Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1606Visninger
AA

33. Dagbog 7.8.14

 

Kære Dagbog

7.8.14

Jeg føler mig så fortabt, hvilket nok har været grunden til de sidste mange skriblerier i dig. Det er længe siden, jeg har skrevet sidst, fire måneder. I den tid har jeg været indlagt på Bispebjerg til udredning. Jeg kom hjem lige før sommerferien fuldkommen overladt til mig selv.

Men jeg føler mig så langt fra mig selv. Jeg tror, at det sidste af ”mig selv” er taget på ferie-en meget lang en af slagsen-eller også er hun forsvundet permanent. Jeg ved det ikke. Jeg ved faktisk ikke ret meget. Det eneste jeg ved, er, at jeg kom til Bispebjerg og havde det slemt, og jeg tog derfra og havde det værre.

Kære Dagbog, jeg ved ikke, hvad jeg skrev sidst, jeg kan ikke huske det, men det var sikkert ligeså selvmedlidende og ynkeligt som det her. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne gøre noget for at få det bedre, men hver gang jeg prøver, smuldrer min beslutsomhed. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvad der er galt. Selvfølgelig ved jeg, at jeg har på diagnosen asperger, ticks og mulig depression, men hvad hjælper det? Ingenting. Absolut intet.

Lige nu svæver jeg i totalt mørke. Jeg ved intet, og der er ikke nogen, der prøver at hjælpe mig. Det gør så ondt, mentalt. Det gør ondt, jeg husker det. Jeg hader det alt sammen. Jeg er da pisseligeglad med diagnosen, den ændrer ingenting, den er ikke skyld i det her. Jeg havde det også sådan før.

Men jeg er pissetræt af at blive overladt til mig selv uden det mindste, lille glimt af lys. Lige nu ved jeg ikke engang, hvordan skolen kommer til at se ud. Jeg ved ikke, hvordan noget kommer til at se ud.

Jeg ved godt, at jeg har lovet min søster ikke at forsvinde, men lige nu er jeg ikke sikker på, om jeg overhovedet er her. Jeg hader det. Jeg hader det alt sammen. Uvisheden. Følelserne. At dem, der skulle hjælpe mig, ingenting gør. At det er opslidende, at være sammen med dem jeg elsker. At jeg ikke har energi til noget.

Det gør så ondt, det alt sammen. Jeg har mest lyst til at forsvinde dybt ind i mig selv og aldrig kommer ud igen, men det vil de ikke lade mig gøre. Jeg har følelsen af at have mistet kontrollen med mit liv, min krop, alting. Jeg har lyst til at skrige, græde øjnene ud, men jeg vil ikke have at nogen kommer og spøger, hvad der er galt eller bekymrer sig eller overhovedet være her. Det eneste jeg har brug for er fred. Fuldkommen fred er det eneste, de ikke vil give mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...