ikke om ham. Lauren, fordi.. Hmm.. jeg havde faktisk ingen grund til at være skuffet eller sur på hende.

Og sidst og helt klart mest udsatte under mit had, Josh. Selvom jeg ikke engang kendte ham havde han allerede formodet at næsten skræmme livet ud af mig. Det var hans skyld at Harry nu vidste jeg havde en svag side. Hans skyld at hele planen med Harry måske ville gå i vasken. OG hans skyld at jeg nu ikke tude at hverken se gyser mere - selvom jeg ikke turde det i starten heller, men den lille detalje kunne være lidt ligegyldig, og hans skyld at jeg nu ikke turde at gå ude i mørke alene mere.

Fuck dem.

"Jeg gider fucking ikke at slappe af, alt det her var planlagt for at skræmme livet af mig!" råbte jeg hårdt mod Eleanor, som sprang chokeret tilbage og ind i Louis som heldigvis havde fat i hende så hun ikke ville vælte.

Af en eller anden grund fik jeg dårlig samvittighed over at råbe af Eleanor. Vi havde aldrig råbt af hinanden, hvilket jeg heller ikke håbede vi skulle komme til. Men det havde jeg vidst gjort klart nu at jeg i hvert fald ikke kunne undgå det.

"Stephanie slap så af, det var ikke Eleanors skyld," sagde Louis i en streg tone, der fortalte mig at jeg bare skulle tie stille. Fuck ham. Selvfølgelig støttede han hende op i det her, de var jo kærester, hvad havde jeg regnet med?

"Om jeg gider at slappe af, enten køre en mig hjem ellers går jeg selv!" vrissede jeg mellem sammenbidte tænder tilbage til Louis, som bare lavede store øjne af mig. Han troede måske ikke at jeg turde gå hjem herfra? Og sandheden var, det turde jeg heller ikke.

Så skulle jeg i hvert fald mindst gå i en dag eller noget i den stil. Men hvis det var en af betingelserne for at komme hjem, ville jeg løbe den risiko.

"Du bliver her indtil vi har fundet ud af det her, Stephanie," selvfølgelig skulle Liam finde sin 'voksen' side frem og belære os andre. Fuck da lige ham!

Hvorfor sagde jeg overhovedet ja til at ødelægge Harry af, og så for de tumpers skyld? Harry havde det jo godt med den han var, så lige nu kunne jeg faktisk ikke se problemet i det?

"Liam, du er ikke min far. Jeg kommer og går som det passer mig, og lige nu passer en tur hjem mig helt fint tak. Og farvel."

I en bevægelse sprang jeg op fra sofaen for at suse ud i gangen. Mine sko var ikke de nemmeste i hele verden at få på, men efter noget hiven gav de sig endelig, og lod glide på mig fod.

 

***

 

Jeg havde gået i hvad? 10 minutter.

Og det hele syntes allerede til at virke meget mere uhyggeligt end da vi var på det lorte løb. Ingen havde formodet at følge efter mig, hvilket passede mig helt fint. Men uden mobil eller nogen som helst forbindelse til omverdenen, gav det mig lidt kuldegysninger at gå her, alene.

Hele tiden havde jeg haft en eller anden fornemmelse om at en eller anden fulgte efter mig, men hver gang jeg havde vendt mig om for at kigge var der ingen at se.

Men alligevel begyndte jeg at gå hurtigere og hurtigere efter hvert kig tilbage. Tænk nu hvis en eller anden kom og voldtog mig?

Så havde jeg da klart ingen chance for at stikke af eller tilkalde hjælp.

En persons greb om min arm fik mig med det samme til at skrige, altså indtil person så også valgte at holde mig for munden og dæmpe mit skrig. Åhh nej, det var en voldtægts mand som ville voldtage mig!

Panikken steg, men da nogle genkendelige krøller gav sig til syne blev jeg igen rolig. Det var bare Harry?

Hvad fuck ville han? Jeg var sur på ham, han fik mig til at græde endnu mere end nødvendigt.

"Harry, hvad vil du?" vrissede jeg og kiggede bebrejdende på ham. Hans ellers så kække facade blev endnu engang langt på hylden da han gav mig et oprigtigt smil. "Jeg synes bare ikke du skulle gå alene hjem, altså nu hvor du havde valgt at gå hjem," sagde han selvsikkert og blinkede til mig.

Tilbage med den flirtende attitude. Og mig som lige troede at han bare kunne være en lille smule seriøs.

"Gå med dig Harry, jeg vil ikke snakke med dig," sagde jeg og begyndte igen at gå langs vejkanten. Måske hvis jeg blaffede, at en eller anden ville samle mig op så? Okay nej, dårlig idé.

"Jeg kan godt lide når du spiller kostbar," Harrys hæse grin skar sig igennem mine tanker mens jeg underligt nok fik en eller anden trang til at smile som en idiot.

"Harry!" vrissede jeg irriteret og vendte mig med front mod ham. Hans ulækre flirtende smil sad smurt ud i hele hans klamme men ellers nuttede fjæs. Og hvad var det lige jeg tænkte der?

Jeg kunne ikke lide Harry, han var en opgave jeg skulle klare, intet andet og blev heller aldrig andet!

"Hvad?" spurgte han en anelse irriteret. Hvorfor han var irriteret anede jeg ikke, men da han begyndte at trække mig tilbage til hytten var det som om jeg ikke kunne andet end at følge med.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...