Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1581Visninger
AA

23. Indlæggelse foråret 2014

 

Den lilla stol med armstøtterne var behaglig at sidde i, det havde jeg fundet ud af allerede den første dag. Den føltes tryg til forskel fra værelset, der var alt for åbent. Jeg vendte en side i bogen, men min koncentration var et helt andet sted. Med øjnene holdt jeg øje med alle, der kom og gik. To af de voksne stod og diskuterede noget med hinanden, men jeg kunne kun opfatte få ord.

En del af de andre børn var i skole, og nogle legede ude i gården. Jeg rejste mig og åbnede døren ind til mit værelse, jeg smed bogen ind på reolen og satte kursen mod stuen. Jeg kunne ikke koncentrere mig om min bog. Med langsomme skridt bevægede jeg mig ned af gangen. Jeg drejede til venstre ind af stuedøren og stoppede op foran spilreolen. Oven over reolen hang et skab, som jeg åbnede. Jeg greb et kortspil og lukkede skabet. Et øjeblik betragtede jeg reolen med spil, jeg havde aldrig spillet halvdelen af dem.

Sort syv oven på rød otte. Jeg flyttede syveren og vendte kortet nedenunder. Es, es går op, vend kort. Mine hænder vendte automatisk kortene om og lagde dem op på de rette pladser. Jeg drejede hovedet, da døren ind til afdelingen gik op. Læge, konstaterede jeg og vendte tilbage til min syvkabale.

Ann-Marie passerede forbi mig i sine høje hæle, der gav et skarpt smæld, hver gang de ramte gulvet. Jeg lagde hjerterkonge op på en friplads og vendte kortet, hvor han lå før. Jeg vendte tre kort fra bunken, lagde et op, vendte tre kort til. Jeg havde været hele bunken igennem da Ann-Marie kom tilbage. Hun stoppede et øjeblik op henne ved Sine, der sad og skrev på en af afdelingens sorte computere.

”Nej. Gå. Lad mig være.” Mads’ grådkvalte stemme sejlede igennem døren.

”Gå nu. Forsvind,” fortsatte han.

Sine og Ann-Marie stoppede deres samtale, og Ann-Maries hæle smældede mod gulvet, da hun gik hen og åbnede Mads’ dør.

”Mads, rolig nu…” hendes stemme blev dæmpet, da hun lukkede døren, og forvandlede sig til en utydelig mumlen. Langsomt vendte jeg kortene i bunken, lagde kort op, hvor de passede og vendte bunken igen. Nogle minutter senere blev Mads’ dør åbnet igen, og Ann-Marie trådte ud. Hun vendte sig om mod Sine og sagde noget, inden hun forsvandt ned af gangen og ud igennem afdelingens dør. Lidt efter kunne jeg ikke høre hendes høje hæle mere.

Jeg kiggede ned på min kabale, uden at kunne finde en måde at flytte kortene på. Jeg vendte bunken og kiggede grundigt på hvert kort, jeg vendte, men jeg kunne ikke finde nogle der passede ind. Det krævede ikke mere end et øjeblik, før det gik op for mig, at min kabale ikke ville gå op. Med øvede fingre skubbede jeg først kortene, der vendte med billedsiden opad, sammen, og bagefter dem, der vendte med bagsiden opad, sammen. Til sidst samlede jeg de to kortbunker i en bunke og begyndte at blande dem.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...