Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1604Visninger
AA

32. Indlæggelse foråret 2014

 

Birgittes grå krøller blev holdt tilbage af hendes lyserøde hårbånd. Hun sad på stolen lige til højre for Mads’ dør. Mads var her godt nok ikke. Han havde fået en eller anden form for dagbarnsdag. Han havde altså fået det bedre, måske skulle han ligefrem snart hjem. Birgitte tastede langsomt ind på computeren, hun skrev om i dag.

På stolen lige til højre for mit værelse sad Sine og holdt øje med de andre, der løb rundt ude i gården. Una kørte på en mooncar ligesom Peter. Lisa stod på boldbanen og prøvede at ramme en af barsketkurvene. Ditte var til gymnastik.

Jeg gik forbi Birgitte og lænede mig op af stolen, der stod til venstre for min dør. Jeg foldede mine hænder over brystet for kort efter at lade dem falde. Jeg støttede min ene hånd mod stolens armlæn. Mine øjne fulgte Una ude i gården, imens jeg betragtede min egen refleksion i vinduerne. Med tungen fugtede jeg mine læber, inden jeg vendte hovedet tilbage mod Sine.

”Jeg ved godt, at det er forkert at skubbe, men jeg vil ikke sige undskyld for det. Jeg fortryder det ikke. Jeg vil heller ikke undskylde, at jeg ikke prøver at forklare jer, hvordan jeg har et. Men hver gang jeg har prøvet, har I ikke rigtigt hørt mig, eller I har grinet af mig,” remsede jeg af mig, hurtigere end min hjerne kunne nå at følge med. På den anden side behøvede den ikke tænke så forfærdeligt meget, den havde allerede sagt ordene til dem en million gange i løbet af dagen.

Jeg betragtede Sine, imens jeg talte. Hun havde vendt hovedet og kiggede på mig, og Brigitte var holdt op med at skrive på computeren.

”Grint af dig?” spurgte Sine.

”Ja,” sagde jeg. ”Du grinte af mig, da jeg prøvede at forklare det med sommerfesten.”

”Jeg grinte ikke af dig, Vigga,” sagde hun.

”Jo, det gjorde du altså,” sagde jeg, så neutralt jeg kunne.

”Jeg grinte ikke af dig, Vigga,” sagde hun. ”Men hvis du vil have, at folk skal tage det alvorligt, når du snakker med dem-føle at det er svært for dig-må du lade være med at sige det med et glimt i øjet.”

Et kort øjeblik var jeg målløs. Hun sad lige der og beskyldte mig for ikke at tage tingene alvorligt nok. 'For Guds skyld!' havde jeg lyst til at råbe, men jeg gjorde det ikke.

”Hvad vil du have mig til at gøre? Droppe en vane jeg har opbygget igennem flere år?” spurgte jeg. Jeg turde næsten ikke høre hendes svar.

”Nej, selvfølgelig ikke, Vigga. Jeg mener bare, at hvis du vil tages alvorligt, må du vise, at det er svært for dig,” sagde hun og lød dybt alvorlig.

Det føltes som om mine øjne ville poppe ud af mit kranie. Jeg så vantro på hende. Det kunne hun simpelthen ikke sidde der og sige. Hun havde lige givet mig en verbal lussing. Hun mente, at jeg skulle glemme flere års selvkontrol, for at forklare noget til nogle, der bare grinte af mig. Det var præcis det her, jeg havde ment med ikke rigtigt hørt mig.

Nu besluttede Birgitte sig til, at det var et godt tidspunkt at blande sig i samtalen.

”Jeg synes, ellers ikke du har prøvet at forklare os noget siden de første uger, du var her,” sagde hun.

Jeg stod stadig med ryggen til hende og vendte mig ikke om, da jeg svarede hende.

”Nej,” sagde jeg. ”Jeg gav op.”

”Du må ikke give op, Vigga,” sagde hun. Jeg forventede næsten, at hun ville tilføje et eller andet med, at det gjorde deres arbejde endnu mere besværligt, end det behøvede være.

Jeg tvivlede kort på, om hun havde hørt, hvad jeg lige havde fortalt dem. Min mave trak sig lidt sammen, og jeg fandt mit ejet blik i spejlet. Jeg syntes, at vantroen lyste så stærkt ud af mig, at den ikke kunne være til at overse. Alligevel sad de her og overså alle de små tegn-og vinkene med vognstangen.

Døren ud til gården gik op, og Lisa, Una og Peter kom væltende ind på gangen. Lydløst forsvandt jeg ind på mit værelse, inden de fik øje på mig.

Jeg lod mig glide ned på skrivebordsstolen og lagde panden mod borpladen. Bordets kolde overflade føltes beroligende på min vantro hjerne. Jeg bed mig selv i læben, inden jeg rejste hovedet fra bordet og bare stirrede tomt ind i væggen foran mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...