Complicated Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2015
  • Opdateret: 28 jan. 2015
  • Status: Igang
"Livet går op, og livet går ned. Livet blæser os ud af kurs. Livet snyder os, men livet er altid fair, selvom det ikke altid er forståeligt, eller slet ikke forståeligt. Det er, hvad jeg har lært af mit blot 19 årige liv. Jeg forsøger at leve med de mange ting, som livet udsætter mig for, men det er aldrig så nemt, som det lyder." Dette er starten på den 19 årige Violets dagbog, som Harry finder ude foran sin dør en ganske almindelig eftermiddag. Violet var en pige, som han havde kendt siden han var omkring 17 år. En pige som han var faldet komplet for år tilbage, men måtte lade hende gå. Det viser sig, at Violets dagbog ikke blot er en form for hævn fordi, at han knuste hendes hjerte, men en direkte beskrivelse af, hvilket helvede han puttede hende i, da han lagde hende på is. Vil Harry og Violet nogensinde mødes igen, og hvordan vil hendes liv se ud? *Drengene er ikke berømte*

10Likes
11Kommentarer
466Visninger
AA

5. Kapitel 3

4. maj 2012

 

Det mørke som jeg længe har følt, som har omgivet mine verden, det føles lidt som om, at det langsomt begynder at forsvinde. Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg  ved. Det er bare noget, som jeg kan mærke. Den lørdag aften hvor jeg traf Harry, det har jeg gjort noget ved mig. Jeg kan ikke slå hele hændelsen ud af mit hoved, jeg kan ikke slå ham ud af mit hoved. Det var nok noget af det mærkeligste, som jeg nogensinde har oplevet, men på den anden side også noget af det hyggeligste. Selvom det i starten var en ubehagelig og skræmmende hændelse at være sekunder fra at blive kørt ned af ham, så endte det hele meget godt.
Jeg fortalte aldrig mine forældre om hændelsen nede ved supermarkedet, jeg fortalte dem ikke, at jeg havde mødt Harry. Jeg lod som ingenting, som om intet var sket, men jeg indeni er jeg fyldt med blandede følelser, som stadig prøvede at opfatte, hvad jeg lige havde oplevet.

Jeg fortalte mine veninder, Cathrine og Ruby, det i dag. At jeg havde mødt en fyr, og at han havde inviteret mig ud at spise. Det var noget, som aldrig var sket for mig før, måske var det derfor, at det føltes så specielt.

”Jamen hvor skal I så hen og spise?” Spurgte Ruby interessant, da vi sad, og spiste frokost i kantinen i dag. Harry havde spurgt efter min adresse den aften, så han kunne komme og hente mig på fredag.

”Det ved jeg ikke, det nævnte han ingenting om,” jeg måtte indrømme, at jeg var spændt som en fjeder, så meget glæder jeg mig til at se mig igen. Jeg har aldrig været på date på med en fyr før, og jeg må indrømme, at jeg er lidt betaget af tanken om, at han køre stilen lidt ’old fashion’, hvor han vil hente mig derhjemme. 

”Jamen hvor skal I så mødes henne?” Spurgte Cathrine med store øjne.

”Han henter mig derhjemme,” bare jeg tænkte på det, så blev jeg rød i hovedet, og da jeg nævnte det overfor Cathrine og Ruby, var det ingen undtagelse. Hvordan skulle jeg nogensinde fortælle det til mine forældre, uden de med det samme antog noget helt tredje? Sådan var forældre nok bare typisk. Det er altid noget, at mine veninder så anderledes på det. De synes, at det er noget af det sødeste, når en fyr henter pigen hjemme hos sine forældre, og tager hende med ud, og bringer hende sikkert hjem igen. Vi er piger, og vi er håbløse romantikkere, om vi vil være det eller ej.

 

Enjoy the bright times
Because winter will be there suddenly.

 

Jeg bliver nødt til at prøve at nyde de her lyse tider, for måske kommer mørket tilbage lige så hurtigt, som det forsvandt. Men jeg blev nødt til at fortælle mine forældre om Harry før eller siden, så i dag var dagen, hvor jeg gjorde. Mine forældre har altid budt fremmede velkommen i huset, men jeg tager sjældent nogen med hjem på grund af deres alkoholproblemer. Jeg vil ikke have, at folk skal se, hvordan det virkelig står til herhjemme. Men siden Harry ville stå foran vores hoveddør fredag aften kl. 17, så vil jeg gerne have, at de skal vide det, så de ikke er nær så pinlige, som hvis de slet ingenting vidste. Deres reaktion var akkurat, som jeg havde forventet.

”Er han her fra byen?” Det var det første, som min far spurgte om. Min far ikke den her ’overbeskyttende far’, som udspionerede mig, når jeg var ude med en fyr, det tror jeg hvert fald ikke, at han er. Nu har jeg jo aldrig været på date med en fyr før, men jeg mener bare, at min far aldrig har givet udtryk for at være denne type far. Min far tog alt meget cool.

”Det tror jeg, jeg er ikke helt sikker,” jeg ved ikke engang, hvor Harry kommer fra. Jeg går ud fra, at han kommer herfra byen, men jeg har aldrig mødt ham før, eller hørt om ham. Holmes Chapel er en by, hvor mange kender hinanden, men jeg undrer mig alligevel over, at jeg ikke kender ham, eller kender nogen, som gør.

”Men hvad hedder han?” Min mor var som altid nysgerrig, og hun vil hellere end gerne kende hans navn, så hun kunne sige noget sindssyg pinligt til ham. Jeg kunne lige se det ske. Men jeg fortalte hende, at hans navn er Harry. De tog det hele meget cool, men jeg frygter virkelig, at de vil være pinlige på fredag.

 

Violet M. Jenkins

 

*

 

Han huskede godt den fredag, d. 7. maj 2012, hvor han hentede hende. Det var hendes far, som åbnede døren, da han bankede på med en hvis forsigtighed. Violet var ikke den første pige, som han havde hentet før en date, men det var første gang, at han havde været så nervøs inden en date. Måske havde det været fordi, at han ikke kendte hende. Han havde aldrig tænkt særlig meget over det, men han kunne huske nervøsiteten, som han følte den dag. Han havde aldrig fortalt hende, hvor nervøs han var dengang. Aldrig.
Et smil spillede henover hans læber, da han tænkte tilbage på deres første date. Det var alle tiders date, og han huskede, hvor meget han ønskede, at den aften aldrig ville ende. Men det fortalte han hende heller aldrig.

Harry lukkede bogen sammen, da han så ud i sin lille stue. Lige pludselig følte han det hele blev så tomt. Fornemmelsen af tomhed ramte ham, men han rejste sig fra sofaen, da han begav sig ud på sit lille badeværelse. Det var efterhånden ved at være sent, og han skulle op på arbejde næste morgen. Han tændte for det kolde vand, fyldte sine hænder med koldt vand, som han vaskede sit ansigt i. Hendes ord blev ved med at flyde rundt mellem hans tanker. Den lørdag aften hvor jeg traf Harry, det har jeg gjort noget ved mig. Han rystede på hovedet, for at fortrænge det som han havde læst, og det forsvandt.

Han trak sin t-shirt over sit hoved, og i sine gamle shorts gik han med tunge skridt ind i sit lille soveværelse, hvor hans seng stod. Han stod et øjeblik, bare og så på sengen. Han huskede pludselig, hvordan hun havde lagt sammenkrøbet i hans lagner, og hendes mørke hår spredt ud over puden. Hendes øjne var lukket, og hun trak vejret tungt. Hun var så smuk, som hun lå der, og han havde taget sig i at stå og betragte hende fra døren til hans soveværelse. Han havde mærket suget i hans mave, og han havde ikke kunne holde smilet fra sine læber. Hun var så fredfyldt, som hun lå og sov i hans seng, nærmest uskyldig så hun ud.

Harry rystede på hovedet, da mindet ramte ham, og tomheden sneg sig langsomt ind på ham igen. Han ville ikke lade hendes tanker påvirke ham, derfor lukkede han dem ude, da han hurtigt lagde sig ned i sengen, lod dynen omslutte ham, og slukkede lyset ved sengen. Han havde brug for at sove oven på dagen. Han havde brug for ro, før han kunne tænke mere på dagbogen, og hvor kompliceret han lige pludselig følte, at det blev.

 

*

 

”Hvorfor har jeg på fornemmelsen af, at du vil skabe flere komplikationer i mit liv?” Han slog sine øjne op, da han brat satte sig op i sin seng, sveden drev fra hans hud, og hans hjerte havde øget sin hastighed. Han tændte lyset ved siden af sengen, og så forvirret rundt i rummet. Det var som om, at hun havde stået, og snakket direkte til ham. Ligesom hun havde gjort på deres første date. Han kunne huske, at han havde hørt hende sige den sætning før. Selvom han forsøgte at skubbe det hele fra sig, så kom det krybende tilbage til ham. Han havde drømt om hende, og han kunne ikke skubbe det fra sig igen.

Han rejste sig fra sengen, satte sine fødder på det kolde trægulv, og med søvnige skridt hentede han dagbogen inde på stuebordet. Han ville vide mere, han ville vide, hvad der foregik. Hvorfor hun var kommet tilbage til hans liv på denne måde efter flere år, hvor de ikke havde snakket sammen. Der måtte være en årsag, og den årsag måtte han kende.

 

 

8. maj 2012

 

Han hentede mig på slaget 17, som han havde sagt, at han ville. Jeg var midt i en tøjkrise, da han ringede på døren. Jeg smed, hvad jeg havde i hænderne, og beholdte den mørkeblå kjole på, som jeg havde prøvet fra en start af. Jeg havde ikke tid til at ombestemme mig. Jeg så mig hurtigt i spejlet med et skeptisk blik. Jeg følte mig ikke pæn, jeg følte mig overhovedet ikke klar til at gå på min første date. Jeg ville have, at den skulle være perfekt, men jeg følte mig ikke perfekt. Inden jeg nåede ned ad trapperne kunne jeg høre, at min far og mor stod, og snakkede med nogen ude ved hoveddøren. Jeg havde lyst til at vende om, jeg var bange for, hvad de havde sagt til ham, og hvad de syntes om ham. Mit hjerte bankede hårdt og hurtigt, og kunne mærke, hvordan min mave trak sig helt sammen, og jeg følte mig pludselig helt kold og svimmel, da jeg gik ned ad trapperne, og drejede ned rundt om hjørnet, og fik øje på ham. Der stod han, iført en mørkeblå blazer og en lys blå skjorte med et sort slips til. Det matchede hans krøllede mørke hår, som var strøget let tilbage, det var det første, som jeg lagde mærke til; hvor flot han så ud.  

”Du kan ikke lade den flotte unge mand vente, Violet,” min mor var som regel meget overbeskyttende over for gæster i huset, de skulle ikke føle sig utilpas på nogen måde, og lige i dette tilfælde var hun ikke tilfreds med, at Harry skulle vente på mig. Han så ikke ud til at have noget imod det, han smilede skævt til mig med det samme varme blik i sine øjne.

”Det er okay, vi har ikke travlt,” svarede han til min overraskelse min mor, men jeg skyndte mig alligevel at finde min jakke frem, for at komme væk fra mine forældre. Det var akavet, at han bare sagde det til min mor, men sødt at han på den måde forsvarede mig lidt. Jeg tog min jakke, og skyndte mig egentlig bare at få os ud af huset.

Det viste sig, at Harry havde besluttet, at vi skulle spise på en lille restaurant i Holmes Chapel kaldet ’The Little Bistro’. Jeg havde aldrig været derinde før, men jeg havde tænkt på at tage derind mange gange, jeg fik det bare aldrig gjort. Restauranten var en succes, maden var god, og stemningen i mellem os var god. Vi snakkede sammen akkurat som vi havde gjort i supermarkedet, men forskellen var bare, at denne gang var det meningen, at vi skulle snakke sammen. Han fortalte mig, at han var senior på den anden skole her i byen. Det forklarede, hvorfor jeg ikke kendte til ham. En ting som jeg ikke havde troet om ham, var at han spillede i et band. Han havde hvert fald rockstjerne looket, det havde jeg tænkt på. Han var forsanger i lille band, som han havde med nogle kammerater fra skolen, men de spillede kun for sjov, de ville ikke noget seriøst med det.

Jeg fortalte ham om mit simple liv. Jeg havde ikke så meget at fortælle, for jeg gjorde ikke noget sejt, som at spille i et band. Jeg havde danset i mange år, men jeg gjorde ikke noget seriøst ved min træning.

”Danser du?” Spurgte han interesseret, da han så på mig henover bordet. Vi var færdige med at spise, og han havde betalt for middagen, men vi havde bare ikke rejst op endnu. Vi var ikke færdige med at konversere.

”Det har jeg gjort siden jeg var 6 år. Men jeg underviser bare de små børn nu,” jeg havde brug for et fritidsjob, og da jeg blev tilbudt at træne de små, så tog jeg imod det. Det var nok det mest spændende, som jeg kunne fortælle om mig selv.

”Det troede jeg faktisk ikke om dig, at du var en dansemus,” lo han med et smil, før han pillede let ved sin tallerken, og hans blik begyndte at søge mod døren. Måske ville han videre, ellers så ville han hjem. Jeg fik hvert fald fornemmelsen af, at denne aften rakte mod sin ende.

Harry fulgte mig hjem, vi gik denne gang, og han lod bilen stå derhjemme, hvilket jeg havde det meget fint med. Vi gik stille og rolig side om side, snakkede frem og tilbage om vores familier, lærte hinanden langsomt at kende. Hans forældre var skilt, men han boede ved sin mor, sin papfar og søster. Et eller andet sted misundede jeg ham for, at hans familieliv fungerede, når mit ikke rigtig fungerede, men jeg nævnte det ikke. Jeg sagde generelt ikke meget om min familie, hvad var der at sige?

”Hvorfor inviterede du mig ud?” Jeg havde længe gået med den tanke, og jeg havde tænkt på den konstant, jeg turde ikke spørge ham, men jeg hørte mig selv spørge ham, netop som jeg tænkte ordene. Han stoppede op på hjørnet til et t-kryds, da han vendte sig rundt mod mig med et overrasket blik, før han lo lavt af mig.

”Er det ikke ret indlysende?” Spurgte han mig igen, som han så på mig, og hans øjne fokuserede på mine. Jeg så hurtigt væk fra ham, jeg var så flov over det, som jeg havde spurgt ham om. Hvordan kunne jeg bare lade de ord – nej tanker – slippe ud af min mund?! Jeg mærkede en berøring mod min hage, som langsomt løftede mit blik op, så mit blik mødte hans igen. Hans øjne var mere intense denne gang.

”Du er smuk, og du virker som helt din egen, det kan jeg godt lide. Og det at jeg ikke kender dig, det tiltrækker mig,” han sagde det som om, det var det mest naturlige i hele verden, og jeg troede på ham. Hvert eneste ord.

”Men hvorfor har jeg så på fornemmelsen, at du vil skabe flere komplikationer i mit liv?” I løbet af aftenen havde jeg mærket mig selv falde langsomt for ham. Jeg kunne ikke beskrive, hvad det var, som fik mig til at falde for ham. Der var bare noget over ham, noget ubeskriveligt, noget så mystisk tiltrækkende. Jeg følte, at mit liv allerede havde dets komplikationer, at det var kompliceret nok. At jeg ikke kunne finde rundt i mig selv, at tingene ikke fungerede derhjemme. Hvorfor havde jeg bare den fornemmelse af, at han ville gøre det hele mere kompliceret for mig? Jeg var ikke bange for at spørge ham, for hvis han bare ville have det sjovt, så ville jeg vide det, jeg ville ikke have falske forhåbninger. Jeg ville ikke lade mig selv falde komplet for ham, hvis det her bare var for sjov.

”Lidt komplikationer skader ingen,” svarede han mig med en dyb stemme, og jeg kunne mærke hans fingre glide langsomt op mod min kind, og han lænede sig langsomt indover mig. Det hele gik så langsomt, som om det nærmest var slowmotion. Jeg holdt vejret, og jeg kunne mærke, hvordan hele min krop blev fyldt med følelser, varme følelser og fornemmelser, da jeg mærkede hans læber mod mine. Det var ikke et grådigt kys, det var let og ømt.

Det føltes som om, at mit hjerte sad oppe i min hals, da jeg mærkede hans nærvær. Det føltes helt ubeskriveligt, og jeg længdes efter mere, da han langsomt trak sig væk fra mig, og så på mig. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Der var elektricitet i luften, jeg kunne mærke det, og jeg kunne mærke, at den kom fra ham. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende før.

Måske er jeg tidlig ude, men jeg er faldet fuldstændig komplet for ham. Det ved jeg, for jeg kan mærke det, for det kys føltes så rigtigt. Så virkeligt og ægte.

 

Violet M. Jenkins

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...