Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1571Visninger
AA

26. Indlæggelse foråret 2014

 

”Glæder du dig ikke til sommerfesten?” spurgte Sine, min kontaktperson, mig.

Jeg stoppede op og kiggede på hendes kortklippede hår, jeg blev næsten nødt til at lægge nakken tilbage for at kigge på hendes ansigt.

”Jo, selvfølgelig,” sagde jeg smilende til hende og forsvandt ind på mit værelse.

Jeg satte mig tungt ned på sengen og gemte hovedet i hænderne. Jeg trak vejret dybt ned i maven. Mit smil var forsvundet, og det var blevet erstattet af en rysten. Det tryggede imod mit brystben. Jeg bed tænderne sammen for ikke at begynde at græde.

Brat rejste jeg mig op. Et øjeblik stod jeg stille, inden jeg faldt ned i mellemrummet mellem skabet og vinduesvæggen. Det føltes forkert, min mave var for udsat. Jeg rejste mig, gled ned i mellemrummet mellem sovesofaen og skrivebordet, det føltes for åbent. En halvkvalt lyd forlod mig, inden jeg prøvede hjørnet ovre ved reolen, forkert. Jeg rejste mig op. Mit hoved for fra side til side. Jeg lukkede armene om mit bryst, for at beskytte det imod den kakofoni, der ramte den.

Jeg lod mig falde ned midt på gulvet med arme og ben spredt ud. Et halvkvalt hulk borede sig vej ud igennem mine sammenknebne læber, inden jeg tvang det til at stoppe. Jeg bed mig selv i læben for at tie stille. Jeg lod mine øjne glide i.

’1+1, 2, 2+2, 4, 4+4, 8,’ jeg begyndte at lægge tal sammen i hovedet for at tænke på noget andet.
Mit brystben føltes som om, det blev presset ind i brystet på mig. Min mave var trukket helt ind, så jeg ikke var meget tykkere end en kuglepens højde.

’8+8, 16, 16+16, 32,’ fortsatte jeg med at lægge tal sammen.

Jeg havde det som om, jeg var en eksotisk olietøndetromme. Følelserne flød igennem væggene og spillede tromme i mit indre. Gulvet var ikke et godt sted at ligge, men en hel del af følelserne flød langsomt hen over mig.

’32+32, 64, 64+64, 128, 128+128, 256, 256+256, 512,’ fortsatte min hjerne med at tælle.

Det bankede på døren. Jeg ingorede det. Det bankede på døren igen, men jeg havde ikke styrken til at flytte selv den mindste finger.

’512+512, 1024, 1024+1024, 2048, 2048+2048, 4096,’ talte jeg og ingorede endnu en banken.

Døren blev åbnet.

”Vigga, hvordan…” Karens stemme forstummede midt i sætingen. Hun trådte ind i værelset og lukkede døren. Jeg kunne høre stolen skrabe mod gulvet og gik ud fra, at hun satte sig.

”Vigga, er du okay?”

Jeg åbnede øjnene og kiggede stift op i loftet. Som om hun ikke kunne se, at jeg ikke var okay.

”Kan du høre mig?” fortsatte hun med sin let hæse stemme.

Jeg nikkede næsten umærkeligt med hovedet og fik ud af øjenkrogen øje på hendes røde krøller.

”Kan du fortælle mig, hvad der er galt?”

Intet svar. Jeg lukkede øjnene igen.

”Ligger du godt på gulvet?”

Jeg nikkede let og håbede på, at hun ville forsvinde. Jeg kunne høre, hvordan hun rejste sig.

”Jeg skal lige noget, så kommer jeg ind igen med mit strikketøj og sætter mig,” sagde hun og åbnede døren. Hun gik ud og lukkede døren bag sig.

Jeg prøvede at lukke alting ude igen, men Karen havde lavet ringe i luften, som nu hamrede ned i min i forvejen sårbare mave.

Jeg kunne høre nogle ude på gangen pusle. Jeg prøvede at koncentrere mig om min krop. Mine hænder og arme var tunge som bly, og mine fødder føltes fjerne. En ensom tåre trillede ned af min venstre kind.

Karens stemme nåede mit øre, hun sagde: ”Vigga har det lidt svært.”

Jeg kunne ikke høre nogle svare og gik ud fra, at vedkommende havde nikket.

Det bankede på døren. To sekunder senere gik den op, og Sines stemme skar igennem min skrøbelige mur, da den sagde mit navn.

”Vigga, er du okay?” spurgte hun.

Jeg ingorede hende.

”Ligger du godt, Vigga?” spurgte hun.

Jeg ingoredede hende igen. Jeg håbede, hun ville gå. Jeg klemte øjnene lidt i. Jeg bed mig let i læben, mens jeg prøvede på ikke at bevæge ansigtsmusklerne. Ikke den største udfordring, da hele min krop føltes tung som bly.

Min mave havde lyst til at trække sig endnu mere sammen, men kunne ikke. Jeg kunne mærke, hvordan mit brystben langsomt bevægede sig længere ned i mit bryst og nærmede sig det sted, hvor mit hjerte burde sidde.

”Vigga, kan du høre mig?”

Jeg ønskede, Sine ville forsvinde.

”Vigga, kan du skrive til mig, hvordan du har det?”

’Forsvind!’ skreg mine tanker, mens min krop lå ubevægelig på gulvet.

”Vigga,” jeg havde lyst til at slå hende hårdt. Mit indre bad en stille bøn om at hun ville forsvinde.

”Vigga,” hendes hånd rørte min arm.

Alt inden i mig trak sig sammen i afsky.

”Vigga, Vigga, Vigga,” hendes stemme lød irriteret, og hver gang hun havde sagt mit navn, skubbede hun til mig.

En lille tåre løb ned af min venstre kind, den kind hun ikke kunne se. Hun prikkede til mig igen. Jeg lå på siden i fosterstilling med ryggen til hende. Min krop havde trukket sig sammen i selvforsvar. Alt inden i mig havde krøllet sig sammen. Det føltes som om mit indre var spændt op.

”Vigga,” sagde Sine, og jeg var næsten sikker på, at der var noget opgivende i hendes stemme.

”Vigga!”
Min ene hånd gravede sig dybt ind i mit hår, der også dækkede mit ansigt som et brunt slør. Mine knæ var trukket godt op på brystet, de blev holdt på plads af min anden hånd, der havde et fast greb om min højre ankel.

Sine rejste sig op. Hun sendte små trykbølger igennem luften, da hun kom tættere på mig. Idet samme bankede det på døren, og min mor trådte ind. Jeg kunne mærke, hvordan hun stoppede op lige foran døren, da hun havde lukket den. Hun kom hen og satte sig ved siden af mig, hun lagde en hånd på min skulder. Den varme fornemmelse af hendes energi fik mg til at slappe af.

”Hun vil ikke svare på, hvad der er galt,” sagde Sine. Jeg synes næsten hun lød lettet, da min mor kom og tog over. Jeg lukkede resten af deres samtale ude. Da Sine var forsvundet ud af døren, satte jeg mig op.

Jeg puttede mig tæt ind til min mor, og lod hendes velkendte energi lukke af for alle de uvelkommende følelser og energier.

”Søster?” hviskede jeg.

”Hun kommer ikke. Hun er til fitness med kluppen,” sagde min mor med en arm bag om ryggen på mig.

”Godt, godt,” hviskede jeg og tav stille.

”Far kommer om en halvtime, men vi skal vist ikke være med til sommerfesten.”

Hun hjalp mig op og fik os sat ned på sengen. Jeg gemte hovedet i hendes skød. Jeg strøg en vildfaren hårlok væk fra mit ansigt.

”De rørte ved mig,” hviskede jeg og begyndte at hulk.

”De rørte ved mig. De blev ved med at stille spørgsmål, jeg ikke kunne svare på-ikke kendte svaret på. De bevægede luften forkert, og de fyldte. De rørte mig,” min stemme var grådkvalt. Jeg græd med benene trukket op til mit bryst.

”Lille pige,” sagde mor. ”Det lyder som om, de har overskredet alle dine grænser.”

Da min far kom, puttede jeg mig ind til ham og gemte hovedet ved hans bryst. Langsomt faldt jeg lidt mere til ro. Mine tanker forsvandt i den taktfaste rytme fra hans hjerte. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...