Dæmonkaptajnen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2015
  • Opdateret: 19 jan. 2015
  • Status: Færdig
Kaptajn Mortens er den mest frygtede sørøverkaptajn på den sydlige halvkugle. En frygtelig dæmon har bosat sig i hans krop, og er i stand til at overtage ham når som helst. Det skyldes dæmonen, at hans hjerte er koldt som is. Men da kærligheden rammer ham, oplever han forandringer, som han forsøger at lukke af for. Men hvad sker der, når kærlighed og dæmoniske kræfter blandes?

3Likes
1Kommentarer
278Visninger
AA

1. Kapitel 1

Den store, runde måne gled op fra horisonten og rejste sig langsomt på stjernehimlen. Det var fuldstændig vindstille da Saint María gled lydløst gennem de svage bølgers blide skub. Kaptajn Mortens gav sine mænd besked på at sætte kurs mod Basuras havn. Det store mandskab var trætte efter den lange sejlads, men fik alligevel udført ordren. Nu pegede Saint Marías stavn mod Basuras havn. De havde været der så mange gange før, men denne gang virkede sejlruten fremmed og ukendt.

 Inden længe kunne det trætte, udhungrede mandskab skimte de svagt lysende fakler, som hang på husene, som lå på havnekajen. Kaptajn Mortens rejste sig nu langsomt og afventende fra den lille trebenede skammel på dækket og gav sine mænd ordre til at sænke Saint Marías robåde i vandet. Da kaptajnen vendte sit ansigt mod månens lys, sås det store, grimme ar, som skar sig på tværs af det kantede ansigt, og det halvlukkede venstre øje. Kaptajn Mortens gled med månens lys i nakken, ned af rebene til den forreste redningsbåd. Han satte sig tavst ved årene og sejlede med styrmanden, og alle de andre sørøvere bag sig, ind til Basuras havn.

De lagde til ved havnens yderste kaj, og listede op på de brolagte, let oplyste gader. Mortens mærkede nu det sædvanlige træk i nakken, efterfulgt af det kolde gys der nu listede gennem hans krop. Det halvlukkede øje trak sig sammen, og han mærkede nu hvordan dæmonens kraft tog over, som det havde gjort det lige siden ulykken. Dæmonen havde overtaget. Etzolim, den stærkeste af djævelens 3 dæmoner, havde siden ulykken bosat sig i Mortens kantede vrag af et menneske. Etzolim kravlede forsigtigt ind i Mortens sorte sjæl og knuste den så den blev til gråt støv, der stille dalede ned på det stenhårde hjerte. Dæmonen skabte nu dens eget hulrum i Mortens sjæl. Mortens var vant til den følelse af magt, der fulgte dæmonens overtagelse. Et øjeblik følte Mortens sig udødelig, for han alene vidste, at Etzolim ikke var der for at skade ham, ikke for at knuse ham, ikke for at æde ham op indefra, som han før havde følt det. Dæmonen boede i ham, levede i ham, som en anden person. Etzolim var bundet til ham, og de var ét.

Nu havde Etzolim overtaget helt, som han altid gjorde, når Mortens havde brug for hans styrke. Mortens vidste at ingen kamp kunne tabes, når han var styret af djævelens stærkeste dæmon. Sørøverne fulgte Mortens sitrende, anspændte krop, hen til kroen. Kroen. Aftenens mål. Pengekassen. Rygtet om den var gået vidt omkring på de 7 have. Det rygtedes at pengekassen ikke blot indeholdte penge, men også noget, der var så værdifuldt og smukt, at blot synet af det ville kunne bløde selv det koldeste hjerte op. Men hvad havde Mortens at frygte? Hans hjerte var koldt, dødt, låst væk, druknet i sorg. Det var umuligt at optø den frosne klump is, nogen tillod sig at kalde et hjerte. Enhver sørøverkaptajn der havde forsøgt at stjæle pengekassen var enten død eller endt i fængsel.

Kroen på lakajen i Basura, var den dyreste og fineste i hele Grafax. Mortens kendte sit rygte, og vidste hvordan han blev omtalt på havene. Han var frygtet af selv de største sørøvere på havene. På grund af ulykken. Han havde da også den bedste besætning på havene. Så hvorfor, skulle ikke han kunne få pengekassen, uden fare for at blive opdaget eller dræbt? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...