Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1614Visninger
AA

18. Indlæggelse foråret 2014

 

Mit blik studerede kalahabrættet. Mine fingre lukkede sig om den næstsidste bunke kugler i min række. Sofie var lige røget i hul, og nu begyndte min tur. En efter en forsvandt de gule kugler ned i de forskelige huller.

”Vidste I, at man mener, at kalaha er verdens ældste spil?” lød Brians stemme.

Jeg kiggede kort hen over Sophies skulder. I en af de mørklilla stole sad Brian med en af de sorte pc’er på skødet.

”Jeg får stress af at kigge på dig, Vigga,” sagde Sophie.

Mit blik vendte tilbage til spillepladen. Jeg så op på Sophie og løftede øjenbrynene.

”Nej, det vidste jeg ikke, men det er sikkert rigtigt,” sagde jeg til Brian. ”Stress?”

Jeg kiggede ned på kalahabrættet igen. Jeg havde næsten ingen kugler tilbage, da den sidste kugle forlod min hånd, dykkede jeg ned i hullet den landede i og begyndte på en ny runde.

”Ja,” sagde Sophie og nikkede, så hendes brune hår dansede om hendes skuldre. ”Jeg får stress. Du er så satans hurtig.”

Jeg kiggede ned på min hånd, idet jeg røg i hul. Død. Det var ikke gået op for mig, at jeg var hurtigere end andre. Sophie samlede en bunke kugler op og begyndte at køre brættet rundt. Jeg betragtede hende, imens hun langsomt lod kuglerne falde ned i hullerene.

 

”Er du klar til at komme hjem?” spurgte jeg hende med et lille smil.

Hun fortsatte med at lade kuglerne falde ned i hullerne, først da hun var røget i hul, svarede hun.

”Ja, det tror jeg. Det bliver godt at komme hjem,” et lille, næsten umærkeligt smil bredte sig over hendes læber, men forsvandt lige så hurtigt det var kommet. Vi sad stille lidt, mens jeg kørte nogle gange rundt på brættet, inden jeg røg i hul igen. Sophie så overvejende ned. I et snuptag havde hun snuppet en bunke, og i løbet af næsten ingen tid var hun kommet tre gange rundt på brættet.

”Men jeg ved ikke helt,” fortsatte hun uden at se op, men hun trak dog på skuldrene, så hendes ærmer i et kort øjeblik røg op og blottede hendes underarme. Den venstre underarm var dækket af et fint lag af ar efter snitsår. De gik på kryds og tværs af hinanden, og nogle af dem var let røde, men de så alle sammen gamle ud.

Endnu engang kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvornår og hvorfor hun havde lavet dem, men jeg spurgte hende ikke. Heller ikke hvorfor hun havde været indlagt her, jeg havde ikke brug for at vide det. Hvis jeg vidste det, ville det bare snurre rundt i min hjerne fra nu af og flere uger frem.

Ringeklokken ringede, Sophie løftede blikket og så hen over min skulder, samtidig med at jeg drejede ansigtet. En slank kvinde med det samme brune hår som Sophie og et smalt ansigt kom gående hen imod os. Hendes mor. Et lille smil bredte sig over kvindens ansigt.

Sophie rejste sig op og så ned på spillet med et spørgende blik. Jeg pegede ned på det ufærdig spil og derefter på mig selv. Hun forstod, hvad jeg mente og rejste sig op med et suk.

”Sophie,” sagde hendes mor med forsigtig stemme.

”Mine tasker står nede på værelset, du kan bare gå ned og hente dem” sagde hun uden at se på sin mor.

Jeg kunne ikke undgå at se, det ansigtsudtryk der for hen over hendes mors ansigt, inden hun gik hen til Sophies dør. I det samme kom Kahina gående rundt om hjørnet for enden af gangen. Kahina var en af Sophies kontaktpersoner.
Sophie stoppede op foran mig, imens hendes mor og Kahina gik hen mod døren.

”Hey,” sagde jeg.

”Hey,” gentog Sophie.

Et øjeblik betragtede vi hinanden, inden hun fulgte efter sin mor ud af døren med en isbjørnebamse under armen.
Den tynde plexiglasdør lukkede sig bag hende, og hun forsvandt ud af mi liv, ligesom afsnittet og jeg forsvandt ud af hendes.

Met et halvtrist smil lagde jeg alle kuglerne op i den ene ende af kalahaspillet og klappede det sammen på midten. Jeg rejste mig op fra stolen med spillet under armen.

”Udvekslede I numre?” spurgte Kahina.

”Nej,” sagde jeg med et smil i stemmen, inden jeg lod spillet glide ind på hylden til alle de andre spil.

I de tre uger jeg indtil nu havde været indlagt, havde Sophie og jeg næsten ikke set noget til hinanden. Hun havde spist alle måltider på værelset og var kun kommet ud, når hun skulle i skole. Men for fire dage siden lige efter en dansktime, havde hun spurgt, om vi ikke skulle spille et spil. I løbet af de sidste fire dage havde vi spillet mindst syv forskellige spil, snakket om Sims, telefoner, drenge, musik, film og alt muligt andet.

I løbet af de fire dage havde jeg fundet ud af, at Sophie ofte brugte; Oh my God! Eller OMG! Et udtryk, som for længst var gået af mode, men som Sophie alligevældet brugte. Jeg havde også fået en fornemmelse af, at hun ikke havde haft så forfærdeligt mange venner på afsnittet. Det måtte være ensomt. Da jeg blev indlagt, havde de sagt, at en gennemsnits indlæggelse varede ca. tre måneder.

Et lille smil spredte sig over mine læber. Jeg kunne godt lide Sofie.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...