Dæmonkaptajnen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2015
  • Opdateret: 19 jan. 2015
  • Status: Færdig
Kaptajn Mortens er den mest frygtede sørøverkaptajn på den sydlige halvkugle. En frygtelig dæmon har bosat sig i hans krop, og er i stand til at overtage ham når som helst. Det skyldes dæmonen, at hans hjerte er koldt som is. Men da kærligheden rammer ham, oplever han forandringer, som han forsøger at lukke af for. Men hvad sker der, når kærlighed og dæmoniske kræfter blandes?

3Likes
1Kommentarer
283Visninger
AA

4. Kapitel 4

Næste morgen vågnede Mortens ved de dybe stemmer der samtalede på fængselsgangen.  Han åbnede øjnene langsomt og så sig rundt efter stemmerne. Han vendte sig og så, at de stod ved Tims celle. Tre mænd, den ene med et hvidt lagen under armen.  Mortens kunne ikke se hvad mændene foretog sig. Men Kaptajnen kunne ikke se Tim. Nu så Mortens arrestholderen komme ud af Tims celle. Han bar en båre i hænderne. Han lagde den på det hårde stengulv lige uden for cellen. Nu gik to af vagterne ind i cellen igen og kom ud med Tim i hænderne. De lagde Tims slappe krop på båren. Han sov. De lagde det hvide lagen over ham. De dækkede også hovedet. Langsomt gik det op for Mortens hvad der var sket. Dødsdæmonerne var forsvundet. Drengen havde forladt dem. Han var død. Og nu lå hans livløse krop på båren uden for hans celle. Mændene bar Tim hen af gangen og ud af rummet.

Nu blev det koldt på gangen. En tåre faldt fra Mortens kind. En til. Han greb den med hånden. Han vidste det ville ske før eller siden. Mortens så drengen forlade fængslet på båren. Det føltes som om det iskolde hjerte smeltede og dryppede små dråber af sorg, som hurtigt blev pumpet rundt i kroppen. Mortens huskede hvordan han havde set drengen falde i søvn med hatten under armen. En sær følelse skød op i ham. Han genkendte den ikke, men det føltes ikke rart.

  Nu åbnede døren sig igen. En sang tonede gennem luften og yndig kvindestemme fyldte de grå gange. Sorgen og tårerne forsvandt for en stund. Kvinden havde en kurv med brød under armen. Hun delte det ud til alle de indsatte og så dem i øjnene for at give dem håb. Det var tydeligt for Mortens at se de lyse ånder der smilende dansede omkring hende. Hendes skønhed var betagende. Hun nåede ned af gangen til hans celle. Hun gav ham brødet og så på ham, hun så også tårerne der var faldet fra hans kinder. Og hun åbnede celledøren og satte sig ind til ham. Hendes lyse hår krøllede og faldt smukt på hendes smalle skuldre, og de lyseblå øjne skinnede som diamanter i det svage lys. Uden at tænke over det, lagde Mortens sit kantede, arrede ansigt på hendes skulder. Det føltes dejligt. Hun blev ved ham hele formiddagen og trøstede ham til tårerne var væk.

Da klokken slog tolv tog kvinden ham i hånden og tog med ud af cellen, helt ud af fængslet. ”Leonora” sagde hun stille. Det måtte være hendes navn. Hvor var det smukt. ”Mortens. Jonathan Mortens” svarede den ellers modige sørøverkaptajn. Hun hev ham med ned af hovedgaden. Det var en frisk følelse der nu bredte sig i kroppen. Det var fantastisk at være udenfor. Mågernes skrig og den friske forårsvind føltes som en fornyelse. Hun trak ham hen til et lille stråtækt hus. Hun låste døren op og hev ham indenfor. Nu stod de helt tæt i det lille rum. Der var ikke meget plads at gå på, så Leonora tog et skridt tættere på Mortens. De stod nu med deres kroppe presset mod hinanden, og da deres øjne mødtes føltes det magisk, og Mortens’ hjerte fik den der underlige følelse igen. Den smukke kvinde smilede med øjnene og pressede hendes læber ind imod hans. De mødtes i et fantastisk kys. Mortens gik baglæns ind i soveværelset og væltede om i sengen med Leonora. Den nat tilbragte de i sengen sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...