Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1596Visninger
AA

10. Indlæggelse forået 2014

 

Vi åbnede døren, jeg havde været igennem en gang før. På ryggen hang min taske og bankede mod mine hofter. Mine fingre var lukkede om hanken på den lilla taske, der vejede mindst et ton, og var fyldt med en del af mine skolebøger.
Foran mig stod min mor og holdt døren, min far gik bag ved mig med min sportstaske over skulderen-den med alt mit tøj i. Jeg trådte ind igennem døren og drejede skarpt til højre, ind af en dør med en lille rude øverst og et skilt, hvor der stod ”Familierum” med store og små blokbogstaver.

Den lilla taske gav et ordenligt bump, da jeg lod den falde ned på gulvet, for derefter selv at glide ned i en af stolene. Min far satte sig ned på en stol rundt om bordet, der stod op af den ene væg under et fjernsyn. Jeg kastede et blik op mod uret, 10.15, et kvarter igen.

”Jeg går lige på toilettet,” sagde min mor.

”Ok,” sagde far.

Jeg nikkede bare. Jeg lod blikket glide ud af vinduet og så, hvordan min mor forsvandt ind i bygningen overfor, for derefter at lukke døren bag sig. Jeg vidste fra sidste gang, jeg var her, at hun gik ned af en trappe, der førte ned til en gang, hvor der var et toilet. Jeg havde været på toilettet, da jeg snakkede med overlægen og afdelingslederen.

”Er du nervøs?” spurgte min far.

Jeg smilede lidt til min far, da jeg drejede hovedet.

”Nej,” sagde jeg, det var jeg ikke. I går havde mine nerver været på overarbejde, men i dag føltes det som om, at mine nerver var pakket ind i et tykt lag vat. Jeg drejede hovedet hen mod uret, 10.25. Min mor havde været på toilettet i 10 minutter, der var 5 minutter til, at vi skulle være her.

”Tror du ikke, vi kunne snige bøgerne ud i bilen igen?” spurgte jeg og hentydede til tasken, der stod for foden af min stol. Far nåede dog ikke at svare, da døren i det samme gik op.

Jeg kiggede hen mod døråbningen. Mine øjne for hen over personen, der stod i døråbningen. Hun var lav, med en let foroverbøjet holdning, kort krøllet, gråt hår med et blåligt hårbånd. Ind bag hende trådte en meget yngre kvinde, med en brun knold.

Den ældste af de to rakte hånden frem mod min far, der tog den og præsenterede sig selv, hvor efter hun vendte sig om mod mig.

Hun rakte hånden frem til mig. ”Jeg hedder Birgitte, og jeg skal være din kontaktperson.”

”Vigga,” sagde jeg kort og slap hendes hånd.

Hende med den brune knold vendte sig smilende mod mig, hun rakte hånden frem, og jeg tog den.

”Jeg hedder Camilla, og jeg er studerende,” smilte hun.

”Vigga,” sagde jeg igen og slap hendes hånd.

”Skal vi gå ind?” Birgitte så på mig med et smil.

”Nej,” jeg rystede på hovedet med et smil, ”vi skal lige have min mor med. Men hun kommer nu, hun var lige på toilettet.”

I det samme kom min mor ind gennem yderdøren. Jeg samlede den lilla taske op, imens min mor hilste på Birgitte og Camilla. Birgitte gik forrest, efterfulgt af Camilla og min far, min mor og mig.

Det føltes underligt at gå ned ad gangen. Det føltes som om, jeg havde alt for meget med. Birgitte stoppede op foran en dør med nummeret 10 hængende ved siden af. På den anden side hang en tavle, hvor der stod ”Vigga” med nogle meget firkantede bogstaver.

Jeg gik først ind efterfulgt af mor og far, bagefter kom Birgitte og til sidst Camilla. Jeg satte den lilla taske ned på gulvet og så rundt. Rummet var smalt, hvidt og lyst. Modsat døren var et vindue, med nogle hvide gardiner med farvede firkanter på. Under vinduet stod en rød sovesofa, jeg gættede på, at der var en radiator bag ved den. Over sengen hang en opslagstavle, ud over sovesofaen var der et skab, en brun reol med tre hylder og et hvidt skrivebord med en tilhørende lilla stol.

Min far satte min tøjtaske fra sig ved siden af mine bøger. Jeg lod mig synke ned på den røde sovesofa. De andre så afventende på mig. Det gik op for mig, at de ventede på, at jeg gav dem lov til at sætte sig.

 

”Værsgo at sidde ned,” sagde jeg og slog ud med armen. ”I to kan sætte jer her,” sagde jeg henvendt til mine forældre og bankede på sofaen ved siden af mig. Birgitte satte sig på skrivebordsstolen, og Camilla hentede en stol ind ude fra gangen. Da vi alle sammen sad ned, begyndte Birgitte at gennemgå reglerne for afsnittet.

Jeg kendte dem allerede, de stod alle sammen i de papirer man fik med hjem at læse i, før man skulle indlægges, og dem havde jeg læst en gang allerede.

”Der kommer en læge klokken 11.00,” sagde Birgitte. Jeg vendte min opmærksomhed tilbage til hende. Frem fra en mappe fandt hun et stykke papir. Hun lagde det på skrivebordet og skubbede det over imod mig. I et snuptag samlede jeg det op og skimmede det igennem.

Jeg havde en time sidst på ugen, motorik og svømning var streget over, men ellers var det ikke videre opsigtsvækkende. Nederst stod der tre navne: Birgitte, Sine og Camilla efterfulgt af hver deres række med tider.

Arbejdstider, gik jeg ud fra, på mine kontakt personer.

”Som du kan se, har du tre kontaktpersoner,” sagde Birgitte. Jeg nikkede.

”Normalt har man kun to kontaktpersoner, men Camilla er studerende, og er derfor med hos dig. Hvis det ellers er okay med dig?” fortsatte hun.

Interessant. Mon de ville tage hende af som kontaktperson, hvis jeg sagde nej? Men hun virkede nu meget flink. ”Ja, selvfølgelig,” sagde jeg smilende.

”Tager hun nogen former for medicin?” spurgte Birgitte.

”Ja, jeg tager en tablet melatonin en halv til en hel time før min sengetid, det vil sige mellem klokken otte og halv ni,” svarede jeg hende og rakte det lille pilleglas frem imod hende.

Hun tog det, kiggede på mærkaten, noterede noget på et stykke papir og rakte glasset hen til mine forældre.

”De skal stå i sættekassens mindste rum, nederst til højre,” sagde jeg til min mor. Hun så på mig med et smil og sagde, hun ville sætte dem på skrivebordet, så kunne jeg selv sætte dem på plads, når jeg kom hjem.

”Er der nogle badetider, vi skal være opmærksomme på?” spurgte Birgitte videre.

”Øm…Ja, hvad skal vi sige?” spurgte min mor. ”En to-tre gange om ugen?”

”Det lyder godt,” smilte Birgitte.

”Hvad med tirsdag og torsdag? Vil du helst bade om morgenen eller om aftenen?” spurgte hun denne gang henvendt til mig.

”Det er lige meget med mig,” sagde jeg. Det lød som om, Birgitte havde fundet ud af, at jeg godt kunne snakke selv.

”Godt, så siger vi tirsdag og torsdag klokken 20.30,” sagde hun med en stemme, der tydeligt fortalte, at så var den sag ude af verdenen.

Birgitte snakkede lidt videre om ditten og datten, og mine tanker fløj i en helt anden retning. Tre hurtige bank hev mig tilbage til virkeligheden. Døren blev åbnet og en høj, lyshåret dame kom ind. Hun var ret veltrænet. Hun præsenterede sig som Ann-Marie, hun var lægen. Hun gav hånd, først til mine forældre og så til mig.

”Jeg skal lige lave nogle små tests,” sagde hun henvendt til mig. ”Skal vi gå?”

Jeg rejste mig op fra sofaen og fulgte med hende ud af døren. Hun gik ned af gangen, væk fra døren. Forenden drejede gangen til højre, og blev stoppet af en dør med store glasruder. På den anden side af døren var en mellemgang og endnu en dør. Ann-Marie låste døren op, og vi gik igennem.

Ann-Marie åbnede endnu en dør, der førte ind til et lille lægelokale. Jeg trådte ind af døren og skubbede mig op på den sorte læderbriks med papir på, der må være noget nær standardudstyr i alle landets lægeklinikker.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...