Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1589Visninger
AA

31. Indlæggelse foråret 2014

 

Mine øjne bevægede sig hen over papiret. Jeg læste langsomt, jeg læste det hele. Jeg rettede den lyserøde mappe, så den lå lidt bedre i mit skød. Jeg sad i skrædderstilling oven på min dyne, klokken nærmede sig ulideligt hurtigt ni.
Mit hoved føltes tungt og mine hænder lette. Jeg læste mine digte fra den lysrøde mappe. Digte der gik tilbage til 5. klasse, 2 ½ klassetrin. Jeg greb ud efter min kuglepen og stregede et ord over og erstattede det med et andet, der passede bedre ind i sætningen og fik meningen til at fremstå tydeligere.

Jeg havde nået at rette to sider med digte, da det bankede på døren. Endnu en streg landede på papiret. Dørhåndtaget blev trykket ned, døren blev åbnet, en af de voksne, der var på vagt i aften, kom til syne i døren. Jeg behøvede ikke engang kigge for at vide, at det var Birgitte, der stod i døren. Hendes dårlige energi kom væltende ind på mit værelse og fik alting til at virke lidt mere trangt.

”Jeg troede, du var gået i seng,” sagde hun overrasket.

Jeg kastede et kort blik på uret over døren, to minutter i ni. Mit blik gled tilbage til mine digte.

”Er det lektier?” spurgte hun.

”Nej,” sagde jeg med en ligegyldig stemme. Jeg prøvede at ignore hende, men det er svært at ignorere folk, der bliver ved med at snakke.

”Hvorfor er du ikke gået i seng?” spurgte hun med sin let skurrende stemme.

”Det er jeg bare ikke,” svarede jeg. Jeg var godt klar over, at det ikke var verdenens mest informative svar, men i det øjeblik kunne jeg ikke være mere ligeglad.

”Hvorfor ikke? Hvad gør i aften speciel, du plejer altid at være så præcis,” spurgte hun videre.

’Ja, til forskel for jer kan jeg finde ud af at overholde tiderne,’ tænkte jeg, men jeg svarede ikke på hendes spørgsmål.

Det var en del af deres job, at spørge ind til mig, det vidste jeg. Men der kunne umuligt stå i deres jobbeskrivelse, at de skulle drive mig til vanvid med spørgsmål døgnet rundt uden at lytte til svarene. Eller måske stod der specifikt i deres jobbeskrivelse: Alle voksne, sygeplejersker såvel som pædagoger, ansat til at tage sig af børnene på de psykiatriske afdelinger, skal spørge ind til dårlige tilstande hos børnene. Hvis det relevante barn vælger ikke at besvare spørgsmålet, skal den ansatte blive ved med at spørge ind til barnets tilstand, indtil barnet har givet et svar og/eller en respektabel reaktion…

Selv hvis jeg havde kendt svaret på hendes spørgsmål, ville jeg ikke have delt det med hende. Det løb var kørt.

”Jeg kommer ind igen om en halv time og ser, om du er gået i seng,” sagde hun og forlod værelset.

Et øjeblik sad jeg ubevægelig oven på dynen og betragtede den lukkede dør. Langsomt svang jeg fødderne ud over sengekanten og placerede dem på gulvet. Sekunderne tikkede afsted, imens sad jeg bare og kiggede tomt på døren. Uden at tænke over det, rejste jeg mig op, trak gardinerne for, tog nattøj på og børstede tænder ude på mit badeværelse.

Ude på badeværelset undgik jeg bevidst at kigge mig selv i spejlet. Af erfaring vidste jeg, at det ville være en dårlig ide, når jeg havde det sådan her. Da jeg igen trådte ind på mit værelse, var klokken ikke mere end elve minutter over ni, nitten minutter til at Birgitte vendte tilbage.

Jeg tror, mit overskud, eller resterne af mit overskud, var blevet skyllet ud i håndvasken sammen med tandpastavandet. Den sidste uge var mit personlige rum blevet invaderet så mange gange, og mine grænser overtrådt så meget, at de var begyndt at føles som pynt, at jeg ikke havde noget overskud overhovedet.

Jeg vidste, at jeg ikke kunne sove, før Birgitte havde set til mig og var gået igen. Da det bankede på døren og den lidt efter blev åbnet, lå jeg godt gemt under min dyne.

”Sover du?” spurgte Birgitte.

”Nej. Gå,” jeg håbede, at hun for en gangs skyld ville lytte til mig og gå. Det gjorde hun ikke, i stedet kom det næste spørgsmål.

”Hvorfor var du ikke gået i seng før?” spurgte hun. Et spørgsmål hun ikke havde fået svar på en gang før.
Det var alt der skulle til. Det ene spørgsmål. Jeg befandt mig nu på den forkerte side af, hvad jeg kunne håndtere. Det slog klik for mig.

I en hurtig bevægelse havde jeg smidt dynen og var ude af senge. Tre skridt senere stod jeg lige foran Birgitte. Hen over hendes skulder kunne jeg se Sine komme ud af døren indtil personalets kontor.

”Skrid!” Mine øjne lynede, idet jeg satte hænderne imod hendes brystkasse og skubbede. Hun føltes gammelkoneagtig, da hun vaklede et par skridt bagover. Jeg nåede lige at se Sine sætte kurs hen imod os, da jeg hev døren i efter mig.

Jeg lagde mig på sengen og hev dynen op over mig, så ikke engang mit hoved var synligt. Idet samme blev døren hevet op. Jeg kunne høre Sines rasende skridt, da hun kom ind i værelset.

”Det er fandme ikke i orden at skubbe!” råbte hun ned i hovedet på mig. Jeg kneb øjnene sammen og var glad for, at jeg lå med ryggen til.

”Det hjælper fandme ikke, at du lukker dig inde, hver gang du har det dårligt. Det gør vores arbejde så meget sværere, at du lukker af, hver gang du får det dårligt!” Hun råbte af mig. Jeg kunne næsten fornemme, hvordan hun lænede sig ned over mig.

Jeg havde knyttet mine hænder under dynen og presset øjnene tæt sammen. Først da Sine havde lukket døren efter sig, åbnede jeg mine øjne. Jeg foldede armene rundt om min mave og trak benene op til mit bryst.

Jeg havde lyst til at skrige, men jeg gjorde det ikke. Mine skuldre rystede af gråd, imens tårene faldt ned over mine kinder og gjorde puden helt våd. Indvendigt syede jeg af raseri, og en følelse af at være forkert blandt de forkerte fik mig til at krumme mig endnu mere sammen indeni.

Et øjeblik overvejede jeg at ringe til min mor, men afskrev hurtigt ideen igen. Jeg ville ikke give dem den sejer, og så kunne hun ikke gøre noget alligevel. Hun ville sikkert ringe og klage til overlægen, og så ville jeg få problemer. Glem det.

Rystende af gråd og indestængt vrede faldt jeg i søvn på sovesofaen, et sted jeg hadede, omgivet af folk jeg ikke kunne fordrage.
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...