Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1597Visninger
AA

13. Indlæggelse foråret 2014

 

Jeg vinkede farvel til mine forældre og stod nu inde på mit værelse med lukket dør. Vi var blevet enige om, at der ikke ville komme nogle besøg i den her uge, hvilket jeg var ret tilfreds med.

Mit blik gled rundt i rummet. Jeg havde ikke rigtig lyst til at pakke ud, og begav mig ud på en lille tur for at se mit nye midlertidige hjem. Ude foran sad en voksen, jeg ikke kendte navnet på.

Jeg gik op for enden af gangen. På en sofa sad en voksen og en pige, de sad og strikkede. Jeg gik hen og satte mig foran dem.

”Hej,” sagde jeg.

”Du må være Vigga,” sagde den voksne, hun havde en orange kasket på.

”Jeg hedder Kathrine.”

Jeg smilede til hende og spurgte pigen, hvad hun strikkede.

”Ikke rigtig noget,” sagde hun og kiggede op. Da hun kiggede ned, udstødte hun et suk. ”Kathrine, jeg tabte en maske.”

Kathrine overtog strikketøjet, samlede masken op og rakte det tilbage til pigen, der begyndte at strikke videre.

Jeg kiggede på pigen der strikkede og slikkede mig let om munden. Jeg lagde mine ankler over kors og viftede lidt med mine pink sko. Jeg lænede mig tilbage på hænderne, som støttede sig mod gulvet.

”Hvad er dit navn?” spurgte jeg nysgerrigt.

 

”Jeg hedder Anne,” sagde hun mens hun holdt en kort pause med sit strikketøj, hvor efter hun vendte opmærksomheden tilbage til sit neon farvede striktøj.

Til venstre var der bygget en hule op rundt om et bordfodboldtbord. Den var spraglet og med store huller på den ene side, så man kunne se ind. Inde fra hulen lød to pigestemmer. Jeg begyndte at lytte nysgerrig efter at høre, hvad de snakkede om.

”Rækker du mig ikke den lyserøde tus?” spurgte en lys stemme.

”Hvad synes du?” spurgte en anden stemme, der var lidt mørkere.

Der var en lille pause, inden den lyse stemme svarede: ”Den er så fin. Ved du hvordan det japanske flag ser ud?”

”Nej,” svarede den mørke stemme. Der lød en trist lyd, hvorefter de begyndte at tale igen.

Jeg vendte min opmærksomhed tilbage mod pigen, der stikkede. Der lød skridt bag mig, så jeg drejede hovedet. En dreng i en grøn hættetrøje stod lige ved siden af mig. Han åbnede munden.

”Hej Vigga,” sagde han.

”Hej,” sagde jeg. Der gik et øjeblik, før jeg genkendte ham. Han gik stadig i den grønne hættetrøje og de grå træningsbukser. Hans hår var næsten skjult bag hætten. Hans ansigt var blevet lidt rundere, og hans stemme var gået i overgang, men ud over det lignede han sig selv.

”Kender I hinanden?” spurgte Kathrine.

”Ja,” sagde Simon.

”Det var godt at se dig igen,” smilte jeg.

”I lige måde,” sagde han og daskede ind i et rum lidt nede af gangen.

”Hvor kender du Simon fra?” spurgte Kathrine.

”Han gik i min klasse sidste år,” sagde jeg. En behaglig varme spredte sig inden i mig. Simon var sidste år begyndt i min klasse, men han var der næsten ikke. Det var næsten hver tirsdag han var syg, og halvt i sjov kaldte vi det i klassen Simons "Tirsdagssyge." Kort tid efter fik vi at vide, at han fik hjemmeundervisning. Senere fik vi at vide, at han led af en eller anden form for desperation, kort tid efter stoppede han.

”Verdenen er lille,” sagde jeg.

”Jeg vidste det allerede,” sagde Anne, hun kiggede op fra sit striktøj. ”Han fortalte mig det, da vi hørte, at du kom. Men han sagde, jeg ikke skulle sige det til nogle.”

Anne begyndte at strikke igen, og jeg kom frem til at hun nok var nybegynder og lige havde lært det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...