Loved You First » Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2015
  • Opdateret: 19 feb. 2015
  • Status: Igang
Nice to meet you Mr. Player. Lets play a little game. Whoever falls inlove first, loses.

41Likes
14Kommentarer
10000Visninger
AA

22. Kapitel 20

Stephanies Synsvinkel

Jeg kunne næsten ikke fatte det her, mig og Harry.

Alt var bare så underligt lige nu, så nyt. Hvem havde troet at Harry Styles skulle få følelser for mig?

Mig?

Jeg følte mig så heldig.

Lige nu sad vi i bilerne på vej ud til skoven. Egentlig var jeg ikke meget for at tage med, efter min lille episode i skoven, men El og Louis tvang mig med så jeg havde ikke rigtig noget andet valg.

Det ville sikkert også blive hyggeligt. Jeg vendte mit hoved rundt så jeg kunne kigge ud af ruden. Alt var så smukt lige nu, fordi solen først var ved at stå op nu da vi valgte at tage virkelig tidligt afsted.

Jeg kunne ikke lade være med at kigge på Harry i smug hele tiden, en dejlig følelse af blomster, glæde, sommerfugle osv kom inden i mig når jeg tænkte på ham.

 

Jeg kunne se Louis og Harry sidde oppe på forsæderne og diskutere vejen herud, hvilket gjorde mig ret bekymret over om de overhovedet kendte vejen. "Drenge?" El kiggede op mellem sæderne.

"Er i sikre på hvilken vej vi skal?" spurgte hun med sin søde stemme. Harry kløede sig nervøst i nakken og drejede hovedet hen mod os for at jeg kunne fange hans blik.

"På en måde," smilede han og kiggede igen over på Louis der styrede bilen. Jeg fløj frem i sædet foran mig, da bilen stoppede brat op og Louis steg ud af bilen. Hvad havde han gang i??

"Louis?" Råbte Eleanor efter ham, men han valgte bare at fortsætte med at gå. Hvorfor, anede ingen af os. Jeg kiggede over på El som sad ved min side. Hun så mindst lige så forvirret ud som mig.

Harry valgte at åbne døren for at følge efter Louis udenfor. Sjovt nok var drengene stoppet op ude midt i ingen ting. Jeg kiggede ud af vinduet ved min side da en stor grøn skov møde mine øjne. Var de i tvivl om det var den skov vi skulle være i?

El spændte sin sele op og åbnede døren for at gå ud til drengene, jeg gjorde det samme da jeg ikke rigtig havde lyst til at sidde herinde med Lauren. Hvem havde egentlig det?

Hun skulle åbenbart køre med os herud da der ikke var plads i den anden bil hvor Niall, Zayn, Christy og Liam kørte i.

De var fire, vi var fem.

 

Men det havde Lauren altså sagt og dum som Harry var, sagde han jo selvfølgelig god for at hun kørte med os. Også selvom det ikke engang var ham der skulle køre, men Louis.

Jeg fik smækket døren i og gik ude langs vejkanten og spejdede efter de andre. Hvor fanden var de blevet af?

En lille åbning var i skoven og jeg fortsatte med hurtige skridt derhen imod. De var sikkert gået ind i skoven for at tjekke om det var den rigtige.

Mit hjerte begyndte automatisk at banke hurtigere jo længere ind i skoven jeg kom. Jeg hadede skove, især efter min lille episode i skoven.

Selvom det var lyst følte jeg mig stadig ikke det mindste tryg her. Der kunne komme en bjørn eller noget og æde mig??

Mine ben begyndte langsomt at bevæge sig hurtigere ned ad den stien som efterhånden blev smallere og smallere. Jeg følte jeg flygtede fra et eller andet. Det var som at være med i en gyser.

Jeg vidste jeg ikke skulle fortsætte længere ned, men gjorde det alligevel. En gren knækkede og jeg vendte mit hoved tilbage for at kigge om nogle var efter mig, da jeg løb ind i et par stærke arme.

Af ren chok begyndte jeg at skrige slip mig, men som grebet blev strammere om mig og en hæs latter lød, stoppede jeg.

Jeg var løbet lige ind i Harry, og over i hjørnet stod resten af forsamlingen og skraldgrinede alle sammen. Åh gud hvor var det her pinligt.

Jeg skulle også altid gøre mig selv så flov. Det her var decideret ydmygende.

"Hvordan kunne i finde på bare at efterlade mig?" Klynkede jeg forsjov, men de alle sammen grinede stadig af mig. Helt ærligt, så sjovt var det vel heller ikke.

Var det?

"Det kunne jeg aldrig finde på babe," smilede Harry og bukkede sig ned for at lade sine læber lægge sig om mine. Min krop gik helt amok.

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det var som om mine ben blev til gummi og lige pludselig følte jeg at jeg slet ikke kunne stå. Harry var ikke langsom om at tage om mig og kigge bekymret på mig.

Mit mund dannede et stort smil og han hjalp mig med over til de andre der var i fuld gang med at sætte deres telte op.

Der var kun to telte, men de var begge to 8 mands.

Vi skulle sove piger og drenge for sig, uheldigvis ville det betyde at Lauren skulle sove med os.

 

**

 

Det havde været en lang dag, vi havde lavet en masse aktiviteter. Såsom at bade osv. Bare en masse ting, jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg kunne huske dem alle. For det kunne jeg ikke, nok ikke engang halvdelen.

Min hukommelse var bare lort lige nu.

Men lige nu sad vi alle rundt om et bål og spiste skumfiduser, eller vi piger gjorde. Niall havde taget sin guitar med, så drengene sad og sang til Nialls spillen. Og det lød pisse godt.

Jeg havde tit tænkt over hvordan det lød i virkeligheden, men det her slog virkelig mine forventninger. Især da Harrys hæse stemme begyndte at lyde for mine ører. Han sang virkelig fantastisk.

Jeg kunne ikke fjerne mit blik fra ham og det lagde han vidst mærke til, for han smilede stort til mig og afsluttede sangen.

Han rejste sig op for at gå rundt om bålet og sætte sig ved min side da jeg sad alene. Jeg åbnede automatisk tæppet så han kunne krybe sig ind under det. Louis hostede og fangede vores alles opmærksomhed.

Han kiggede forvirret på os, som om vi var idioter. "Hvad? Har i aldrig hørt en hoste før?" grinte han inden han rystede på hovedet og kom til sagen. "Ej. Men jeg vil bare sige skål for Stephanie og Harry."

Han smilede stor og rejste sig op, da han kom i tanke om vi ikke havde noget at skåle med. Vi alle sammen brød ud i grin og Louis satte sig bare utilfreds ned ved siden af Eleanor som også var færdig af grin.

Jeg ville slet ikke hjem igen, men vi skulle hjem i morgen.

 

***

 

"Endelig hjemme!" Udbrød jeg og smed min taske på gulvet i entréen. Okay så måske løj jeg i går. Men det var kun på grund af Lauren. Hun var pisse hamrende irriterende og brokkede sig over alt. Og så når hun fik sin vilje, så brokkede hun sig igen.

Det var som om hun virkelig prøvede at gøre turen røv træls for mig. Og hun gjorde det godt.

Klokken var ved at runde de fem stykker og jeg havde kun en lille time inden pigerne ville komme. Med pigerne mente jeg Eleanor og Christy, ikke Lauren.

Vi skulle holde pige-hygge-film-marathon-aften. Hvis der altså var noget der hed det. Men det skulle vi i hvert fald. De ville begge komme hjem til mig og så skulle vi lægge ansigtsmasker på hinanden, æde os fede i en masse usundt slik og se de mest romantiske film vi kunne finde.

Christy havde lovet at tage ansigtsmasker og film med, Eleanor ville tage en masse slik med og så skulle jeg bare sørge for aftensmaden og at gøre det super hyggeligt til pigerne kom.

Jeg smed pizzaerne ind i ovnen, inden jeg gik ind i stuen hvor jeg havde fundet en masse madrasser, dyner og puder frem som vi kunne bruge på.

Jeg hoppede i min oversize t-shirt med nuser, altså den der hund, og fandt mine shorts der passede til trøjen. Dansende gik jeg ud i køkkenet for at hige pizzaerne ud af ovnen, da det bankede på døren.

 

Harrys Synsvinkel

"Hvordan går det egentlig med dig og Lauren?" Spurgte Louis grinende Zayn om efter jeg havde fortalt om mig og Stephanies lille hyggeaften. Zayn stoppede straks med at grine og blev pludselig seriøs.

Han kiggede ned i sit skød for derefter at kigge op igen. "Jaer der er faktisk noget jeg skulle snakke med jer om," fortalte han men stoppede da der blev banket hårdt på døren.

Drengene kiggede forvirret over på mig. "Har du inviteret gæster Harry?" Spurgte Liam venligt om og rejste sig op for at gå ud og åbne døren.

Jeg rystede på hovedet og rejste mig også selv op, men stoppede da en skinger stemme skar sig igennem hele lejligheden.

Drengene rejste sig alle sammen op og ikke lang tid efter stod de i dørkarmen til entréen. Lauren stod i døren og det lignede virkelig at hendes øjne kunne dræbe. "Nu hvor jeg har jer alle samlet har jeg nogle spørgsmål," sagde hun med en høj skinger stemme og kiggede ud over os alle som bare nikkede. Jeg var chokeret.

"Holder pigerne pige-aften uden mig?" Hun kiggede seriøst rundt da vi alle valgte at nikke. Et hånligt grin forlod hendes mund inden hun også nikkede. "Har Zayn så fortalt jer at han slog op med mig for at ham og Christy kunne være sammen?" Spurgte hun og satte en hånd i siden så hun så ekstra snobbet ud.

Vores alles blikke ramte Zayn som langsomt begyndte at bakke bagud. Lauren lavede store øjne inden hun udbrød et skrig fra sig og gik frem mod os drenge.

"Flyt jer! Lad mig komme forbi!" Skreg hendes skingre stemme samtidig med at hun skubbede os alle hårdt væk så hun kunne komme forbi.

"Har du fortalt dem hvordan i hyggede jer mens vi to var kærester!" Skrev hun og slog på hans bryst. Chokeret som vi var stod vi alle helt stille, som var vi frosset fast og ikke kunne bevæge os.

Hun stoppede med at slå på ham og rettede lidt på den lidt for korte kjole hun bar. "Men sandheden er at jeg aldrig har elsket dig Zayn," hun kiggede ondt på Zayn, som bare lavede store øjne.

"Jeg brugte dig bare til at komme tættere på Harry og for at gøre ham jaloux," fortalte hun og vendte sig om for at gå hen imod mig. Hun lagde sin finger på mit bryst og kørte den rundt der, inden jeg tog fat om hendes finger for at fjerne den.

"Beklager, men jeg har Stephanie," sagde jeg og holdt fast ved det.  Jeg kunne ikke lide Lauren efter alt det her, havde hun virkelig udnyttet Zayn for at komme tættere på mig?

Jeg fattede det slet ikke. Jeg fattede intet lige nu.

"Det tænkte jeg nok du ville sige Harry. Men så lad mig lige fortælle dig en lille hemmelighed din kære Stephanie har haft for dig, eller vil i det?" Sagde hun truende og kiggede over på drengene som alle lavede store øjne.

Hvilken hemmelighed??

"Det gør du ikke Lauren! Stephanie har ikke gjort dig noget!" Udbrød Louis hurtigt og trådte et skridt frem.

HVAD VAR DET DE ALLE VIDSTE, MEN SOM JEG IKKE VIDSTE??

"Harry ser du, Stephanie har leget med dig hele tiden. Hun skulle få den 'gamle' eller efter min mening 'kedelige', Harry tilbage ved at få dig til at blive forelsket i hende. Hun skulle knuse dig, som du har knust alle andres pigers hjerter. Hun skulle få dig til at kunne være forelsket igen. Hun skulle få den gamle Harry tilbage."

Det var løgn. Det kunne simpelhen ikke være rigtigt.

 

"Du lyver!" Råbte jeg hårdt mod hende og blev helt forvirret over mine egne tanker. "Ring selv til hende og spørg," hun viftede med sin mobil i hånden hvor Stephanies nummer allerede var taste ind.

Det eneste jeg skulle var bare at trykke ring op.

Men turde jeg?

Selvfølgelig gjorde jeg det! Det her var bare noget hun bildte mig ind fordi hun kunne lide mig. Det kunne ikke være rigtigt.

Det måtte ikke!

"Det er Stephanie," lød den stemme som engang ville have fået mig til at smile med det samme. Men det var ikke tilfældet nu. "Det Harry," sagde jeg.

"Harry! Godt du ringede, mig og pigerne snakkede o-" "Er det rigtigt at du bare har leget med mig hele tiden? At du skulle få den gamle mig tilbage?" Spurgte jeg koldt om.

Der blev stille i den anden ende af røret. "Svar mig!" Råbte jeg og kunne allerede mærke tårene presse sig på.

Det var rigtigt.

"Er det rigtigt at du bare skulle knuse mig? Bare for at se om den gamle Harry stadig gemte sig et sted inden i mig?" Råbte jeg endnu engang. Men stadig ingen lyd fra Stephanie var der.

Jeg ventede et lille stykke tid, da et snøft lød fra den anden ende af røret.

"Harry jeg-" "Bare svar mig på om det er rigtigt eller ej," afbrød jeg hende lavt. Min stemme rystede og man var helt dum hvis man ikke kunne høre jeg var lige på vippen til at tude.

Det ene snøft lød efter det andet fra den anden ende af. "Ja.. Det er rigtigt, men-" jeg kunne høre gråden i hendes stemme. Hun græd. Men det var lige meget.

Jeg havde lagt på.

Tårene løb ned fra mine øjne og videre ned af mine kinder.

Lauren kiggede hånligt på mig med et hoverende smil. "Hvad sagde jeg? Havde jeg ikke ret?"

Jeg kiggede fortsat ned i jorden.

Hun havde ret. Alt det mellem mig og Stephanie havde bare været skuespil fra hendes side af.

Og jeg var så dum at jeg hoppede på det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...