Dæmonkaptajnen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2015
  • Opdateret: 19 jan. 2015
  • Status: Færdig
Kaptajn Mortens er den mest frygtede sørøverkaptajn på den sydlige halvkugle. En frygtelig dæmon har bosat sig i hans krop, og er i stand til at overtage ham når som helst. Det skyldes dæmonen, at hans hjerte er koldt som is. Men da kærligheden rammer ham, oplever han forandringer, som han forsøger at lukke af for. Men hvad sker der, når kærlighed og dæmoniske kræfter blandes?

3Likes
1Kommentarer
279Visninger
AA

3. Kapitel 3

Hvor længe havde han sovet? Månen stod allerede højt på himlen igen. Hvad var der sket med ham? Hvor var han? Han kunne ikke huske… Kroen! Hans mænd! Hvor var de? Hvor var han? Han rejste sig hurtigt og blev i et kort stykke tid, meget svimmel. Han vendte rundt og stirrede nu lige ud af et lille, tilgitret vindue. Han vendte sig og så den hårde køje med det lille lage halm på, som madras.  Han stak hovedet ud gennem tremmerne og så ned af en lang fængselsgang med tilgitrede celler hele vejen ned, på begge sider.  Han satte sig op ad væggen. Han lod for en kort stund Etzolim tage over, for at glemme hvad der var sket. Da Etzolim gav slip, rettede Mortens fokus mod den lille celle i hjørnet overfor ham. Han fik øje på en lille, udhungret dreng der sad sammenkrøbet i hjørnet af den kolde celle. Det var tydeligt at se at han frøs. Hans hår var lyst, tyndt og sjasket. Gennem den løstsiddende bluse kunne man skimte den magre drengs ribben. Drengens ansigt var blegt som et ligs. Under øjnene havde store sår. Mortens lagde mærke til de dødsdæmoner der svævede blafrende rundt over drengens hoved. De elfenbensfarvede skikkelser var sommetider nede og røre drengens hår. Drengen kunne ikke have lang tid igen. Når dødsdæmonerne svævede så nært, var det ikke til at sige hvornår han ville gå døden i møde. Mortens rykkede tættere på åbningen af cellen. Han hviskede til drengen ”pssst!” Drengen så sig omkring og fik nu øje påMortens. Drengen sleb sin benede krop hen til tremmerne i hans celle. ”Ja?” sagde drengen tørt og trist, med en smule nysgerrighed i stemmen. Drengen havde tydeligvis mistet livsglæden og nu var det som om han inviterede dødsdæmonerne ind i hans krop. ”Hvad er dit navn?” spurgte Mortens drengen. Drengens tilstand var ubærlig for Mortens. Sommetider røg en splint af Mortens kolde hjerte, og der var for en kort stund åbnet for noget af det kærlighed der befandt sig derinde. Drengen klemte et svar ud gennem de nærmest blå læber ”Tim”. Mortens og Tim faldt i snak, og nu var det som om dødsdæmonernes skrøbelige skikkelser blev mere og mere gennemsigtige. ”Hey, Tim, ved du hvad jeg er?” hviskede Mortens. ”næh” svarede Tim, og rykkede tættere. ” Jeg er sørøverkaptajn! Den mest frygtede kaptajn på den sydlige halvkugle! Jonathan Mortens” svarede Mortens med en anelse stolthed i stemmen. ”Orv, jeg vil også være sørøver når jeg bliver stor! Så vil jeg sejle på alle de syv have!” drengens øjne lyste af den glød der var blevet tændt i ham. Mortens vidste, at Tim næppe ville få den tid at se. Nu faldt Mortens tanker tilbage på havet og Saint María. Nu var det som om han kunne lugte havvandet og høre mågerne skrige. Mortens tog sin hat af og skubbede den forsigtigt hen til Tims celle. ”Er den til mig?” spurgte drengen. Nu så Mortens den utrolige glæde der blussede op i drengen. Hans kinder fik varme i den ellers kolde luft. Han nikkede. Mortens betragtede nu drengen falde i søvn med hatten under armen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...