Citron og tequila

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2015
  • Opdateret: 23 jun. 2015
  • Status: Færdig
Laura forlader Frederikke alene sammen med deres far efter at have været i kontakt med moren, der ødelagde Frederikke. Men Frederikke kan ikke glemme de gode minder om Laura. http://www.information.dk/216007

1Likes
0Kommentarer
276Visninger
AA

1. Citron og tequila

"Hvor er det du har tænkt dig at tage hen?"

Hun kiggede bare på mig og trak på skuldrene.

"Det ved jeg ikke. Er det ikke også lige meget Frederikke?" 

Jeg nikkede langsomt uden overbevisning med blikket rettet mod gulvet. Jeg ville tale hende fra det, men der var ikke nogen gode argumenter og ikke så meget mere at sige. Så rummet forblev bare stille imens Laura samlede sin rygsæk op fra gulvet og slængede den over skulderen. 

"Jeg er ked af, at du tager afsted." Sagde jeg til Lauras ryg.

Laura stod i døren, med hånden på dørhåndtaget og kiggede mig lige i øjnene. Hun holdte blikket, som jeg gengældte, men hun vendte sig om og gik ud af døren.

Jeg kunne se hende gennem vinduerne i døren. Laura gik på stengangen ned til den hvide låge. Hun fortsatte ud af den uden at kigge sig tilbage. Jeg løftede hånden i et vink, i et farvel, som ikke var blevet sagt og som nu heller ikke blev set. 

Jeg havde lyst til at gøre det samme som Laura. Forsvinde. Men jeg ville også have hende til at være blevet her. Bare være her. Lave parisertoast og slikke chokoladen af chokoladekiksene. Gået i bad for åben dør, lagt sig våd i min seng og sat håret op i en håndklædeturban. Spist fars spaghetti med tomatsauce med en gaffel og den gamle mobil i den anden hånd. 
Det eneste jeg ikke ville have til at være her, var Lauras spørgsmål om mor, men det var dem, der rungede stærkest i mit hoved. Lauras spørgsmål om mor, der havde fået mig til at genopleve alle mine minder med mor på et splitsekund.

Der var ikke noget at gøre og der var ikke noget, der bare kunne skrue tiden tilbage. 

Jeg græd ikke. Jeg følte mig mærkeligt ligeglad. 

 

Jeg gik igennem stuen og samlede min mobil op fra bordet. Gik kontakterne igennem og fandt nummeret på far. 

"Hej far. Hun er taget afsted."

Han svarede noget i den anden ende.

"Ja ja det er fint." Svarede jeg ham.

Min hånd gled henover sofaryggen. Jeg så hvordan Laura lå slænget i sofaen med tv'et tændt. Hun tog blikket fra skærmen og kiggede op på mig med sine funklende øjne for at se hvem, der var kommet ind i stuen. Da jeg blinkede var billedet væk igen og jeg var alene i den hvide, lyse stue med min far i telefonen.

"Vi ses. Elsker også dig." 

 

Jeg tog mig selv til nakken, sukkede og kiggede rundt uden at vide hvad jeg skulle tage mig til. 

Der var ikke noget at gøre. Laura måtte afsted. Det vidste jeg godt. Men jeg manglede hende allerede.

Da jeg kiggede ud af dobbeltvinduerne så jeg Laura for mig cykle forbi på sin lilla cykel. Jeg kunne næsten høre døren åbne og gå i og forestillede mig hvordan hun hang sin armyjakke op i entréen. Jeg havde lyst til at råbe 'hej', men intet kom ud. Laura var der jo ikke for pokker. 

Jeg gik alligevel ud i gangen og stirrede på døren. Jeg følte mig forvirret. Det var jo ikke med vilje. Men jeg havde jo troet, at det ville vare længe. Måske for evigt. Også selvom Laura havde sagt noget andet. 

Jeg gik ind i køkkenet, tændte for elkedlen. Jeg havde lyst til at spørge om Laura også ville have en kop med? I stedet stirrede jeg på kanden, der lyste rødt og ventede den tid det tog for den at sige ’klik’. Min hånd rystede da jeg tog en kop fra skabet. Hurtigt gemte jeg den væk ved at støtte håndryggen til bordet, så det ikke længere var i mit synsfelt.

Jeg greb det uldne tæppe der lå sammenholdet over sofaens armlæn og slog det om skuldrene imens jeg kravlede op i sofaen. Lauras ben lå tyngende og trygt henover mig. Jeg kunne høre hvordan hun sagde jeg skulle give en tår når nu det var jordbær. Bare en enkelt fordi hun kunne jo ikke drikke en hel kop.

 Lauras ben var der ikke, så jeg foldede mine knæ op under. Mærkede den lune kop mellem mine to hænder. Jeg pustede ned så dampen vældede op og en mini orkan satte i gang nede i kruset. Hurtigt faldt den til ro igen indtil jeg igen pustede med øjnene hvilende på pejsens rolige flammer. Selvom det var efterår var der tændt op. Med to prøvende læber sugede jeg vandet op. Smagen spredte sig blødt som var det en dyne, der lagde sig ud over min tunge. Men luften var stadig iskold.

Døren gik op og jeg vidste med det samme, at det var far. Få sekunder efter stod han i dørkarmen og kiggede på mig.

”Hej.”

”Hej far.”

”Hvordan har du det?”

Jeg trak på skuldrene. Han nikkede. Han havde ikke forventet et svar eller et smil. Han hang sin trenchcoat op og stillede sig igen i dørkarmen.

”Du kan altid komme til mig hvis der er noget. Hvis du har brug for at snakke om det her med Laura. Eller om mor. ”

”Tak far. ” Kunne han ikke gå videre nu? Lave sig en kop kaffe?

”Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville lade hende komme tæt på jer igen. Efter hvad hun… Det hun gjorde… Mod dig… ” Hans ansigt var fyldt af skam og hans krop faldt sammen i det stive jakkesæt.

Jeg følte mig ør i hovedet. Jeg ville gerne i seng.

”Jeg føler mig lidt svimmel. Jeg tror jeg… ” Mere sagde jeg ikke, men pegede op ovenpå. Han nikkede forstående med rynket pande og tog sin jakke af imens han løsnede sit slips. Så stod han igen sammensunket, ubevægelig i dørkarmen og lavede folder i skjorten.

”Det var altså ikke din skyld far. ” Jeg lagde en hånd på hans blå skjortearm. Jeg mente hvert et ord og håbede han troede dem.

 

 Jeg gik langsomt, slæbende op af den stejle, snoede trappe. Min hånd strøg op af gelændret. Lyden af mine fødder med uldsokker blandede sig med lyden af Lauras bare tæer, som plejede at trippe henover flisegulvet i badeværelset til træplankerne på gangen. Da jeg rundede hjørnet efter det sidste trin var Laura væk fra gangen og nået ind på sit værelse. Gangen var helt tom, som havde der aldrig været nogen. 

Jeg gik forbi min egen dør til mit værelse og gik ind på Lauras. Men det skulle jeg ikke have gjort. Jeg gispede efter vejret støttende til dørhåndtaget. Lauras værelse mindede mig om det hele. Men alligevel vendte jeg mig om igen og gik ind i værelset. Endnu engang var det bare et tomt hus med møbler jeg kiggede på. Jeg kunne mærke en enkelt dråbe, hidsig vand glide ned af min kind, men ignorerede den.

Jeg skubbede den blomstrede dyne, der lå på sengen, til side og lagde mig ned på siden i den bløde seng. Træværket gav sig lidt. Den planke man sprang op i sengen fra knirkede. Jeg snusede dybt ind og hele min næse blev fyldt op med den søde citronduft, der altid omgav Laura. Duften tog minderne om Laura med ind og plantede sig i mit hoved. 
Lauras bløde hånd på min kind, et sløvt 'godmorgen' og et omsorgsfuldt 'godnat', en latter, der varmt fylder rummet og så en blanding af citron og tequila.
Jeg farede op af sengen. Inden jeg nåede at se mere end det par kvindehænder, jeg og far udmærket kender, rundt om Laura, var billedet blinket ud af mit sind.
Endnu engang gispede jeg efter vejret, men det ville ikke stoppe. Hulk løb op igennem min krop og brød højlydt gennem min mund da jeg grædende faldt sammen på det øverste trappetrin. Jeg lænede mig op af gelænderet. Begge mine hænder holdte så solidt fast i tremmerne, at mine knoer blev hvide. Tårer dryppede fra mine øjne og lige ned på gulvet, der blev mørkere ved hver dråbe, der ramte egetræet. Snotten løb ud og blandede sig med saltvandet på min kind. Min mund var åben med savl, der sammen med hulkene undslap fra et sted dybt nede. 

”Frederikke? ” lød det nede fra stuen. Men han kom ikke op af trappen.
Jeg bed mig selv i underlæben og bedøvede hulkene i mit ærme. Snøftende rejste jeg mig, stavrende ned af trappen. Jeg hev døren op, løb, stadig med uldsokker på fødderne, ud på den brobelagte sti og henover græsset for at løbe ud af indkørslen. Da jeg løb til venstre om den høje busk, sagtnede jeg med det samme farten. Laura stod ikke mere end nogle meter længere nede af fortovet og kiggede tilbage på mig. 

"Tag mig med tilbage Frederikke. Vil du ikke nok tage mig med tilbage?"

Lauras øjne glinsede af tårer og hendes ansigt var trukket helt skævt i en grimasse af gråd. 

Jeg omfavnede Laura. Hun foldede hurtigt sine arme om min bare ryg og løb sin hånd igennem mit lange, røde hår. Lauras fine gråd blev begravet i min skulder. 

"Jeg elsker dig og du vil altid være min søster. Men jeg vil aldrig tilgive dig det du har gjort. Det kan aldrig bare blive som før." 

Min stemme hang tykt i luften. Jeg kiggede lige ud i luften, imens jeg kunne mærke Laura falde ned på den grå fortovsflise stadig med armene rundt om mig. Min gråd stoppede med ét. Jeg fortrak ikke engang en muskel, men jeg kunne mærke hvordan den verden Laura krampagtigt forsøgte at holde fast i, krakelerede inde i mig.

"Hvor er det du har tænkt dig at tage hen?"

Hun kiggede bare på mig og trak på skuldrene.

"Det ved jeg ikke. Er det ikke også lige meget Frederikke?" 

Jeg nikkede langsomt uden overbevisning med blikket rettet mod gulvet. Jeg ville tale hende fra det, men der var ikke nogen gode argumenter og ikke så meget mere at sige. Så rummet forblev bare stille imens Laura samlede sin rygsæk op fra gulvet og slængede den over skulderen. 

"Jeg er ked af, at du tager afsted." Sagde jeg til Lauras ryg.

Laura stod i døren, med hånden på dørhåndtaget og kiggede mig lige i øjnene. Hun holdte blikket, som jeg gengældte, men hun vendte sig om og gik ud af døren.

Jeg kunne se hende gennem vinduerne i døren. Laura gik på stengangen ned til den hvide låge. Hun fortsatte ud af den uden at kigge sig tilbage. Jeg løftede hånden i et vink, i et farvel, som ikke var blevet sagt og som nu heller ikke blev set. 

Jeg havde lyst til at gøre det samme som Laura. Forsvinde. Men jeg ville også have hende til at være blevet her. Bare være her. Lave parisertoast og slikke chokoladen af chokoladekiksene. Gået i bad for åben dør, lagt sig våd i min seng og sat håret op i en håndklædeturban. Spist fars spaghetti med tomatsauce med en gaffel og den gamle mobil i den anden hånd. 
Det eneste jeg ikke ville have til at være her, var Lauras spørgsmål om mor, men det var dem, der rungede stærkest i mit hoved. Lauras spørgsmål om mor, der havde fået mig til at genopleve alle mine minder med mor på et splitsekund.

Der var ikke noget at gøre og der var ikke noget, der bare kunne skrue tiden tilbage. 

Jeg græd ikke. Jeg følte mig mærkeligt ligeglad. 

 

Jeg gik igennem stuen og samlede min mobil op fra bordet. Gik kontakterne igennem og fandt nummeret på far. 

"Hej far. Hun er taget afsted."

Han svarede noget i den anden ende.

"Ja ja det er fint." Svarede jeg ham.

Min hånd gled henover sofaryggen. Jeg så hvordan Laura lå slænget i sofaen med tv'et tændt. Hun tog blikket fra skærmen og kiggede op på mig med sine funklende øjne for at se hvem, der var kommet ind i stuen. Da jeg blinkede var billedet væk igen og jeg var alene i den hvide, lyse stue med min far i telefonen.

"Vi ses. Elsker også dig." 

 

Jeg tog mig selv til nakken, sukkede og kiggede rundt uden at vide hvad jeg skulle tage mig til. 

Der var ikke noget at gøre. Laura måtte afsted. Det vidste jeg godt. Men jeg manglede hende allerede.

Da jeg kiggede ud af dobbeltvinduerne så jeg Laura for mig cykle forbi på sin lilla cykel. Jeg kunne næsten høre døren åbne og gå i og forestillede mig hvordan hun hang sin armyjakke op i entréen. Jeg havde lyst til at råbe 'hej', men intet kom ud. Laura var der jo ikke for pokker. 

Jeg gik alligevel ud i gangen og stirrede på døren. Jeg følte mig forvirret. Det var jo ikke med vilje. Men jeg havde jo troet, at det ville vare længe. Måske for evigt. Også selvom Laura havde sagt noget andet. 

Jeg gik ind i køkkenet, tændte for elkedlen. Jeg havde lyst til at spørge om Laura også ville have en kop med? I stedet stirrede jeg på kanden, der lyste rødt og ventede den tid det tog for den at sige ’klik’. Min hånd rystede da jeg tog en kop fra skabet. Hurtigt gemte jeg den væk ved at støtte håndryggen til bordet, så det ikke længere var i mit synsfelt.

Jeg greb det uldne tæppe der lå sammenholdet over sofaens armlæn og slog det om skuldrene imens jeg kravlede op i sofaen. Lauras ben lå tyngende og trygt henover mig. Jeg kunne høre hvordan hun sagde jeg skulle give en tår når nu det var jordbær. Bare en enkelt fordi hun kunne jo ikke drikke en hel kop.

 Lauras ben var der ikke, så jeg foldede mine knæ op under. Mærkede den lune kop mellem mine to hænder. Jeg pustede ned så dampen vældede op og en mini orkan satte i gang nede i kruset. Hurtigt faldt den til ro igen indtil jeg igen pustede med øjnene hvilende på pejsens rolige flammer. Selvom det var efterår var der tændt op. Med to prøvende læber sugede jeg vandet op. Smagen spredte sig blødt som var det en dyne, der lagde sig ud over min tunge. Men luften var stadig iskold.

Døren gik op og jeg vidste med det samme, at det var far. Få sekunder efter stod han i dørkarmen og kiggede på mig.

”Hej.”

”Hej far.”

”Hvordan har du det?”

Jeg trak på skuldrene. Han nikkede. Han havde ikke forventet et svar eller et smil. Han hang sin trenchcoat op og stillede sig igen i dørkarmen.

”Du kan altid komme til mig hvis der er noget. Hvis du har brug for at snakke om det her med Laura. Eller om mor. ”

”Tak far. ” Kunne han ikke gå videre nu? Lave sig en kop kaffe?

”Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville lade hende komme tæt på jer igen. Efter hvad hun… Det hun gjorde… Mod dig… ” Hans ansigt var fyldt af skam og hans krop faldt sammen i det stive jakkesæt.

Jeg følte mig ør i hovedet. Jeg ville gerne i seng.

”Jeg føler mig lidt svimmel. Jeg tror jeg… ” Mere sagde jeg ikke, men pegede op ovenpå. Han nikkede forstående med rynket pande og tog sin jakke af imens han løsnede sit slips. Så stod han igen sammensunket, ubevægelig i dørkarmen og lavede folder i skjorten.

”Det var altså ikke din skyld far. ” Jeg lagde en hånd på hans blå skjortearm. Jeg mente hvert et ord og håbede han troede dem.

 

 Jeg gik langsomt, slæbende op af den stejle, snoede trappe. Min hånd strøg op af gelændret. Lyden af mine fødder med uldsokker blandede sig med lyden af Lauras bare tæer, som plejede at trippe henover flisegulvet i badeværelset til træplankerne på gangen. Da jeg rundede hjørnet efter det sidste trin var Laura væk fra gangen og nået ind på sit værelse. Gangen var helt tom, som havde der aldrig været nogen. 

Jeg gik forbi min egen dør til mit værelse og gik ind på Lauras. Men det skulle jeg ikke have gjort. Jeg gispede efter vejret støttende til dørhåndtaget. Lauras værelse mindede mig om det hele. Men alligevel vendte jeg mig om igen og gik ind i værelset. Endnu engang var det bare et tomt hus med møbler jeg kiggede på. Jeg kunne mærke en enkelt dråbe, hidsig vand glide ned af min kind, men ignorerede den.

Jeg skubbede den blomstrede dyne, der lå på sengen, til side og lagde mig ned på siden i den bløde seng. Træværket gav sig lidt. Den planke man sprang op i sengen fra knirkede. Jeg snusede dybt ind og hele min næse blev fyldt op med den søde citronduft, der altid omgav Laura. Duften tog minderne om Laura med ind og plantede sig i mit hoved. 
Lauras bløde hånd på min kind, et sløvt 'godmorgen' og et omsorgsfuldt 'godnat', en latter, der varmt fylder rummet og så en blanding af citron og tequila.
Jeg farede op af sengen. Inden jeg nåede at se mere end det par kvindehænder, jeg og far udmærket kender, rundt om Laura, var billedet blinket ud af mit sind.
Endnu engang gispede jeg efter vejret, men det ville ikke stoppe. Hulk løb op igennem min krop og brød højlydt gennem min mund da jeg grædende faldt sammen på det øverste trappetrin. Jeg lænede mig op af gelænderet. Begge mine hænder holdte så solidt fast i tremmerne, at mine knoer blev hvide. Tårer dryppede fra mine øjne og lige ned på gulvet, der blev mørkere ved hver dråbe, der ramte egetræet. Snotten løb ud og blandede sig med saltvandet på min kind. Min mund var åben med savl, der sammen med hulkene undslap fra et sted dybt nede. 

”Frederikke? ” lød det nede fra stuen. Men han kom ikke op af trappen.
Jeg bed mig selv i underlæben og bedøvede hulkene i mit ærme. Snøftende rejste jeg mig, stavrende ned af trappen. Jeg hev døren op, løb, stadig med uldsokker på fødderne, ud på den brobelagte sti og henover græsset for at løbe ud af indkørslen. Da jeg løb til venstre om den høje busk, sagtnede jeg med det samme farten. Laura stod ikke mere end nogle meter længere nede af fortovet og kiggede tilbage på mig. 

"Tag mig med tilbage Frederikke. Vil du ikke nok tage mig med tilbage?"

Lauras øjne glinsede af tårer og hendes ansigt var trukket helt skævt i en grimasse af gråd. 

Jeg omfavnede Laura. Hun foldede hurtigt sine arme om min bare ryg og løb sin hånd igennem mit lange, røde hår. Lauras fine gråd blev begravet i min skulder. 

"Jeg elsker dig og du vil altid være min søster. Men jeg vil aldrig tilgive dig det du har gjort. Det kan aldrig bare blive som før." 

Min stemme hang tykt i luften. Jeg kiggede lige ud i luften, imens jeg kunne mærke Laura falde ned på den grå fortovsflise stadig med armene rundt om mig. Min gråd stoppede med ét. Jeg fortrak ikke engang en muskel, men jeg kunne mærke hvordan den verden Laura krampagtigt forsøgte at holde fast i, krakelerede inde i mig.

"Hvor er det du har tænkt dig at tage hen?"

Hun kiggede bare på mig og trak på skuldrene.

"Det ved jeg ikke. Er det ikke også lige meget Frederikke?" 

Jeg nikkede langsomt uden overbevisning med blikket rettet mod gulvet. Jeg ville tale hende fra det, men der var ikke nogen gode argumenter og ikke så meget mere at sige. Så rummet forblev bare stille imens Laura samlede sin rygsæk op fra gulvet og slængede den over skulderen. 

"Jeg er ked af, at du tager afsted." Sagde jeg til Lauras ryg.

Laura stod i døren, med hånden på dørhåndtaget og kiggede mig lige i øjnene. Hun holdte blikket, som jeg gengældte, men hun vendte sig om og gik ud af døren.

Jeg kunne se hende gennem vinduerne i døren. Laura gik på stengangen ned til den hvide låge. Hun fortsatte ud af den uden at kigge sig tilbage. Jeg løftede hånden i et vink, i et farvel, som ikke var blevet sagt og som nu heller ikke blev set. 

Jeg havde lyst til at gøre det samme som Laura. Forsvinde. Men jeg ville også have hende til at være blevet her. Bare være her. Lave parisertoast og slikke chokoladen af chokoladekiksene. Gået i bad for åben dør, lagt sig våd i min seng og sat håret op i en håndklædeturban. Spist fars spaghetti med tomatsauce med en gaffel og den gamle mobil i den anden hånd. 
Det eneste jeg ikke ville have til at være her, var Lauras spørgsmål om mor, men det var dem, der rungede stærkest i mit hoved. Lauras spørgsmål om mor, der havde fået mig til at genopleve alle mine minder med mor på et splitsekund.

Der var ikke noget at gøre og der var ikke noget, der bare kunne skrue tiden tilbage. 

Jeg græd ikke. Jeg følte mig mærkeligt ligeglad. 

 

Jeg gik igennem stuen og samlede min mobil op fra bordet. Gik kontakterne igennem og fandt nummeret på far. 

"Hej far. Hun er taget afsted."

Han svarede noget i den anden ende.

"Ja ja det er fint." Svarede jeg ham.

Min hånd gled henover sofaryggen. Jeg så hvordan Laura lå slænget i sofaen med tv'et tændt. Hun tog blikket fra skærmen og kiggede op på mig med sine funklende øjne for at se hvem, der var kommet ind i stuen. Da jeg blinkede var billedet væk igen og jeg var alene i den hvide, lyse stue med min far i telefonen.

"Vi ses. Elsker også dig." 

 

Jeg tog mig selv til nakken, sukkede og kiggede rundt uden at vide hvad jeg skulle tage mig til. 

Der var ikke noget at gøre. Laura måtte afsted. Det vidste jeg godt. Men jeg manglede hende allerede.

Da jeg kiggede ud af dobbeltvinduerne så jeg Laura for mig cykle forbi på sin lilla cykel. Jeg kunne næsten høre døren åbne og gå i og forestillede mig hvordan hun hang sin armyjakke op i entréen. Jeg havde lyst til at råbe 'hej', men intet kom ud. Laura var der jo ikke for pokker. 

Jeg gik alligevel ud i gangen og stirrede på døren. Jeg følte mig forvirret. Det var jo ikke med vilje. Men jeg havde jo troet, at det ville vare længe. Måske for evigt. Også selvom Laura havde sagt noget andet. 

Jeg gik ind i køkkenet, tændte for elkedlen. Jeg havde lyst til at spørge om Laura også ville have en kop med? I stedet stirrede jeg på kanden, der lyste rødt og ventede den tid det tog for den at sige ’klik’. Min hånd rystede da jeg tog en kop fra skabet. Hurtigt gemte jeg den væk ved at støtte håndryggen til bordet, så det ikke længere var i mit synsfelt.

Jeg greb det uldne tæppe der lå sammenholdet over sofaens armlæn og slog det om skuldrene imens jeg kravlede op i sofaen. Lauras ben lå tyngende og trygt henover mig. Jeg kunne høre hvordan hun sagde jeg skulle give en tår når nu det var jordbær. Bare en enkelt fordi hun kunne jo ikke drikke en hel kop.

 Lauras ben var der ikke, så jeg foldede mine knæ op under. Mærkede den lune kop mellem mine to hænder. Jeg pustede ned så dampen vældede op og en mini orkan satte i gang nede i kruset. Hurtigt faldt den til ro igen indtil jeg igen pustede med øjnene hvilende på pejsens rolige flammer. Selvom det var efterår var der tændt op. Med to prøvende læber sugede jeg vandet op. Smagen spredte sig blødt som var det en dyne, der lagde sig ud over min tunge. Men luften var stadig iskold.

Døren gik op og jeg vidste med det samme, at det var far. Få sekunder efter stod han i dørkarmen og kiggede på mig.

”Hej.”

”Hej far.”

”Hvordan har du det?”

Jeg trak på skuldrene. Han nikkede. Han havde ikke forventet et svar eller et smil. Han hang sin trenchcoat op og stillede sig igen i dørkarmen.

”Du kan altid komme til mig hvis der er noget. Hvis du har brug for at snakke om det her med Laura. Eller om mor. ”

”Tak far. ” Kunne han ikke gå videre nu? Lave sig en kop kaffe?

”Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville lade hende komme tæt på jer igen. Efter hvad hun… Det hun gjorde… Mod dig… ” Hans ansigt var fyldt af skam og hans krop faldt sammen i det stive jakkesæt.

Jeg følte mig ør i hovedet. Jeg ville gerne i seng.

”Jeg føler mig lidt svimmel. Jeg tror jeg… ” Mere sagde jeg ikke, men pegede op ovenpå. Han nikkede forstående med rynket pande og tog sin jakke af imens han løsnede sit slips. Så stod han igen sammensunket, ubevægelig i dørkarmen og lavede folder i skjorten.

”Det var altså ikke din skyld far. ” Jeg lagde en hånd på hans blå skjortearm. Jeg mente hvert et ord og håbede han troede dem.

 

 Jeg gik langsomt, slæbende op af den stejle, snoede trappe. Min hånd strøg op af gelændret. Lyden af mine fødder med uldsokker blandede sig med lyden af Lauras bare tæer, som plejede at trippe henover flisegulvet i badeværelset til træplankerne på gangen. Da jeg rundede hjørnet efter det sidste trin var Laura væk fra gangen og nået ind på sit værelse. Gangen var helt tom, som havde der aldrig været nogen. 

Jeg gik forbi min egen dør til mit værelse og gik ind på Lauras. Men det skulle jeg ikke have gjort. Jeg gispede efter vejret støttende til dørhåndtaget. Lauras værelse mindede mig om det hele. Men alligevel vendte jeg mig om igen og gik ind i værelset. Endnu engang var det bare et tomt hus med møbler jeg kiggede på. Jeg kunne mærke en enkelt dråbe, hidsig vand glide ned af min kind, men ignorerede den.

Jeg skubbede den blomstrede dyne, der lå på sengen, til side og lagde mig ned på siden i den bløde seng. Træværket gav sig lidt. Den planke man sprang op i sengen fra knirkede. Jeg snusede dybt ind og hele min næse blev fyldt op med den søde citronduft, der altid omgav Laura. Duften tog minderne om Laura med ind og plantede sig i mit hoved. 
Lauras bløde hånd på min kind, et sløvt 'godmorgen' og et omsorgsfuldt 'godnat', en latter, der varmt fylder rummet og så en blanding af citron og tequila.
Jeg farede op af sengen. Inden jeg nåede at se mere end det par kvindehænder, jeg og far udmærket kender, rundt om Laura, var billedet blinket ud af mit sind.
Endnu engang gispede jeg efter vejret, men det ville ikke stoppe. Hulk løb op igennem min krop og brød højlydt gennem min mund da jeg grædende faldt sammen på det øverste trappetrin. Jeg lænede mig op af gelænderet. Begge mine hænder holdte så solidt fast i tremmerne, at mine knoer blev hvide. Tårer dryppede fra mine øjne og lige ned på gulvet, der blev mørkere ved hver dråbe, der ramte egetræet. Snotten løb ud og blandede sig med saltvandet på min kind. Min mund var åben med savl, der sammen med hulkene undslap fra et sted dybt nede. 

”Frederikke? ” lød det nede fra stuen. Men han kom ikke op af trappen.
Jeg bed mig selv i underlæben og bedøvede hulkene i mit ærme. Snøftende rejste jeg mig, stavrende ned af trappen. Jeg hev døren op, løb, stadig med uldsokker på fødderne, ud på den brobelagte sti og henover græsset for at løbe ud af indkørslen. Da jeg løb til venstre om den høje busk, sagtnede jeg med det samme farten. Laura stod ikke mere end nogle meter længere nede af fortovet og kiggede tilbage på mig. 

"Tag mig med tilbage Frederikke. Vil du ikke nok tage mig med tilbage?"

Lauras øjne glinsede af tårer og hendes ansigt var trukket helt skævt i en grimasse af gråd. 

Jeg omfavnede Laura. Hun foldede hurtigt sine arme om min bare ryg og løb sin hånd igennem mit lange, røde hår. Lauras fine gråd blev begravet i min skulder. 

"Jeg elsker dig og du vil altid være min søster. Men jeg vil aldrig tilgive dig det du har gjort. Det kan aldrig bare blive som før." 

Min stemme hang tykt i luften. Jeg kiggede lige ud i luften, imens jeg kunne mærke Laura falde ned på den grå fortovsflise stadig med armene rundt om mig. Min gråd stoppede med ét. Jeg fortrak ikke engang en muskel, men jeg kunne mærke hvordan den verden Laura krampagtigt forsøgte at holde fast i, krakelerede inde i mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...