Pathetic Little Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jan. 2015
  • Opdateret: 18 jan. 2015
  • Status: Igang
Jeg vil ligge kapitler ud med nogle af mine lorte epidsoder fra mit liv... Læs det første kapitel og se om du er interesseret i at læse noget mere?... Jeg skriver ikke mit liv ned for at for opmærksomhed eller medlidenhed. Jeg skriver det blot, for selv at kunne få et overblik af mit liv.

1Likes
0Kommentarer
232Visninger
AA

2. Min far...

Dengang jeg var lille, havde jeg altid et stort smil på læben...fordi jeg var nemlig en rigtig glad pige dengang. Gid det stadig var sådan...

 

...Da jeg var omkring 7-9 år begyndte det at gå ned ad bakke

... Hveranden weekend skulle jeg hjem til den dovne, rodede, rygebombe også kaldet, min far...

Hvis i vidste hvor mange forskellige steder jeg har boet med ham, først Brian/Maja/Mathilde og så en der hedder Rocky, så igen Brian/Maja/Mathilde, og til sidst boede vi vidst for os selv oppe i en lejlighed.. Det er et billede af stuen, hvor min far også sov om natten. Jeg havde mit eget værelse inde ved siden af. Når solen skinnede voldsomt stærkt satte vi håndklæder for vinduerne, fordi vi havde ikke nogle gardiner. Når vi ikke var ude og besøge Brian/Maja/Mathilde så var vi der hjemme og så fodbold i tv'et eller også sad min far og spillede på computeren imens jeg var inde på mit værelse og legede. Somme tider ringede jeg til min mor og tiggede hende om at hente mig, og det gjorde hun også for det meste. Jeg har også flere gange prøvet, hvor min mor og (dengang) min bonus far blev nød til at slæbe mig med ud i bilen.


(Stuen)

 

 

Vi skrev til noget som hedder Statsforvaltningen og startede en sag med min far... 

Jeg var presset forvirret og helt vild ensom på det tidspunkt.

Da vi var halvvejs igennem retssagen, fik min far lov til at få politiet til at hente mig hjem til ham pga. at min mor ikke ville udlevere mig, da jeg skreg og græd. Denne ene gang tog jeg mod til mig selv og valgte at ringe til ham. Han tog telefonen. Jeg sad og græd og græd og bad ham om at stoppe for min skyld... men han svarede bare "Jamen skat, det er min eneste mulighed..", yeah right!! Han er den type der bare ikke synes at børn skal have deres vilje på nogen måde, men det her har altså ikke noget at gøre med ens vilje far!...det her har noget at gøre med at jeg var ulykkelig... Han troede også at det var min mor der havde fået proppet ind i hovedet på mig at jeg ikke burde se ham... Kæft hvor var han blind! Det var mig. Kun mig. I den tid hvor han kunne tilkalde politiet, var jeg taget over til min storebror som er langt væk fra hvor vi dengang boede. Da jeg var kommet hjem kunne jeg se at politiet osv. havde gået rundt om min mors hus for at se om der var nogle hjemme, for jeg kan nemlig huske at det var vinter, og de havde lavet fodspor i sneen. 

Retssagen fortsatte i 2 år... Jeg kan tydeligt huske at min mor lige pludselig kom ind i mit klasseværelse og hviskede mig i øret "Vi har vundet sagen", og jeg begyndte at danse og råbe "Vi har vundet! Vi har vundet!" ...Mine venner blev helt vildt forskrækket og det samme gjorde vores lære. De kom alle hen og spurgte hvad jeg havde vundet "Har du vundet i lotto eller sådan noget??" :))

 

Jeg følte mig SÅ svigtet... lige fra det øjeblik med politiet har jeg ikke kunne tilgive ham..og jeg håber ALDRIG jeg ser ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...