Forbidden dreams

Kan det lade sig gøre at forelsker sig i en mand man ikke har mødt? Men det gør hun, hun forelsker sig i hans bog og forestillingen om ham. Men hvad sker der når hun endeligt møder ham, den mand hun har drømt om så længe, læst han bog, hans intense, erotiske, sexede og forførende bog. Forbidden Dreams er titlen på den bog Anastasia skal læse korrektur på. Hun arbejder på et stort forlag i New York, og det er er hendes første store opgave, hun har fået den tid hun har arbejdet på forlaget, men er den for stor? Hun har ikke mødt forfatteren til bogen, men hun har hørt om ham… Nick Bateman.

15Likes
24Kommentarer
2588Visninger
AA

15. kapitel 12.

   Hvordan skulle vi komme ud her fra uden at bliver opdaget af ham? Han var sikkert lige i hælene på os, jeg var sikker. Elevatoren kørte uforanderligt ned af. Den viste ikke at vi havde en psykopat efter os. Jeg var bange, nej skrækslagen! Hanna så over på mig, jeg kunne tydeligt panikken i hendes øjnene. "Når elevatoren stopper løber vi hen til bilen, okay?", spurgte hun og så alvorligt på mig. " Jeg låser bilen op lige inden vi når hen til den." 

   Luften inde i elevatoren var tyk af panik og utryghed. Vi kunne bare håbe på at vi nåede hen til bilen i tide til at slippe væk, for lige nu var vi fanget. 

   Vi var tæt på parkeringskælderen nu, to sekunder så kunne vi løbe hen til bilen og køre væk. Vi stod begge henne ved døren, klar til at løbe hen til bilen. Jeg kunne høre mit blod dunke i mine ører. Hanne tog min hånd og tog en dyb indånding, hun nikkede til mig. som at hun var klar, men det var jeg ikke. Mit hjerte harmede, jeg var begyndte at tvivle på at jeg overhovedet kunne flytte min fødder, men det skulle jeg, jeg havde ikke noget valg.

   Jeg holdte vejret ad elevatordøren stille og roligt gled op, alt for stille. Alt gik som i slowmotion. Det hele var så uvirkeligt. Det kunne ikke passe, det her var ikke rigtigt. "Anastasia løb!", råbte Hanna, imens hun løb. Jeg stod stille. Han var her! Han kom løbende hen mod mig, hans ansigt var umuligt at læse, på grund af hans lille overlegene smil. 

   Endeligt slap mine fødder gulvet, jeg sprang ud, hen mod bilen. Hvorfor var den så langt væk? Min lunger brændte for at få luft, men jeg kunne ikke få det hurtigt nok ned til at tilfredsstille mit behov for luft. Jeg svingede ind mellem bilerne, for at ryste ham af, men det hjalp ikke, han kom tætter på, hurtigt. "Løb!", råbte hun igen. Den eneste lyd jeg opfangede var lyden af skridt der kom nærmer, og hans tunge åndedræt tæt på mig.

   Jeg runde hjørnet på en bil, kun ti meter hen til bilen, jeg kunne nå det. Hanna sad allerede i bilen. Jeg var der næsten, jeg rakte ud efter dørhåntaget, da jeg min fødder forsvandt under mig. Nej, nej, nej. Jeg hørte hans hæse grin, da han stod over mig. "Troede du, at du kunne gemme dig forevigt?", grinte han overleget med et flabet smil op læberne. "Hvad vil du?", råbte jeg af ham, og vrede mig under ham. Hans smil blev kun stører, og så om han var glad for mit svar. "Det skal du nok får at se, smukke." svarede han. 

   Justin, han hed Justin.

 

I må meget meget undskyde for det korte kapitel, men jeg håber I kan lide den indtil videre.

- The Ugly Duckling. <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...