Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1573Visninger
AA

29. Indlægelse foråret 2014

 

Solen faldt ind igennem ruderne, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var dejligt. Jeg sad med blikket nede i min bog. Den handlede om koder og kodebrydning. Den var utroligt spændende. Jeg var nået lige omkring halvvejs.

Lige nu handlede bogen om brugen af koder under Vietnamkrigen. Den amerikanske hær havde brugt en indiansk stammes, Navajo-indianernes, sprog til at kryptere deres beskeder med. Det smarte ved Navajo-koden var, at den var umulig for modstanderen at forstå og utrolig svær at bryde-specielt midt i en krig, når man er underbeskydning i en regnskov.

Lette fodtrin lød til venstre for mig. Amalie kom gående forbi mig og stoppede op foran Lisas dør. Hun løftede sin fine hånd og bankede på. To hurtige slag. Hun ventede lidt, men der kom ikke noget svar. Hun åbnede døren lidt på klem.

”Lisa?” spurgte hun. Der kom intet svar. Langsomt lukkede Amalie døren bag sig. Hun vendte sig om og stillede sig foran mig.

”Var hun der ikke?” spørger jeg. Hun rystede på hovedet og sagde, at Lisa nok var til time.

”Skal du i skole efter frikvarteret?” spurgte hun.

”Nej, hvad med dig?” spurgte jeg hende.

”Ja, jeg skal have matematik,” sagde hun opgivende. ”Jeg skal kun have matematik resten af ugen.” Hun trak vejeret ind og ryster på hovedet, så hendes løse hår dansede om skuldrene på hende. Hun lænede sig op af den ikkeeksisterende vindueskarm, og hendes ankler lå over kors.

”Jeg har ikke noget at bruge matematik til,” sagde hun.

Jeg kunne ikke lade være med at spørge: ”Hvad vil du da gerne være?”

”Oversætter,” sagde hun uden at tænke sig om. ”Fra engelsk, tysk og fransk.”

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det lød som om hun havde ret, hun kom vidst ikke til at bruge matematik frygteligt meget.

Vi sad lidt i tavshed. Hendes smalle, let trekantede ansigt vippede fra side til side.

”Jeg skal måske på bosted. Jeg skal til samtale på fredag,” sagde hun og kiggede på mig.

”Hvor spændende!” udbrød jeg oprigtigt glad på hendes vegne.

”Ja, ik? Og jeg har fundet ud af, at jeg må male den ene af mine vægge, ligesom jeg har lyst til,” sagde hun, og hendes øjne lyste.

Jeg vidste ikke, hvorfor hun sagde det til mig. Hun virkede ikke som en, der normalt bare fortæller den slags til fremmede. Og selvom jeg havde været her et stykke tid, var vi ikke veninder nok til at dele den slags. Eller det troede jeg, men jeg var glad på Amalies vegne, rigtig glad.

”Jeg har det egentligt dårligt nok til at være døgnbarn, det sagde de til mig, men da ham den nye dreng…” hun hentydede til Peter, der var flyttet ind på hendes tidligere værelse, ”…kom, blev jeg dagbarn i stedet for.”

Hendes toneleje var hverken bebrejdende eller skuffet. Hendes lyse stemme lavede pauser, som jeg kun havde hørt hende lave.

Jeg fik en lille smule dårlig samvittighed og vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Heldigvis gik glasdøren i den anden ende af gangen op, og Lisa trådte ind efterfulgt af en lære. Amalie og Lisa forsvandt ind på Lisas værelse og deres lavmælte fnisen nåede mig igennem den halvlukkede dør.

Dørene skulle stå på klem, hvis der var mere end et børn på værelset. Ikke at det var en regel, jeg havde brugt, imens jeg havde været her.

Min dårlige samvittighed over at være døgnbarn, når jeg egentlig ikke følte mig syg, fik det til at strammes lidt om min hals. Jeg tænkte på Amalies underarm, der var dækket af et fint lag tynde, næsten gennemsigtige ar.

Hvorefter jeg tænkte på mine egne uarrede arme, på Lisas arrede arme, hvor det lignede at der kom flere til, hver gang jeg så dem. Forleden, da hun havde hentet aftensmad, havde hendes ene hånd været fuldstændig til plastret med ar og tre plastrer. På Sophie hvis underarm også havde været dækket af ar.

Men jeg bortviste min dårlige samvittighed. Det var ikke min beslutning, at jeg var døgnbar og ikke dagbarn. Jeg kunne ikke gøre noget ved det, dårlig samvittighed eller ej. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...