Psykisksyg?

Klassen. Vennerne. Koret. Trompeten. Verdenen. Det alt sammen. Lidt efter lidt bliver det hele mere og mere uoverskueligt. Dag for dag kommer hun nærmere og nærmere på et psykisk sammenbrud. Men er det bare en ung piges skøre sind, eller er det i virkeligheden en kronisk- eller psykisksygdom? Det kan være svært at afgøre, når man går i afgangsklasserne, føler sig bedst tilpas i voksnes selskab, men ofte kunne gå for et børnehavebarn. (Cover af Humlebien IB)

8Likes
7Kommentarer
1592Visninger
AA

35. 9.12.13

 

Jeg føler mig fortabt. Det hele føles tomt, som om der mangler en mening. Det er meningsløst. Jeg mangler en grund, eller måske en begrundelse, så jeg kan få et grundlag. Jeg føler mig tom-det er en ubehagelig følelse. Lige nu sidder jeg hjemme i min seng, selvom jeg burde have været i skole. Men mor siger, at jeg er syg, og der er nok noget om snakken. Jeg er dog ikke sikker på, om det er delvist fantomsyge. Jeg ved det ikke. Jeg føler mig udhulet, som en tom skal. Nej, som noget, der burde være en tom skal, men jeg er bange for, at følelserne er for mange til, at jeg er tom.

Jeg ved ikke, hvordan jeg bør have det. Det er bare, som om uanset, hvordan jeg har det, er det anderledens. Faktisk uanset, hvad jeg gør, er det anderledens. Når jeg er i skolen, har jeg det dårligt, (ikke dårligt-dårligt, bare dårligt,) det er ikke det faglige, timerne er okay. Det er alt det andet. Jeg føler mig ikke som en del af klassen. Jeg er ikke en del af klassen. Jeg føler det, som om jeg er blevet tvunget ud af fællesskabet, men jeg har selv truffet alle valgene.

Jeg har det, som om alting rotter sig sammen mod mig. Der er alt for mange tanker i mit hoved. De farer rundt. De larmer og fylder. Så mange tanker. Alt for mange tanker. Alt, alt for mange. Jeg har det, som om tårene presse sig på bag mine øjenlåg. De kæmper for at komme ud, men de kan ikke. De er låst inde bag mit sjæls spejl.

Tro mig, hvis jeg kunne, da ville jeg lade dem falde frit over mine kinder og uden omtanke lade dem springe som et vandfald. Men det kan jeg ikke-nogen har placeret en vandtæt hinde over mine irisser. Længslen efter at lade mine tunge, varme tårer falde og vande jorden er stor, thi da ville mit indre være befriet fra en tung byrde.

Og hør min ordlyd, hvor er den gammeldags. (Nu mangler kun de store bogstaver, dem jeg er så fortryllet af. Hør en tysker tale, og du vil kunne høre dem svæve gennem luften som sød musik.)

Nu breder stilheden sig i mit sind-endelig-i nogle minutter er der fred. Jeg vil stoppe med at skrive, for at give min hjerne fred. Jeg vil vente med at læse dette til en gang i fremtiden, for alt min larm er på disse sider.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...