Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1614Visninger
AA

22. Indlæggelse foråret 2014

 

Jeg sad inde på mit værelse med døren lukket. Mit værelse, der var hvidt og næsten uden dekorationer. Jeg kunne have hængt nogle plakater op, da jeg kom første gang, det kunne jeg stadigvæk. Jeg kunne have halvdelen af min gaderobe i det store skab og alle mine bøger på reolen, men det havde jeg ikke. Jeg havde ikke lyst, på den her måde føltes det mere midlertidigt, mindre permanent.

Min opslagstavle var det mest personlige i det hvide rum, der hang et postkort og en plakat fra klassen, nogle tegninger, et ugeskema og et enkelt digt. Mere personligt behøvede det ikke være, så ville det blive for permanent.

Jeg satte mig på min, altid redte, sovesofa. Jeg flyttede en bog lidt til siden for at kunne være der. Jeg lukkede mine øjne, lukkede synet af verdenen ude, men lydene kunne jeg ikke slukke for. Et skrig af raseri og afmagt bevægede sig igennem de papirtynde vægge.

"Jeg vil have min mor!" Jeg kunne høre, noget smadres mod en væg eller måske en dør.

"Vi bliver nødt til at komme ind, når du smadrer ting, Peter," sagde Karen, en af de voksne som skulle tage sig af os.

Jeg kunne høre, hvordan de åbnede døren. Jeg vidste, hvad 'komme ind' ville indebære. Endnu en ting fløj igennem luften.

"Sæt dig hen på sengen, Peter, stille og roligt," sagde Brian, en anden voksen.

Endnu en ting fløj gennem luften og smadredes mod en væg. "Du skal ikke kaste med ting," sagde Karen.

"Ud! Skrid ud! Lad mig være. Jeg vil have min mor!" Peters stemme syede af noget, jeg ikke kunne fastslå.

"Vi bliver nødt til at holde dig, når du kaster med tingene, Peter," sagde Brian roligt. De voksenes skridt kunne knapt høres. Jeg kunne ikke se dem gennem væggen og mine lukkede øjne, men det behøvedes ikke, jeg kunne forestille mig, hvordan det så ud.

"Slip mig! Slip! Jeg vil have min mor! SLIP MIG!" Peters stemme var rasende, den syede, da den nåede mine øre gennem væggene.

Jeg havde set, dem holde ham en gang, og det var rigeligt. Peter havde siddet på knæ ude på gangen, imens to voksne havde holdt fast i hver sin arm. Han havde råbt og skreget af dem, men intet havde hjulpet. Jeg så ikke mere, men forsvandt ind på mit værelse.

En banken på døren fik mig til at åbne øjnene. Lynhurtigt greb jeg fat i bogen og slog op på en tilfældig side. "Kom ind," sagde jeg med glad stemme og et falskt smil. En voksen kom til syne i døren.

Hun åbnede munden. "Det kan godt være det larmer lidt, men der er ikke noget galt. Du må sige til, hvis der er noget," hendes smil så ægte ud.

"Selvfølgelig, Pernille," sagde jeg og sendte hende endnu et falskt smil. Jeg var sikker på, at det lyste langt væk af løgn, mit smil. Hun så på mig et øjeblik, inden hun gik ud og lukkede døren efter sig.

Ikke noget galt? tænkte jeg. Hvis der ikke var noget galt, hvorfor skulle vi så være her? Hvorfor kunne vi ikke være der hjemme, gå i skole og lege med vennerne ligesom alle andre børn? Men 7 årige Peter, mig og alle de andre børn her, vi var 'ikke raske.' Nogen af os var mere raske end andre, dem der fik lov at gå hjem klokken to og komme igen klokken ni. Jeg hadede dem ikke for det, jeg misundte dem kun en lille smule. Det var ikke deres skyld, de kunne gøre ligeså lidt ved det hele, som jeg kunne.

Peter var holdt op med at råbe, måske havde de givet ham medicinen? Måske havde de sluppet ham? Jeg vidste det ikke, men stilheden havde erstattet skrigene.

Jeg trak vejeret dybt ind, lagde bogen fra mig, foldede mine hænder og lukkede øjnene.

"Kære Gud," hviskede jeg ud i rummet.

"Kære Gud, hjælp Peter. Hold en hånd under ham, vis ham vejen, lad ham vide, at han ikke er alene. Kære Gud, lad ham føle, at han er elsket. Amen."

Jeg lod mit hoved falde tilbage mod sovesofaens ryglæn. Min mave udspilede sig, idet jeg tog en dyb indånding. Samtidig med at jeg åndede ud, gled mine øjenlåg op. Jeg så op i det hvide loft og lukkede verdenen ude.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...