Loved You First » Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2015
  • Opdateret: 19 feb. 2015
  • Status: Igang
Nice to meet you Mr. Player. Lets play a little game. Whoever falls inlove first, loses.

41Likes
14Kommentarer
10000Visninger
AA

20. Kapitel 18

 

Stephanies Synsvinkel

Jeg havde slet ikke tænkt det her ordenligt igennem. Jeg skulle aldrig være kommet, også selvom Louis sagde han synes jeg skulle konfrontere Harry med at han kunne lide mig, så var jeg ikke helt sikker på det her var det rigtige.

Og Lauren var her.

Hvem fanden havde lukket hende ind??

Egentlig fattede jeg overhovedet ikke hvorfor Harry overhovedet var venner med hende, og hvorfor Zayn dog var kærester med hende. I min verden skabte hun ikke andet end problemer, men fair nok. Hun kunne jo heller ikke lide mig.

Jeg kiggede smilende på Harry som ligenede en der havde set et spøgelse da han så mig. Det var som om han overhovedet ikke havde forventet jeg nogensinde kunne finde på at tage hjem til ham.

Egentlig vidste jeg heller ikke hvor han boede, så jeg havde heller ikke rigtig haft nogle chancer for at tage herhjem. Det var Louis der havde sat mig af efter vi havde snakket.

Der var helt stille, ingen af os sagde noget. Stemningen var ret akavet, men det ændrede sig da en høj trampen lød og på under få sekunder kom Lauren til syne ved siden af Harry.

"Hvad laver hun hér?" snerrede hun af mig og kiggede på Harry som om han havde arrangeret det hele. Sandheden var bare at selv Harry ingen idé havde om jeg ville komme.

For jeg kom bare, kun fordi Louis havde sagt jeg skulle og at det ville være det bedste og et skidt tættere på at få Harry til at blive 'normal' igen.

"Jeg inviterede hende," hørte jeg Harry lyve. Løj han lige for Lauren med at han havde inviteret mig? Hvorfor gjorde han egentlig det?

"Har du inviteret hende?" Lauren lød helt chokeret, hun grinte ironisk og kiggede på mig som om jeg var et eller andet dyr. "Hvorfor har du gjort det?" grinte hun og gav mig elevatorblikket.

Jeg havde altid hadet det. Jeg følte mig så dårligt tilpas når folk gav mig det blik, og det tror jeg Lauren lagde mærke til.

Ærligt lignede hun en der virkelig havde lyst til at dræbe mig.

"Hvorfor ikke? Steph er da sød," han smilede venligt til mig og lukkede døren i efter mig. Mit hjerte begyndte at hamre og mine håndflader blev straks svedige. Det føltes som om der lige pludselig blev over 40 grader herinde.

Jeg begyndte at trække min jakke af og her stod jeg så, med min jakke i hånden og anede ikke hvor jeg skulle lægge den henne. "Nu skal jeg nok tage den," Harry tog fat i min jakke og snittede, sikkert med vilje, min hånd inden han hang den op på en knage der var lagt højere end hvad jeg kunne nå.

 

Han var af en eller anden grund blevet helt anderledes overfor mig. Han prøvede ikke mere at komme i bukserne på mig som før, hvilket virkelig var en lettelse.

Han var vel på vej til at blive sit gamle jeg igen?

 

"Jamen.. Så kom da ind Stephanie," sagde Lauren og sendte mig det klammeste smil hun kunne præstere. Bare den måde hun sagde mit navn fik det til at lyde så ækel og klamt.

"Tak Lauren," jeg lagde en falsk facade på og virkede faktisk nærmest som om jeg kunne lide hende. Mine sko blev skubbet af inden jeg fortsatte ind i det der måtte være stuen.

Jeg ville ikke snakke med Harry om det når Lauren var her.

 

Stuen var virkelig stor med udsigt ud over næsten hele London. Wow..

Hvordan kunne han have råd til at bo i den her lejlighed? Den var jo herre fed!

Gulvet var belagt med noget træ jeg kunne fornemme var virkelig dyrt. Væggene hvide og resten af stuen var indrettet med læder møbler og i sort-hvidt tema, hvilket jeg virkelig godt kunne lide.

Jeg kunne bare generelt virkelig godt lide Harrys hus.

Jeg slog mig ned i sofaen med Harry og Lauren efter mig. Sjovt nok satte de sig på hver sin side af mig, så jeg faktisk følte mig ret overvåget. Jeg ville få klaustrofobi hvis de satte sig tættere på mig.

Jeg kunne bare ikke lide at være trængt ind i et hjørne osv.

"Skal du egentlig ikke snart hjem Lauren? Det er ved at blive ret sent," det var virkelig ikke høfligt af mig at spørge om, I know. Men jeg skulle altså tale med Harry om det med følelserne og jeg kunne virkelig ikke få mig til det når Lauren var her og kunne høre alt jeg ville sige..

Egentlig havde jeg ingen anelse om hvorfor hun overhovedet var her, var hende og Harry så gode venner at de bare hang ud sammen?  

 

"Det var virkelig uhøfligt det der Stephanie, hvad er det der haster sådan?" Hendes klamme smil gav mig lyst til at kaste op. Det var så falsk at man skulle tro det var løgn.

Hvordan kunne være så falsk og så alligevel virke overbevisende?

"Ingen ting.." Mumlede jeg ned i mit skød. Der var en ret akavet stemning.

Harry sagde intet.

Lauren gjorde heller ikke mere.

Og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige..

 

*

 

Harrys Synsvinkel

Efterhånden som tiden var gået, var den akavede stemning der havde lagt over i i lang tid endelig forsvundet.

Klokken var virkelig mange og jeg forstod stadig ikke hvorfor Lauren ikke var taget hjem endnu.

Klokken var næsten kvart over 23 og hun var her stadig.

Jeg ville gerne vide hvad grunden til Stephanie kom var, men det lod ikke til at hun ville fortælle det mens Lauren var her. Og siden hun ikke ville skride hjem, så fik jeg det vel nok ikke af vide..

Lige nu stod jeg ude i mit køkken og var i fuld gang med at lave mad til pigerne. De var blevet sultne så jeg havde tilbudt at lave en hurtig omgang lassange til dem.

De havde virket elevilde, så jeg var bare blevet smidt ud af stuen og sat i gang med at lave maden, selvom jeg ikke selv skulle have noget af det.

Men det var også fint nok, jeg kunne godt lide at lave mad. Så blev jeg jo bare kun bedre til det og hvem ville ikke være god til at lave mad?

Piger kunne vidst godt lide drenge der kunne finde ud af at lave mad, så det her var vel min chance for at forbedre mit kokke talent.

Jeg sprang et skidt væk fra komfuret, hvor jeg var i fuld gang med at holde øje med lassangen så den kunne blive perfekt, da en hånd blev lagt på min skulder.

Et tøset hvin forlod min mund.

Stephanies latter lod sig spille som sød musik i mine øre, jeg var slet ikke i tvivl om at det var hende da hun tog fat i min skulder.

Det var som om da hendes hånd rørte mig sprang en kule i min mave og sommerfuglene blev straks vækket til live.

Siden hvornår var mine følelser for hende blevet så store?

Jeg havde troet det kun var en lille smule og de snart ville gå væk, men hvis det fortsatte sådan her var jeg ikke så sikker igen.

Jeg rystede på hovedet, jeg havde ladet mig forsvinde væk i min egen verden.

"Harry?" Spurgte Stephanie en anelse usikkert. Hun ville sikkert forklare mig hvorfor hun var kommet nu, jeg kunne mærke det!

"Steph?" Jeg lagde hovedet på skrå og prøvede at fange hendes øjne, men det var som om hun ikke gad fange mine.

Og det var mærkeligt, for jeg havde altid fået af vide jeg havde de smukkeste grønne øjne, så hvorfor skulle hun ikke ville kigge ind i dem?

"Du undrede dig sikkert over hvorfor jeg kom, gjorde du ikke?" Denne gang lod hun sit blik fange mit. Hendes smil.. Jeg kunne forsvinde i hendes øjne.

De var bare så blå, så smukke.

Ikke at tale om hende, hun var overhovedet slet ikke en grim pige. Der var jo nok også en grund til at hun var model sammen med El.

Jeg smilede til hende og nikkede. "Jo det gjorde jeg og gør stadig," grinte jeg.

Hun kiggede ned på hendes ben for igen at fange mit blik.

"Louis fortalte mig.."

Hun stoppede som om hun fortrød at hun var ved at sige det.

Hvorfor stoppede hun?

Hvad havde Louis fortalt??

"Har han fortalt dig jeg har følelser for dig??" Jeg kiggede med store øjne på hende denne gang. Det var ikke i orden af ham!

Jeg stolte på ham!

"Harry slap nu af, det er ikke hele historien!" Fortsatte hun.

Han havde altså fortalt hende det.

Jeg var så rasende lige nu, jeg kunne springe.

Hvordan kunne han?

"Vel gider jeg ej slappe af! Jeg stolte på ham og så fortæller han det fandme bare videre! Jeg er så skuffet over ham, og rasende!" Lige nu havde jeg sådan en trang til at slå.

Jeg måtte væk fra Stephanie inden det ville gå ud over hende.

Det sidste jeg havde lyst til var at såre hende.

 

*

 

Stephanies Synsvinkel

Min plan var totalt mislykkedes!

Det var nærmest en katastrofe.

Harry troede at Louis havde sladret om ham, hvilket han egentlig også havde men altså..

Jeg skulle jo også have sagt jeg kunne lide ham, men egoistisk som Harry var gav han mig slet ikke en chance for at redde den her.

Ikke nok med Harry var sur, nu ville Louis sikkert også blive sur på mig.

Jeg havde skuffet ham, en ting jeg ikke kunne lide.

Jeg kunne ikke lide at skuffe folk.

Men den var forsen at redde nu. Harry ville ikke lytte til mig.

Jeg havde siddet udenfor hans dør til hans værelse i over en halv time nu og han nægtede at snakke med mig eller lukke op.

Det jeg nok var allermest nervøs omkring var om han ville droppe teltturen vi skulle på i morgen?

Han havde lovet os alle sammen at tage med i år, men nu kunne jeg jo ikke være sikker på om han ville eller ej.

"Harry," mumlede jeg mest til mig selv og bankede endnu engang på hans dør.

Lauren tog hjem da Harry valgte at låse sig inde på sit værelse, så lige nu var jeg faktisk alene.

Endnu en ting jeg ikke brød mig om.

Jeg havde været alene før og det skulle ikke ske igen!

Spørg ikke hvordan, det er en lang historie jeg ikke orkede fortælle nu.

"Vil du ikke nok lukke op," jeg hamrede på døren igen. Det var pisse kedeligt at sidde her udenfor Harrys dør og tigge og be ham om at lukke op for mig.

"Åben døren!" blev der råbt fra den anden side af den og jeg var ikke engang 3 sekunder fra at have fået den åbnet.

"Hvor lang tid har den dør været låst op?" Spurgte jeg og kunne pande mig selv en for ikke at have prøvet at åbne døren.

"Hele tiden, jeg har ingen lås. Jeg stod bare foran den og blokerede så du ikke kunne komme ind," sukkede han og rejste sig op fra sin seng.

"Hør her Harry-" "Nej jeg vil ikke høre det, det er okay. Og jeg skal nok tage med i morgen, jeg havde jo lovet det."

"Men-" "Nej Steph, gå nu bare ind på gæsteværelset og læg dig til at sove. Vi skal tidligt op i morgen."

Jeg sukkede og nikkede.

Det irriterede mig inderligt at han ikke ville lade mig forklare, jeg havde det jo præcis på samme måde som ham!

Men det måtte jeg forklare ham i morgen, for lige nu var jeg så træt jeg kunne sove på gulvet.

Jeg fandt frem til gæsteværelset og fik smidt tøjet, samt hoppet i sengen og faldt i søvn med det samme.

Det havde været en udmatteende dag.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...