Complicated Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2015
  • Opdateret: 28 jan. 2015
  • Status: Igang
"Livet går op, og livet går ned. Livet blæser os ud af kurs. Livet snyder os, men livet er altid fair, selvom det ikke altid er forståeligt, eller slet ikke forståeligt. Det er, hvad jeg har lært af mit blot 19 årige liv. Jeg forsøger at leve med de mange ting, som livet udsætter mig for, men det er aldrig så nemt, som det lyder." Dette er starten på den 19 årige Violets dagbog, som Harry finder ude foran sin dør en ganske almindelig eftermiddag. Violet var en pige, som han havde kendt siden han var omkring 17 år. En pige som han var faldet komplet for år tilbage, men måtte lade hende gå. Det viser sig, at Violets dagbog ikke blot er en form for hævn fordi, at han knuste hendes hjerte, men en direkte beskrivelse af, hvilket helvede han puttede hende i, da han lagde hende på is. Vil Harry og Violet nogensinde mødes igen, og hvordan vil hendes liv se ud? *Drengene er ikke berømte*

10Likes
11Kommentarer
462Visninger
AA

2. Prolog

Han sad solidt placeret inde i sin stue en stille søndag eftermiddag. Det havde regnet det meste af dagen, så han havde ikke haft lyst til at begive sig uden for sin lejlighed. Normalt ville han tage ud og løbe en tur, når han endelig havde fri til det. Han arbejdede til daglig hos den lokale herretøjsforretningen i den lille by Congleton. Han havde boet i nabobyen, Holmes Chapel hele sit liv, men var flyttet hjemmefra, da han fandt ud af, at livet med tekstiler og mode var hans vej i livet. Skønt han kun var 22 år, så var han ganske tilfreds med sin tilstedeværelse. Han tjente nok til at leve et liv for sig selv, og han havde et lille overskud til at gå i byen for.

Han havde sat South Park i DVD-afspilleren, og lænede sig tungt tilbage i sin lille sofa. Han havde ikke noget problem med, at hans sofa var lille, han havde ikke brug for en større sofa, når det kun var ham, som boede i lejligheden. Han havde ikke haft en kæreste i godt stykke tid, og han følte heller ikke, at han havde brug for nogen i den nærmeste fremtid. Han var godt tilfredsstillet med de få one night stands, som han havde haft i løbet af de sidste to-tre år. Han levede i nuet, fortiden var fortid, og han dvælede ikke ved den.

Han var en velskabt ung mand, som aldrig havde haft problemer i sin opvækst. Han var aldrig blevet mobbet, og han havde aldrig følt, at han havde manglet noget hverken på familiefronten eller vennefronten. Han havde haft det som blommen i et æg. Han var høj, højere end de fleste. Med sine 188 cm og sine brede skuldre var han en fryd for øjet. Hans smil var uimodståeligt, det var fyldt med charme, som havde en tendens til at få folk til at føle sig rolige omkring ham. Hans blågrønne øjne satte prikken over i’et for hans charme. De var intense, men stadig fyldt med varme. Enhver pige, som så ind i hans øjne, ville føle et stik i hjertet. Hans mørke næsten sorte hår var fyldt med store elegante krøller, som fremhævede hans skarpe ansigtstræk. Han var en smuk ung mand, og han lød som den ultimative hjerteknuser, men sandheden var, at han kun havde knust én piges hjerte.

Han tænkte sjældent på hende, for fortiden var fortid, og han dvælede ikke ved den. Han kunne ikke gøre noget ved sine tidligere fejl. For ham var der kun én vej, og det var frem.

Han havde glemt, hvor mange episoder han havde siddet og set, da der lød et bank på hans dør. Han drejede sig i sofaen, og undrede sig over, hvem der bankede på hans dør sådan en regnfuld dag. Modvilligt rejste han sig fra sin sofa, kun iført en gammel slidt t-shirt og et par mørke træningsshorts bevægede han sig ud fra sin lille stue og ud i den mørke entre. Han åbnede døren, og regnen ramte hans hud med en sidevind. Der var ingen.
”Hallo?” Kaldte han en smule forvirret, da han ingen kunne se, da han åbnede døren. Der var helt stille, det eneste som han kunne høre, var vindens susen i træerne. Han skulle til at lukke døren i igen, da hans blik skimtede noget på måtten foran hans hoveddør.

Det var en skotøjsæske med et rødt bånd omkring. Tøvende løftede han den op, før han tog den under armen, og lukkede døren i efter sig igen. Henover den hvide overflade stod der skrevet: Til Harry E. Styles

Han så på æsken med undersøgende øjne, før han rystede den let. Lyden af noget hårdt lød fra æsken, og han satte den ned på sit rodede stuebord. Han mindede ikke at have bestilt noget hjem fra internettet, eller ventede på at modtage en pakke. Situationen forekom meget mystisk for ham. Han satte sig ned i sofaen igen, og løsnede forsigtigt det røde silkebånd, som holdt låget på sin plads for at beskytte æskens indhold.

I æsken var der diverse krøllede avispapir, men neden under dem fandt han en bog. Den var ikke besynderlig stor, og heller ikke specielt slidt. Dens omslag var betrukket med sort læder, og dens sider var af en betonet gul farver. Han tog den op i sine hænder med sådan en forsigtighed, som om at han var bange for, at den ville gå i stykker, hvis han rørte ved den. Han kiggede på den med forundrede øjne et øjeblik, før han tøvende åbnede bogen op, og hans blik opdagede en elegant skridt henover de mange sider. Det var en dagbog.
Hvem havde dog afleveret en dagbog uden for hans lejlighed, tænkte han ved sig selv. Burde han læse den? Det ville være krænkende at læse en anden persons dagbog, men han tænkte, at der var en grund til, at den var blevet leveret til hans dør.

Han lukkede dagbogen i igen, lagde den på bordet foran sig, da han måtte tænke situationen igennem. Han ville ikke gøre noget dumt. Han havde altid haft meget respekt for folks privatliv, og han blandede sig sjældent i sager, som ikke vedkom ham. Harry legede med tanken frem og tilbage, skulle han læse den? Bare det første indlæg? Det gjorde han. Hurtigt samlede han den op i sine hænder, og med en blid bevægelse åbnede bogens forside, for at lade sine øjne glide henover den første side.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...