Loved You First » Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2015
  • Opdateret: 19 feb. 2015
  • Status: Igang
Nice to meet you Mr. Player. Lets play a little game. Whoever falls inlove first, loses.

41Likes
14Kommentarer
9969Visninger
AA

7. Kapitel 5, del 2

Look at him, look at me.

That boy is bad, and honestly.

He's a wolf in disguise.

But i can't stop staring in those evil eyes.

- Lady Gaga, Monster.

 

"Jeg tisser i bukserne af skræk Niall, lad vær med at sige sådan," vrissede jeg og klemte mig endnu længere ind til Liam.

"Helt ærligt Stephanie, det er sjovt det her, tag det som en udfordring," grinte Niall og lyste endnu engang hen mod lyden af den knækkede gren.

Det var i hvert fald ikke spor morsomt, jeg skulle aldrig i mit liv have taget med.

Fuck mig.

"Giv mig lige kortet så vi kan komme videre, altså inden jeg springer ud af mit gode sind," sagde jeg dramatisk og rakte ud efter kortet Liam gav mig.

"Er det der dit gode sind, så vil jeg i hvert fald ikke møde det onde," jokede Niall, hvilket overhovedet ikke var morsomt. Fuck ham.

"Jaja og fuck lige dig selv, ikke?" mumlede jeg fornærmet og kiggede ned på kortet.

Hvis jeg aflæste det her kort rigtigt skulle vi bare fortsætte ned af stien mod den knækkede gren og så ville der ligge et brev til os der. "Vi skal bare fortsætte ned af der," sagde jeg og pegede med lomme lygten ned af stien som blev oplyst.

Drengene nikkede og fulgte med mig ned af stien. Modet var lige pludselig kommet frem i mig, lydene og alt det skræmte mig ikke nær så meget mere som det havde gjort før, nu var det spændende!

"Der er lys dernede," udbrød Liam forvirret og satte tempoet op så vi til sidst løb afsted alle sammen. Et gisp sneg sig ud af min mund da en pige sad krummet sammen op af et træ med et lys i hånden og et brev ved siden af sig.

Hun lignede en død person, men om hun rent faktisk var levende eller ej kunne jeg ikke bedømme. Forsigtigt strakte jeg hånden ned mod papiret men blev hurtigt stoppet da pigens hånd tog fat i min arm og trak mig hårdt ned til hende.

"Slip mig!" skreg jeg og på under ingen tid havde hun fanget mine øjne. Hendes ansigt var grimt og jeg fik helt kvalme over at se på hende. Hendes hud hang i lapper ned fra hendes ansigt, og mest af alt lignede hun en der var blevet kørt over af en lastbil i ansigtet hvilket var grunden til endnu et skrig forlod min mund.

"Slip mig," vrissede jeg og vred min arm i hendes greb, men hun holdt stadig fat i mig. Liam var hurtigt henne ved mig og tog fat i mig for at vise mig der intet ville ske, hvilket lettede en del.

"Rolig nu Steph, måske hun har noget at sige inden vi snupper papiret," fniste Niall, men fik hurtigt sendt nogle dræberblikke af Liam som fik ham til at stoppe igen og tage situationen mere seriøst.

"I må gerne få papiret," skrattede pigens stemme mens hendes greb om min arm strammede sig lidt mere. "Men inden i får det må i love mig at gøre noget for mig til gengæld," jeg nikkede stift og så på hende. Jeg var bange, virkelig bange endda.

"Men drengene kan ikke hjælpe mig, kun med en ting," bestemte hun sig for at fortælle os. "Hvad mener du?" spurgte Liam forvirret om og slap mig lidt så pigen kun holdt fast i mig. "Jeg blev myrdet i 1997 og morden er stadig på fri fod," fortalte hun og holdt en pause så vi ligesom kunne følge lidt med i hvad hun mente.

"Han myrder uskyldige piger," fortsatte hun og kiggede indtrængende på mig så jeg helt fik kuldegysninger. Han myrdede vel ikke rigtigt piger, vel?

"Derfor må i finde ud af hvem af de andre grupper der arbejder for ham," fortalte hun, jeg nikkede bare og kiggede mig bagud for at se Niall og Liams alvorlige ansigtsudtryk.

"Men hvad skal jeg så gøre?" spurgte jeg forvirret om, jeg forstod ikke helt hvorfor jeg skulle hjælpe hende. "Jeg har hørt nogle fugle synge om at en fra en af de andre grupper skal fuldføre et af hans mord denne gang, og der kommer du ind i billedet," jeg nikkede og kiggede stadig opmærksomt på hende.

"Du skal være lokkedue," som hun sagde det gispede jeg. Hvis en af de andre skulle myrde mig, hvad mente hun med det? Vel ikke myrde-myrde, nok bare at jeg skulle spille død eller noget i den stil.

"Lover i at gøre mig den tjeneste?" lød hendes hæse stemme, jeg nikkede stift på hovedet før hun slap min hånd og lod mig få fat i papiret jeg i starten havde rakt ud efter.

Eftersom jeg var ret skræmt af situationen var jeg ikke længe om at række Liam papiret og kigge med ned over siden.

I har nu bekræftet at i vil hjælpe den døde pige i sin hævn over gernings manden der tog hendes liv. Uheldigvis har en gruppe netop også lige bekræftet morderen i at hjælpe ham i endnu et mord på en pige herude i skoven.

I har sagt ja til at lade en af jeres venner være lokkedue for at fange personen der hjælper moderen. Men husk at holde øje med den udvalgte, for ingen ved jo som sagt hvad eller hvem der gemmer sig ude i mørket.

Pas på ikke at blive dræbt, morderen har som sagt lige fået samlet en gruppe som skal hjælpe ham med at begå et mord, hvem ved? Måske er en af fra jeres gruppe det næste offer.

Held og Lykke.

"Jeg bliver vel ikke rigtigt myrdet, altså hvis morderen kommer, vel?" spurgte jeg bekymret om. Hvis svaret var ja ville jeg uden at tænke mig om bede en af dem om at køre mig hjem, og det kunne ikke gå for hurtigt!

"Nej, som sagt har vi været med til at planlægge noget af det der skal ske i aften, og jeg husker ikke vi har bestilt en rigtig morder," grinte Niall og klappede mig på ryggen.

Jeg tog endnu et kig på kortet og så et stort rød kryds, som så sikkert var der jeg skulle være lokkedue, inde midt i skoven, klokken et eller andet over tolv, med en morder, og-

Nu holder vi.

"Skal jeg så gå derind, alene nu?" spurgte jeg forvirret om. Måske også en anelse bange, okay hvem prøvede jeg at narre, jeg var skrækslagen.

"Ja, var det ikke lige det pigen sagde? Vi skal bare holde øje med dig og finde ud af hvem morderen er," fortalte Liam og smilede venligt til mig. Her var skide mørkt, og uden lommelygte kunne man ingen ting se.

"Ehm.. O-okay så, så går jeg derned, men i lover at komme hvis jeg skriger eller noget, okay?" bare lige for at være sikkert omkring dem spurgte jeg en sidste gang inden jeg drog ud i skoven.

De nikkede begge to og så skyndende på mig. Jeg tog en dyb indånding inden jeg begyndte at bevæge mig ned af stien.

Her var mørkt, og mine tanker åd mig næsten op indefra. Hvis der kom endnu en af hende pigens slags ville jeg seriøst løbe skrigende tilbage.

Her var helt stille, det eneste der var og høre var fuglenes klukken og grene der knækkede når de andre grupper drog afsted på deres opgaver.

Heldigvis havde jeg fået min telefon med, og i tilfælde af at nogle af og ville blive væk havde jeg udvekslet numre med Liam og Niall.

Liam og Niall.

Niall og Liam.

Af ren refleks vendte jeg mig om for at se om de var der som lovet, og dog et skuffende suk forlod min mund da ingen var til at se.

Panikken inden i mig voksede, jeg gik forhelvede da alene i skoven, jeg måtte ikke snakke med de andre hvis jeg fandt dem.

Og værst af alt var jeg sat ud på en opgave som lokkedue, kunne det måske blive bedre.

Nogle grene knækkede og fik mig panisk til at vende mig om og lyse med min lommelygte. "Er her nogle?" spurgte jeg med en rystende stemme, rystende fordi jeg var bange, skræmt og frøs som helvede.

Og det gjorde det ikke bedre af at vi så gyser lige før løbet.

Lorte dag også.

Endnu en gren knækkede og igen vendte jeg mig om og lyste rundt med lommelygten. Panikken inde i mig steg endnu en grad, jeg ville vædde med at hvis morderen kom ville jeg begynde at tude. Jeg var virkelig skræmt, og følte mig så hjælpeløs.

"Det er ikke sjovt mere. Liam? Niall? hvor er i, kom tilbage, jeg er bange," det sidste hviskede jeg mest af alt til mig selv. Jeg var ved at tisse i bukserne, så bange var jeg seriøst.

Uglerne klukkede og meldte at det var ved at være sent om natten, ikke nok med det, var der fuldmåne. Jeg hadede at gå ude i fuldmåne, det var pænt og alligevel skræmte det mig en del.

"Stephanie?" jeg fik mig vendt så hurtigt om i et skrig at jeg tabte min mobil på jorden. Lige meget, jeg skulle bare væk!

Mit hjerte kørte afsted med mindst 100 km/t, mit hoved dunkede og panikken var steget helt til tops. Stemmen var ikke just en jeg havde hørt før og synet fik bare endnu et skrig til at bane sig frem før jeg begyndte at løbe længere ind i skoven af ren panik.

Efter noget tid stoppede skridtende efter mig og derfor gav jeg mig selv lov til at tage en slapper og tænke alt det her igennem.

Jeg var inde i en stor skov, jeg havde intet kort med, og jeg måtte ikke snakke med andre end Niall og Liam. Uheldigvis havde jeg tabt min mobil under flugten fra det som jeg syntes til at være morderen.

"Stephanie?" jeg gav endnu et skrig fra mig og skulle til at løbe igen da en hånd trak mig ind i hans favn. Jeg var virkelig bange, aldrig havde jeg været så bange før.

"Er der noget galt?" jeg kiggede undrende ind i de grønne øjne som tilfældigvis tilhørte Harry Player Styles, som jeg i det hele taget ikke måtte snakke til. Men jeg kunne ikke lade være.

For første gang var jeg skide ligeglad med om Harry så mig som svag, jeg var skide bange, jeg havde tabt min mobil, jeg frøs af helvedes til og jeg var lige på randen til at give mig selv til at tude.

"Hvad laver du her?" hviskede jeg på en vrissende måde da min stemme gav efter, jeg trak mig ud af Harrys dejlige og varme favn for at sætte mig ned på en sten ved siden af mig og stirre op på Harry. Jeg måtte finde Niall og Liam, det var det eneste jeg ville lige nu. Udover at komme hjem altså.

"Jeg løb efter dig, da Josh fortalte at du løb væk fra ham," sagde han forpustet. Hvem fanden var Josh?

"Hvem er Josh?" spurgte jeg forvirret om i en høj toneleje, da min stemme havde valgt at holde med mig igen.

"Vores trommeslager. Ehmm.. det var lidt ham der skræmte livet af dig," fortalte Harry og så på mig med det igen flirtende blik.

Lige som jeg troede han kunne tage noget seriøst skulle det lorte flirtende blik spilles op igen. Grunden til at jeg nu også var begyndt at græde.

Alt det her var grænseoverskridende. Jeg ville tilbage, tilbage til hytten og fortælle mig selv at alt det her bare var en drøm.

Jeg fik mig rejst op fra stenen og sat i skridt tilbage mod hytten, eller der hvor jeg troede den lå. "Hvor skal du hen?" råbte Harry efter mig og var på ingen tid oppe ved siden af mig, stadig med det flirtende blik klistret i fjæset.

Tårende trillede ned af mine kinder som var det en kamp om liv eller død og fik mig til at snøfte højt mens jeg satte tempoet op. "Tilbage, jeg vil gerne hjem nu," fortalte jeg.

Var det deres trommeslager Josh der havde skræmt livet af mig? Et indre had til ham voksede inden i mig, jeg kunne ikke lade være med at være sur på ham. Han var skylden til at planen med Harry måske var spildt nu.

Harry havde set min svage side og vidste at den nu fandtes, hvilket han kunne bruge imod mig.

Han vidste hvad der nu skræmte mig, hvordan han skulle kunne forføre mig!

Fucking lorte Joshs skyld!

Det var hans skyld at de andre måske ville hade mig for at faile!

Og ikke mindst var det hans skyld at Zayn nu ville håne mig med det her!

"Hvorfor vil du hjem?" for første gang i alt den tid jeg havde kendt Harry, lød han bare til at snakke lidt seriøst, da han rev fat i min arm og fik mig til at stoppe brat op.

Tårende spruttede nærmest ud af mine øjne. Det her var ydmygende, og af en eller anden grund virkelig sært at Harry nu virkede hundrede procent alvorlig.

"Jeg kan ikke lide det her, vil-" min stemme knækkede, men jeg var seriøst så rystet og at Harry bare flirtede med mig og var skide ligeglad med at jeg var virkelig skræmt gjorde bare mig endnu mere ked af det.

"Vil hvad?" hans flirtende stemme fik mig til at vræle endnu mere inden jeg slog ham på brystet og løb ned mod udgangen af skoven.

Fucking lorte tur, når jeg fandt Eleanor skulle hun være forberedt på at jeg var skredet. Om så jeg skulle gå hjem- eller måske ikke, efter det her skræmte mørke mig en anelse.

Uglerne klukkede stadig mens jeg lyste med lommelygten hen mod udgangen af skoven. Dog blev jeg stoppet da jeg løb ind i ryggen på en person, jeg gav med det samme et skrig fra mig da jeg blev chokeret.

Lige nu skulle der ingen ting til at skræmme mig, og inden længe var Harry igen nået op på siden af mig. "Undskyld," hulkede jeg og stirrede ind i en nogle flotte drenge øjne jeg aldrig havde set før. "Hvorfor græder du?" spurgte han forvirret om og var inden længe henne ved mig for at lægge en arm om mig.

"Josh, skal vi ikke få hende ind?" sagde Harry og sendte mig et flirtende smil som bare fik mig til at hulke endnu mere indtil jeg lagde mærke til drengens navn.

Josh?

Ham der overhovedet var skyld i alt det her!

"Slip mig," skreg jeg og skubbede brutalt Josh væk for at løbe hen til hytten. Jeg kunne høre dem efter mig, men jeg var ikke i sinde til at vende om og kigge.

Den lorte kælling havde ødelagt det hele!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...