Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1612Visninger
AA

15. Dagbog 28.11.13

 

Kære Dagbog

28.11.13

På søndag er det 1. december! I går var vi i Ungdomsbyen for anden gang, vi havde om vold. Fysisk, psykisk, materiel, seksuel.

Jeg har valgt at træde et skridt tilbage i forhold til klassen. Jeg prøver at redde mig selv fra et psykisksammenbrud. Jeg valgte at stoppe før, jeg mistede lysten til musikken. Jeg har det som om alle mine valg i øjeblikket står i mellem pest eller kolera. Socialt misfoster eller psykisk vrag? Musik eller venner?

Det er, som om hele min verden styrter sammen om ørene på mig. Udadtil prøver jeg at holde en pæn facade med et minimum antal problemer fremme. Problemet er bare, at mit indre styrter sammen. Følelsesmæssigt er jeg et vrag. Et vrag, der stadig flyder. Jeg kan ikke give slip. Jeg kan ikke græde ud. Det er ligesom om, noget stopper mig.

Jeg ved godt, hvad det er, tror jeg. Jeg vil ikke være svag. Jeg vil ikke vise svaghed. Jeg vil være normal, jeg vil ikke være anderledens. Der skal så lidt til og så…KABUM!!! Hele min verden ligger på jorden.

Og jeg vil ikke sårer min søster, hun bliver ked af det, når jeg bliver ked af det. Jeg prøver at virke så upåvirket, men det virker ikke altid. Så ender det med, at man fortæller en løgn, og løgnen bliver sandheden. Det med at man bærer en maske, men masken bliver ansigtet? Det at man prøver at skjule noget for folk, men ender med at skjule det for sig selv? Det er sådan jeg har det.

Det er forfærdeligt. Specielt når man ser sandheden, masken forsvinder, og alt det skjulte kommer frem. Jeg har det, som om det, der betyder noget for mig, forsvinder, bliver taget. Jeg har det forfærdeligt. Jeg vil ikke. Har ikke lyst. Hvis jeg kunne, ville jeg sætte mig ned og græde i flere timer.

I klassen viser de musikvideoer 24/7, og mit hoved er ved at eksplodere. Jeg har ingen at sige det til, jeg er fanget. Jeg ville ønske, at du kunne hjælpe mig, at du var en rigtig person, eller der fandtes en person præcis som dig. En der ville sætte sig ned og lytte til mig. BARE LYTTE, uden at kommentere, komme med ideer, forslag og handlinger. Jeg ville ønske, der fandtes en sådan person, jeg turde betro mig til.

Tillid kræver tid. Tid er det eneste, jeg ikke har i den slag situationer. Tiden til at lære at kende og skabe tillid. Det er som om hele verdenen peger på alt det, der er anderledens ved mig. Alt! Jeger klogere end andre. Jeg får altid gode karakterer. Jeg har brug for hjælp. Folk skal altid handle på mine vegne. De skal handle for mig og ikke for min skyld.

De ved altid, hvad der er bedst for mig. Og jeg kan ikke sige dem imod, for jeg ved ikke, hvad de skal gøre.
I skolen skulle vi arbejde med en artikel om vores fødsel. Der stak jeg også ud. I to uger gik jeg rundt som et psykisk vrag. Det er ligesom når, jeg skal stikkes, det føles på samme måde. Til Halloweenfesten blev jeg ringet hjem. Kl. 10! (22)

Hjælp mig! Min verden er ved at gå under. Hjælp mig en eller anden. Hjælp mig med at finde hoved og hale i det hele. Jeg ved ikke engang, hvad jeg føler! HJÆLP!
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...