Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1579Visninger
AA

28. Indlæggelse foråret 2014

 

Vi havde lige spist frokost, vejret var dejligt, og jeg havde fritime. Jeg stod et øjeblik og kiggede ud igennem ruden, der ikke kunne smadres. Let smilende gik jeg ud ad døren, der på grund af det gode vejr stod åben. Jeg lod mig synke ned langs trævæggen og lukkede øjnene. Jeg kunne mærke solen varme mit ansigt. Det var dejligt.

Det var onsdag, jeg var halvvejs igennem ugen, på fredag var det weekend, og jeg måtte tage hjem. Jeg glædede mig. Una, der havde fået Sophies værelse, cyklede rundt på en af de gule mooncars. Amalie sad henne ved havebordet og spillede kort med Pernille.

Jeg trak vejret helt ned i maven og pustede ud. Jeg lod solen opvarme mit ansigt, hvorefter varmen fortsatte ned gennem min hals, ud i mine arme og fingre, ned i min mave, mine ben og mine fødder. Mine tanker levede deres eget liv, og jeg gjorde ikke noget forsøg på at stoppe eller kontrollere dem.

En stemme trak mig væk fra min tankeverden. Langsomt blinkede jeg med øjnene og vendte blikket hen mod Sine, der var dukket op i døren.

”Hvad skete der i går?” spurgte hun og kiggede ned på mig.

”Det hele blev bare for meget,” sagde jeg. ”Og så bevægede I luften sig forkert.”

Jeg lod blikket glide rundt i gården. Una var på vej rundt i gården og befandt sig længst væk fra terrassen, jeg sad på. Sine trådte ud på terrassen og satte sig på en stol foran mig.

”Luften bevægede sig forkert?” spurgte hun undrende.

”Ja, luften bevægede sig forkert. I bevægede luften forkert. Og alle følelserne…” imens jeg snakkede, betragtede jeg hendes ansigt. Hendes mundviger vendte sig op ad, da jeg sagde, at luften bevægede sig forkert. ”…de andres følelser, de bongede ind i mig.”

”Bongede ind i dig?” Sine trak øjenbrynene lidt sammen, så der dannede sig rynker på hendes pande.

”Ja, jeg kan føle alles følelser, men…” Jeg stoppede op midt i sætningen. Hendes mundviger havde bevæget sig endnu længere op. Hun smilte, det lignede næsten, at hun holdt et grin tilbage.

Jeg satte den ene hånd imod trævæggen og den anden mod terrassegulvet. I en uelegant bevægelse skubbede jeg mig op at stå. Jeg vendte mig væk fra Sine og gik ind igennem døren. Jeg drejede ned ad gangen og gik hen til mit værelse. Værelsesdøren lukkede sig bag mig. I løbet af ingen tid fik jeg sat ørepropperne i ørene og grebet en bog fra skrivebordet.

Da Sine et halvt minut senere bankede på døren og åbnede den uden at vente på svar, blev hendes stemme dæmpet af Evanescence med nummeret Hello.

”Hvad skete der lige, Vigga?” spurgte Sine.

Jeg lod, som om jeg ikke hørte hende. Jeg havde trukket mig ind i mig selv, et sted, hvor jeg ikke vil lukke hende ind. Jeg holdt mine øjne rettet mod bogen og vendte en side, men mit blik hvilede på Sine, der stod i døren og kiggede på mig.

Først da hun var gået ud og havde lukket døren bag sig, lod jeg masken falde. Jeg lagde bogen tilbage på skrivebordet. Mine fingre dannede en skål hen over min mund og næse. Stille trillede tårene ned over mine kinder. Min mund forvred sig i en pinefuld grimasse.

Mit brystben gjorde ondt. Mit brystben var presset længere ind i brystet på mig, end det var meningen, det skulle være.
Jeg vendte øjnene op mod loftet for at holde tårene tilbage. Igennem musikken i mine øre kunne jeg høre mit åndedrag. Ind, ud. Den beroligende lyd af luften der hives ind og presses ud igennem mine kuplede fingre.

Da tårene holdte op med at trille, samlede jeg bogen op igen. Denne gang kiggede jeg faktisk på siderne. Mine øjne fløj frem og tilbage over siden, i takt med at min hjerne opslugte sætningerne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...