Dæmonkaptajnen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2015
  • Opdateret: 19 jan. 2015
  • Status: Færdig
Kaptajn Mortens er den mest frygtede sørøverkaptajn på den sydlige halvkugle. En frygtelig dæmon har bosat sig i hans krop, og er i stand til at overtage ham når som helst. Det skyldes dæmonen, at hans hjerte er koldt som is. Men da kærligheden rammer ham, oplever han forandringer, som han forsøger at lukke af for. Men hvad sker der, når kærlighed og dæmoniske kræfter blandes?

3Likes
1Kommentarer
281Visninger
AA

6. Kapitel 6

Måneder gik og tiden for Mortens’ løsladelse kom. Han ville ikke savne fængslet. Han ville heller ikke glæde sig til at blive sat fri. For hvor skulle han tage hen når han kom ud? Han havde ingen steder at tage hen. Saint María ville ikke ligge vuggende og vente på ham i havnen. Det var han sikker på. Nej, hans prægtige, elskede skib ville nok være blevet overtaget af en ny kaptajn. Han tænkte og tænkte indtil søvnen overmandede ham.

I hans drømme besøgte Leonora ham. Hun havde ikke noget ansigt, heller ingen ben. Etzolim besøgte ham også. Hans store, frygtindgydende, grå skikkelse rejste sig foran Leonora og de skrækkelige fugleklør tog Leonora med til en fuglerede. I reden lå der et æg. Leonora passede på ægget indtil det klækkede.

Så vågnede han. En stor fed vagt stod og råbte ham ind i hovedet og fik ham til nat vågne. Timerne fløj afsted og hele oplevelsen med at sige farvel til fængslet, stod utydelig for Mortens. Det var umuligt for ham, at lade være med at tænke på drømmen. Han var sikker på at den betød noget. Hans medindsatte brølede en farvelsang til ham, som gennemskar tankerne og fyldte hans ører. Han glemte tanken for en stund og inden han var klar over det, stod han på hovedgaden i Basura, og havde ingen ide om hvad han nu skulle stille op.

Mortens bankede på døren i det stråtækte hus på havnen. Hvor skulle han ellers gå hen?

Mortens hørte skridt og derefter en der lirkede ved håndtaget. En sær følelse strøg igennem ham. Den virkede fremmed. Nu åbnedes døren. En skinger knirken lød da personen bag døren slap håndtaget. Lyse krøller, strålende blå øjne. Leonora. Duften af hende overvældede Mortens og gav ham lyst til at omfavne hende. Men det kunne han ikke. Ingen af dem sagde noget, de stod der bare, helt stille. Frosne. Den øreskærende tavshed gav genlyd i hans sjæl. Midt i tavshedens støj, dukkede en lille skikkelse frem bag Leonoras brede kjole. En lille pige mødte Mortens skarpe øjne. Hun gemte sig bag Leonoras skærf. Hun var det smukkeste man kunne forestille sig. Hendes hår var blankt og kulsort med de smukkeste slangekrøller, som stod perfekt til hendes kinder som var røde som de modneste æbler. Og hendes øjne var blå som havvandet, og dybe som kløfterne på Haiti. Hendes smil var blændende. Mortens fældede en tåre over hendes blændende skønhed. Leonora mumlede noget meget utydeligt. Mortens så uforstående ud. ”Hun er din” gentog hun med våde øjne. Ordene gav genlyd. Han stirrede på pigen. Det var umuligt at fjerne øjnene fra hende. Mortens blev overvældet af en sjælden følelse. Ægte glæde. Han omfavnede den lille pige, og græd på hendes skulder. Nu gik krammet videre til Leonora. De omfavnede hinanden og kyssede inderligt. Den lille familie samledes i en kærlig omfavnelse, der føltes uendelig.

Det var derfor hun var holdt op med at komme med brød. En ung gravid kvinde som ikke var gift, som oven i købet havde et barn med en kriminel, var ikke noget der blev glædeligt accepteret af byboerne. Men Mortens var ligeglad. Nu var han lykkelig. For første gang i mange år var han helt igennem lykkelig.

Han satte sig på knæ ved pigen. ”Hvad er dit navn?” Den røde farve i pigens kinder blussede op da hun svarede: ”Evangeline”

Med det startede den lille familie sit nye liv på hovedgaden i Basura.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...