Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1592Visninger
AA

5. Ambulatoriet

 

Jeg tvivler på, at jeg var blevet lukket ind på afdelingen, hvis der ikke var blevet skubbet på fra alle sider. Både min psykiater, Helena, og min far, som havde arbejdet med blandt andet unge mennesker og psykiatrien.

Jeg begyndte hos Helena, fordi jeg i hele januar knapt havde været i skole og havde været ’forsvundet.’ Jeg havde kort sagt haft en periode med Mørke Dage. Dage hvor intet rigtigt betyder noget, hvor alting virker mørkt, og hvor man helst vil blive liggende i sengen.

Jeg havde, gået hos Helena i nogen måneder, og vi var nået til en form for fælles forståelse. På de to-tre måneder vi havde snakket sammen, havde hun nået at bringe mit pis i kog op til flere gange. Efter flere af vores møder havde jeg derhjemme henvendt mig til min mor, der så måtte lægge øre til alle mine klager og meninger, som jeg ikke havde fået fremlagt hos Helena. Det skal siges til min mors forsvar, at hun tog det hele meget pænt og fik mig til at skrive det hele ned. Det endte med at blive en rimelig lang liste.

I den tid jeg gik hos Helena, gik jeg også på et kunstterapihold, bestående af seks pige på 13-14 år. En af de andre piger, som havde dianosen ADHD, sagde en dag til mig, at jeg havde en evne til at sige alting med et smil og få det værste til at lyde mindre slemt. Dette er en god evne, men jeg tror at det på mange måder, også er mit største handicap. Denne evne til at få alvorlige ting til at tage sig bagatelagtige ud, gør det svært for fagfolk at komme ind under huden på mig.

En gang til kunstterapi lavede vi en opgave, der kastede mig ud i mørket, men på mange måder også kastede lys over en masse ting. Vigtige ting. Det gik op for mig, at De kun gør, hvad det er meningen, at de skal. At De er en form for urkræfter og sikkert vil være der selv efter verdenens undergang. Men dette fik Loanne og Grethe, dem der ledede kunstterapien, til at overveje at sende mig til akutmodtagelsen for psykisksyge.

Jeg kom også igennem en EEG-scanning, for at udelukke fysiske årsager til mine spjæt, som fagfolkene kalder ticks. De vidste allerede, at det ikke var tourettes, da jeg kun spjættede og ikke sagde lyde. Hvis de havde spurgt mig, havde jeg godt kunne fortælle dem, at jeg formeneligt ikke led af epilepsi. Jeg havde et halvt år før lavet en uvidenskabelig undersøgelse af min spjæt og var kommet frem til, at de havde en del fællestræk.

De kom ikke når jeg lavede noget fysisk krævende, eller noget der kunne bringe folk i fare. (F.eks. det at stå med en gryde kogende vand i hjemkundskab eller saltsyren i fysik.) Det kom når jeg kedede mig, blev stresset, følte mig presset eller at ting blev for langtrukne - konklusionen måtte altså være, at det ikke var en fysisksygdom. Men de spurgte ikke, og jeg blev guidet igennem en EEG-scanning. Da jeg skulle scannes, var jeg dog mere nysgerrig end nervøs. Og set fra den lyse side, nu var jeg helt sikker på, at jeg ikke led af epilepsi. (Selvom der vidst nok kun er 95% sikkerhed omkring resultatet.)

Mens jeg gik i behandling hos Helena, fik jeg også udleveret en form for sovemedicin. Melatonin, og som der står på glasset: ’1-2 tabletter ½-1 time inden sengetid for indsovningsproblemer.’ Det sjove ved denne formulering er, at min mor kort tid efter blev hjemme med penge fra kommunen i stedet for løn. For at få bevilget pengene skulle man holde opsyn med syge eller døende familiemedlemmer.

Kort tid før påske blev jeg indkaldt til samtale på ambulatoriet. Her fandt de ud af, at mit mål er en normal skoledag og hverdag. De fandt også ud af at jeg ikke var selvmordstruget eller selvskadende. Jeg fortalte dem også, at jeg så engle -lysende skikkelser der svæver bag ved folk, de er altid gode og for det meste gyldne.

Kort tid efter blev jeg indkaldt til en samtale med oversygeplejersken og overlægen på den børnepsykiatriske afdeling. Kort tid herefter, ret præcist 27 dage efter, fik jeg en plads som døgnbarn.

Men jeg tvivler på, at det var gået så smertefrit, hvis der ikke var blevet skubbet på fra alle sider. Min storebror, der har en dobbelt diagnose ADHD og asperger, blev fanget ind af alle systemets små, finurlige kringelkroge. Ud over det blev han også svigtet af folkeskolen og sprang halvandet års skolegang over, hvor efter han går ud af folkeskolen, går på efterskole og bliver student. Med andre ord: Jeg var helt, utroligt heldig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...