Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1614Visninger
AA

16. Indlæggelse foråret 2014

 

Jeg sad med en blyant mellem fingrene og kiggede ned på det blanke papir. Jeg tænkte et kort øjeblik over, hvad jeg skulle tegne, inden jeg satte blyanten ned mod papirets overflade. Stolen ved siden af mig var tom, men indtil for ganske kort tid siden havde Anne siddet ved siden af mig med strikketøjet. Nu var hun taget hjem, alle dagbørn tog hjem klokken 14.00.

Jeg så koncentreret ned på papiret, hvor stregerne langsomt afslørede deres formål. Lidt efter lidt kom en form for muteret kanin-hest-muldvarp-ting ud på papiret. Jeg løftede hovedet, da to piger, jeg ikke havde set før, satte sig over for mig. Den ene havde lysthår og var rimligt kraftigt bygget, den anden havde brunt hår og var helt spinkel.

”Du må være Vigga, hende den nye, ikke?” spurgte den brunhårede pige, som viste sig at være hende med den lyse stemme.

”Jo, det er mig,” svarede jeg hende og smilte bredt til dem.

”Jeg er Lisa, og det her er Amalie.” Den lyshårede pige kiggede nysgerrigt på mig.

Lisa drejede hovedet og kiggede ud på gangen igennem den halvt lukkede dør, og lænede sig så hen over bordet. ”De voksne må ikke bare tage dine ting uden, at du har givet dem lov. Du må ikke have noget skarpt på dit værelse. Man må ikke være to inde på værelset, hvis døren er lukket. Man må ikke hviske,” remsede hun hviskende af sig. Jeg nikkede smilende, pludselig fik jeg en fornemmelse af, at skolens populære piger havde taget mig under deres vinger den første skoledag.

”Nå ja, også skal du nok bruge noget parfume ude på dit toilet de første dage. Ham, der var der før dig, lavede tyndskid hver nat. Jeg kunne lugte det helt inde hos mig.” En kuldegysning løb igennem Lisa. Vi begyndte alle sammen at fnise.

”Tak, det skal jeg huske,” grinte jeg og tegnede lidt videre på min mutantkanin.

”Du behøver ikke svare vel,” begyndte Amalie.

”Men både Amalie og jeg ved, hvorfor den anden er indlagt,” fortsatte Lisa.

Jeg så ned på min tegning og overvejede, hvad jeg skulle sige til dem. Jeg havde ikke noget imod at dele det med dem, men de behøvede ikke vide det hele.

”De mener, at jeg har en eller anden form for psykose,” sagde jeg og løftede et øjenbryn.

”Skizofreni?” spurgte Amalie med sin lyse stemme. ”Det er der, hvor man høre ting og ser syner og sådan noget, ik?”

”Jo,” sagde jeg, ”netop.” Amalie havde ret i, at skizofreni var noget i den retning, men så vidt jeg vidste, dækkede psykose over lidt mere end det.

En lav pige med langt hår kom styrtende ind af døren, hun lod sig dumpe ned på stolen ved siden af mig. Hun kiggede ud af døren, inden hun fandt et lille billede frem fra under sin trøje. Det var et billede af en af de voksne, som hang på en opslagstavle, lige når man kom ind på afdelingen.

”Hit med en tus!” kommanderede hun og skelede ud af døren. Amalie trillede en tus over til hende, og hun begyndte at tegne overskæg på billedet.

”Hvad har du nu gjort, Ditte?” spurgte Lisa og holdt sig for munden for ikke at grine. Vi kiggede alle sammen på Ditte, imens hun tegnede overskæg på billedet. Der lød en banken på døren. Lynhurtigt gemte Ditte billedet under et stykke blankt A4 papir og begyndte at tegne krusseduller på det. Ikke et øjeblik for tidligt, to sekunder efter trådte en voksen ind af døren.

Lisa og Amalie udvekslede et kort blik, hvor efter Lisa rejste sig op.

”Helene, jeg skal lige spørge dig om noget. Kan vi ikke gå et andet sted hen?” spurgte hun.

”Selvfølgelig,” svarede Helene. I samme øjeblik de var ude af døren, sprang Ditte ud af stolen.

”Skynd dig. Der er fri bane!” fniste Amalie. Ditte for ud af døren og ned af gangen. Nogle minutter senere kom Lisa tilbage. Hun lod sig falde ned i stolen over for mig.

”Næste gang er det din tur,” sagde hun henvendt til Amalie, der nikkede som svar. Idet samme ko Ditte ind af døren igen. Vi brød alle sammen sammen i et stort latteranfald. Helene trådte ind af døren.

”Hvad sker der her?” spurgte hun med let syngende accent.

”Ikke noget særligt, vi snakker bare lidt sammen,” løj jeg og håbede, hun hoppede på den. Helene rystede bare på hovedet og gik ud igen. Vi smilte hemmelighedsfulgt til hinanden. Det var vist ikke helt tilladt at tegne på personalebillederne.

Jeg kunne ikke lade være med at smile stort, da jeg vendte tilbage til min mutantkanintegning. Jeg tror, jeg var en del af gruppen, og Lisa og Amalie virkede ikke helt så populær-pige-agtige mere, de virkede flinke alle sammen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...