Complicated Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2015
  • Opdateret: 28 jan. 2015
  • Status: Igang
"Livet går op, og livet går ned. Livet blæser os ud af kurs. Livet snyder os, men livet er altid fair, selvom det ikke altid er forståeligt, eller slet ikke forståeligt. Det er, hvad jeg har lært af mit blot 19 årige liv. Jeg forsøger at leve med de mange ting, som livet udsætter mig for, men det er aldrig så nemt, som det lyder." Dette er starten på den 19 årige Violets dagbog, som Harry finder ude foran sin dør en ganske almindelig eftermiddag. Violet var en pige, som han havde kendt siden han var omkring 17 år. En pige som han var faldet komplet for år tilbage, men måtte lade hende gå. Det viser sig, at Violets dagbog ikke blot er en form for hævn fordi, at han knuste hendes hjerte, men en direkte beskrivelse af, hvilket helvede han puttede hende i, da han lagde hende på is. Vil Harry og Violet nogensinde mødes igen, og hvordan vil hendes liv se ud? *Drengene er ikke berømte*

10Likes
11Kommentarer
467Visninger
AA

4. Kapitel 2

 

1. maj 2012

 

Jeg har alt for længe følt mig malplaceret. Mit liv har været en lang kedelig landevej, som kun indeholdte bump på vejen. Den har været hullet, og den fortsatte ligeud, der var ingen sving at se forude. Ingen sving som ledte mig i nye og spændende retninger. Det var som om, at denne vej aldrig endte, den ændrede sig ikke, og der var heller ikke tegn på, at den ville ændre sig ude i horisonten. Da jeg måske havde opgivet alt håbet, opdagede jeg en sidevej, og uden tøven tog jeg den. Måske den ville lede mig i en ny retning, skabe en forandring i mit ensformige liv.
Jeg forsøger virkelig på at være lidt positiv, men det er så svært. Det er  så svært at blive ved med at være positiv, når verden bare hælder lort på en. Men en ny retning betyder nye muligheder, og dem må jeg prøve at se frem til. Med nye retninger mener jeg, at jeg har truffet en fyr.

Han er virkelig sød, og jeg har en god fornemmelse med hensyn til ham. Det har jeg aldrig haft med en fyr. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor underligt – men samtidig en smule magisk – da jeg mødte ham.

Mor havde sendt mig ned i det lokale supermarked for at købe nogle cigaretter til hende, samt noget til aftensmaden. Jeg havde gjort det uden protest, for jeg vidste godt, at hun ville flippe skråt, hvis jeg ikke gjorde det, og et skænderi med min mor er ikke lige just det, som jeg havde allermest brug i aften. Jeg kørte ned til den lokale købmand, parkerede min cykel ved cykelstativet nogle meter væk fra butikken, som jeg havde gjort så mange andre gange, og gik tværs henover parkeringspladsen. Jeg havde været langt væk i mine tanker, da jeg ikke bemærkede en mørkeblå stationcar svingede ind på parkeringspladsen, og satsede på at parkere med en lidt for høj fart i den markerede plads, som jeg netop bevægede mig henover. Det var først, da bilens lygter blændede mig en smule, at jeg registrerede, at bilen nær havde ramt mig, da bremsernes skrigende lyd lød. Jeg stivnede, da jeg så på bilen, som var stoppet brat op foran mig, og det var først da føreren af bilen steg ud, at jeg kom til ord.

”Undskyld, jeg havde ikke set dig,” føreren af den mørkeblå bil var en høj fyr, omtrent min alder ville jeg skyde på. Han så på mig med et bekymret blik, da han tog et skridt i min retning, men jeg tog et skridt væk. Min reaktion var forfærdelig, jeg kunne have sagt noget, som lød så meget bedre, men jeg sagde:

”Hvordan er det lige, at du kører bil?” Jeg tror, at jeg reagerede i forskrækkelse, for normalt ville jeg aldrig nogensinde havde sagt sådan noget. Jeg ville have trukket på skulderen, sagt at det var okay, og gået videre. Men han kunne havde dræbt mig i værste tilfælde, og det var nok det, som fik denne side frem i mig.

”Normalt kører jeg faktisk pænt, men jeg troede, at jeg kunne ramme denne bås perfekt,” jeg glemmer ikke, hvordan han så på mig, da han sagde det. Jeg kan huske, hvordan smilet krøb frem på mine læber, og hvordan jeg rystede på hovedet af ham. Situationen var bestemt ikke noget at smile sådan af, men hans svar og måden han sagde det på, det skæve smil som han havde om læberne, da han slukkede bilens motor, og smækkede døren til førersædet i.

”Det er svært at tro på,” svarede jeg ham, da jeg forsøgte at skjule mit smil ved at se væk fra ham, da jeg tog et tøvende skridt i retningen mod døråbningen til supermarkedet. Et eller andet sted havde jeg svært ved at ’bare at gå’. Vi havde udvekslet fire sætninger med hinanden, men han havde allerede fået mig til at smile, selvom han nær havde kørt mig ned. Hvordan kunne overhovedet lade sig gøre?

Hans svar efterfølgende var nok det, som fik mig til at smile mest. Jeg ved ikke hvorfor, jeg kan ikke forklare hvorfor. Måske var det fordi, at han var så åben, og havde en åben energi omkring sig. Selvom han nær havde ramt mig med sin bil, tog han det hele så roligt, og det smittede en smule af på mig. Jeg glemte hurtigt forskrækkelsen, da han svarede mig:

”Og hvad vil du så kalde min parkering?” Spurgte han mig, og jeg så igen på den mørkeblå bil, som holdt perfekt mellem de hvide markerede linjer på asfalten.

”Du var bare heldig,” konkluderede jeg.

 

Det endte egentlig med, at vi fulgtes ad rundt i supermarkedet. Nærmest som om at vi allerede kendte hinanden. Samtalen mellem os forekom slet ikke akavet på nogen måde, vi snakkede sammen som om, at det var det mest naturlige i hele verden. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, og det mener jeg virkelig. Jeg har altid været den generte og stille pige, men hvordan kunne jeg bare og gå og snakke med en fremmed fyr på den måde?
For fanden. Jeg kan ikke slå ham ud af mit hoved, jeg kan ikke glemme de mørke krøller, og de blågrønne øjne. Der er noget over ham, som jeg ikke kan beskrive.

 

Vi fulgtes ud fra supermarkedet sammen. Jeg kan huske, at han spurgte efter mit navn, og jeg blev så forfjamsket, og jeg måtte indrømme, at jeg for et øjeblik glemte mit eget navn.

”Violet, mit navn er Violet,” jeg måtte have været helt rød i hovedet, for mine kinder var brændende. Jeg svang en smule med min indkøbspose, da jeg så op på ham, og han så tilbage på mig med et varmt blik, som gav et sug inden i mig. Jeg får et sug i maven, bare jeg tænker på det.

”Jeg er Harry,” han præsenterede sig selv, som vi gik hen imod parkeringspladsen. Jeg kendte ikke særlig meget til ham, men jeg ville gerne vide mere. Den måde som han spurgte interesseret ind til mig, den måde han snakkede om sure ekspedienter på, og den måde som han kiggede på mig, det gav mig lyst til at vide mere om ham.

”Vil det være mærkeligt, hvis jeg spurgte dig, om du kunne have lyst til at tage ud at spise en aften?” Vi stod foran min cykel, da han kløede sig i nakken for et øjeblik, før han så på mig med et mere seriøst blik, men stadig med de samme varme øjne. Jeg var målløs, men på den gode måde. Selvfølgelig ville jeg det. Det vidste jeg med det samme.

 

 

Violet M. Jenkins

 

*

 

Han lagde langsomt bogen fra sig, mens et lille smil voksede sig frem på hans læber. Han havde aldrig glemt den dag, hvor han nær havde kørt hende ned. Han ville have været på spanden, hvis han havde gjort det, for han måtte ikke køre bil. Han havde kun været 17 år, dengang de mødte hinanden. Alligevel havde en mere rebelsk side af ham overtalt ham til at tage bilen den aften.

Han manglede ord, da han havde lagt bogen fra sig. Det var en underlig oplevelse at læse deres første møde gennem hendes øjne. Det var mange ting at lagre for ham, så mange tanker, som han slet ikke vidste, at hun havde haft allerede fra deres første møde af. At hun allerede havde følt det første sug i maven den aften. Han havde selv følt noget røre på sig inden i ham, og han havde ikke glemt den følelse han havde haft i kroppen, efter at han havde spurgt hende på date. Han kunne huske, at det var en pludselig indskydelse, at han spurgte hende, for da han indså, at hun ville tage sin cykel, og cykle hjem, så ville han måske ikke få hende at se igen. Han havde ikke lyst til, at denne episode ved supermarkedet bare skulle være en engangsforestilling. Han ville vide mere om hende, og han havde intet imod at gøre det over en middag.

Violet havde altid været noget specielt fra første øjekast. Han havde aldrig tænkt på det, som kærlighed ved første blik, men den måde som hun beskrev hele episoden på, fik ham til at indse, at det havde været kærlighed ved første blik. Det var ikke bare en kedelig kærlighedsskrøne. Det kunne ske, og det var sket for dem.

Harry huskede hendes tykke mørkebrune hår, som omfavnede hendes smalle ansigt, men på samme måde fremhævede hendes runde og rødmende kinder. Han havde altid fundet hende smuk, uanset hvordan hun så ud. Normalt havde han altid haft et turn off for lave piger, fordi han selv var en høj fyr. Men selvom Violet ikke var høj, og kun gik ham til skulderen, så han hurtigt bort fra det. Han så fejl ved hende.

Det hele var så perfekt i starten, tænkte han ved sig selv, da han gned sine hænder mod sit ansigt. At få lov til at komme ind i hendes verden lige fra første gang, at de mødte hinanden, det var urealistisk men på samme tid også spændende. På den anden side føltes det også en smule forkert, for Harry vidste ikke, om han i sidste ende havde lyst til at vide alt dette, om han ville kunne håndtere at gå så mange år tilbage, og vide hver eneste tanke, som hun havde haft. For han vidste, at denne dagbog ville fortsætte længe endnu, og han vidste, at han spillede en central rolle i hendes liv. Det vidste han nu.

 

Men han havde fra første øjeblik, da han mødte hende vidst, at hun ikke var ordinær. Langt fra. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...