Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1612Visninger
AA

27. Dagbog 27.3.14

 

Kære Dagbog

27.3.14

For første gang i lang tid er jeg glad. Ikke sådan sprudlende overglad, bare glad. Den slags glæde, hvor sommerfuglene fylder din mave, hele verdenen synes lysere og mere farverig, og hvor ens liv endelig føles, som om det er i balance. Det er den slags glæde, der varer mere end et par timer og får dig til at smile og le uden grund. Den meningsløse glæde, som er den reneste og smukkeste form for glæde, der findes.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er i balance. Måske er det på grund af i torsdags, jeg ved det ikke. Til kunstterapi skulle vi finde vores sjæl og få en gave, som vi bagefter skulle male. Jeg stod på den hvide bro over åen på den grønne eng, og en skikkelse kommer frem. Den lyser og vinker imødekommende, jeg lader den komme nærmere. Da den står foran mig, skal jeg bede den om en gave. Den åbner hænderne, og alt foran mig bliver hvidt ligesom skikkelsen selv.

Så skal vi tilbage, men da jeg vender mig om, er engen visnet. Langsomt begynder jeg at gå over den rødsorte eng, jeg åbner øjnene, men er langt væk.

Da vi var derinde, skulle vi spørge, om der var noget, vi skulle vide, men jeg mødte kun stilhed. Jeg må indrømme, at jeg troede, det havde slået fejl, da jeg stod på broen. Hvidhed og tomhed?

Da vi kommer ud, skal vi male et billede. Jeg tegner til højre på papiret en hvid skikkelse med vinger og til venstre en sort, der går i et med baggrunden. Ikke at han forsvinder, men de glider lidt i et.

Begge har de armene strakt ud, og de holder et spædbarn. Hun er klædt i blåt. Begge ender er sort, grøn, gullig og blå. (Jeg tegner alt med fingrene.)

Vi skal også skrive til, og der skriver jeg: ”Hun er for lille til at kunne gøre noget. Hun er bange. Hun kan ikke sige noget. Hun forstår for meget.” Men det vigtigste er, at jeg skriver: ”De passer på hende.” Og efter den sætning lagde jeg blyanten fra mig.

Mit billede er et betydningsfuldt billede fyldt med symboler. Det er kampen mellem de to ældste og stærkeste kræfter i universet, som kæmper en evig kamp. Vi er alle en del af den kamp, men vi ved det ikke, kun det lille spædbarn. Hun ved det. Hun kan føle dem, for de vil begge have hende, allerede før hun var født, og de giver ikke slip. De har fat i os alle, men kun de færreste ved det. Jeg var ikke bange, da jeg var fange på vejen tilbage.

Jeg var ikke bange, da jeg så den visne eng, for det er det, han gør. Han får ting til at visne.

Jeg var ikke bange, da jeg så ind i hvidheden og mødte stilheden, for hvem ved, hvad hun bringer? Hun er et mysterium.

Det nytter ikke at være bange for dem, for de vil altid finde en. Tvillingerne. Holder du ikke den ene i hånden, tager den anden dig i sin favn.

De er de ældste i universet, bror og søster, de er ældre, end mennesket nogensinde vil bliver, og mere magtfulde, end vi kan forestille os. At frygte det uundgåelige er spild af tid. Og tid har vi intet af, for vi er døgnfluer i deres øjne.

Sætningen: ”De passer på hende.” ved jeg ikke, om taler om tvillingerne, forældrene eller lægerne. Måske nogle helt andre, fra spædbarnets fremtid, hvem ved? Men en ting er sikkert, det er godt at vide.

Jeg ved, hvem tvillingerne er, bror og søster, vi ved det alle. Vi støder på dem hver dag, men vi vil ikke se dem i øjnene. De er de uundgåelige. Du er enten hos broren eller søsteren, og du kan ikke være hos dem begge samtidig, men de kan kæmpe om retten til dig. De kæmper om dig, fra du bliver født, til du ikke er mere. For broren er manden, og søsteren er kvinden, og spædbarnet er for altid fanget imellem dem.

Hun er fanget mellem disse naturkræfter som stammer fra menneskets fødsel. Hun vil altid være fanget imellem dem, det vil vi alle. Forskellen på hende og de andre er bare, hun ved det. Hun kender sandheden, de andre ikke vil se i øjnene. Og hun har accepteret det uundgåelige. Kvinden og manden kæmper en evig kamp, og vi er fanget imellem deres hære til evig tid.

Vi må bare acceptere det. I dag i kunstterapi skulle jeg male mine indre grænser, og hvor/hvordan jeg kan beskytte mig. Vi tegnede efter kroppen, og min højrehånd var strakt over hovedet, den venstre lå ved min side. Højrehånd fik en rød cirkel, der går ind over kroppen med røde mellemcirkler. Venstrehånd fik en grøn cirkel, der går ud over kroppen.

Der var en orange mellemcirkel på højre hofte, hvide cirkler på knæene, blå på maven, lilla over hjertet og gul på hovedet. Hen over brystet tegnede jeg tre skjolde. På det venstre er nordenvinden, på det midterste er der et træ med rødder, krone og stamme, på det højre er der en ildsprudlende drage. Hen over hovedet har jeg et sværd og en dolk, der krydser klinger.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...