Complicated Me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2015
  • Opdateret: 28 jan. 2015
  • Status: Igang
"Livet går op, og livet går ned. Livet blæser os ud af kurs. Livet snyder os, men livet er altid fair, selvom det ikke altid er forståeligt, eller slet ikke forståeligt. Det er, hvad jeg har lært af mit blot 19 årige liv. Jeg forsøger at leve med de mange ting, som livet udsætter mig for, men det er aldrig så nemt, som det lyder." Dette er starten på den 19 årige Violets dagbog, som Harry finder ude foran sin dør en ganske almindelig eftermiddag. Violet var en pige, som han havde kendt siden han var omkring 17 år. En pige som han var faldet komplet for år tilbage, men måtte lade hende gå. Det viser sig, at Violets dagbog ikke blot er en form for hævn fordi, at han knuste hendes hjerte, men en direkte beskrivelse af, hvilket helvede han puttede hende i, da han lagde hende på is. Vil Harry og Violet nogensinde mødes igen, og hvordan vil hendes liv se ud? *Drengene er ikke berømte*

10Likes
11Kommentarer
462Visninger
AA

3. Kapitel 1

18. april 2012

 

Livet går op, og livet går ned. Livet blæser os ud af kurs. Livet snyder os, men livet er altid fair, selvom det ikke altid er forståeligt, eller slet ikke forståeligt. Det er, hvad jeg har lært af mit blot 19 årige liv. Jeg forsøger at leve med de mange ting, som livet udsætter mig for, men det er aldrig så nemt, som det lyder. Mit navn er Violet, og mit liv er alt andet end let. Jeg føler, at jeg allerede har oplevet for meget, alt for meget i forhold til hvad mange andre piger på min alder oplever. Hvorfor kunne jeg ikke bare have et langt mere normalt liv, hvor drama og følelser ikke styrede mit liv, men at mit liv gik sin gang. Mit familieliv er kompliceret, og jeg føler ikke, at det nogensinde er noget, som vil ændre sig. Siden jeg var ganske lille omkring 2 år, begyndte mine forældre at få et stærkere forhold til den luksuriøse drink, bedre kendt som vin. Nu styrer den livet herhjemme. Mine forældre er cool, jeg elsker dem, men når de kommer hjem fra en lang arbejdsdag, nyder de ét glas rødvin, men ét glas bliver til flere, og de ting som går dem på, går udover mig. Jeg ved ikke, hvor mange gange min mor har truet med at smide mig ud af huset, uden nogen egentlig grund.
I starten var det svært at acceptere, hvordan mine forældre behandlede mig, men jeg er begyndt at skubbe dem væk fra mig, fra mit liv. De har ingen anelse om, hvad der foregår i mit liv lige nu. Det er skræmmende at tænke på, når jeg har været tæt med dem i mange år. Men brænder det virkelig på, så er de her for mig.

God gave me the strength to deal with all the idiots that cross my path.
Jeg har lært, at der vil desværre altid være mennesker, som man tror, at der vil gå sammen med en gennem alt. Det er bare ikke sandt. Vi mennesker er egoistiske, vi tænker kun på os selv, vi tænker kun på, hvad vi kan gøre, for at se bedst muligt ud i andres øjne. That’s the ugly truth. Men jeg tror, at mit egentlige problem er, at jeg prøver for hårdt. Jeg prøver virkelig, men det er som om, at ting aldrig helt lykkes for mig. Jeg vil så gerne være den her pige, som folk synes godt om, som de kan stole på, og jeg vil virkelig gerne hjælpe folk med at undgå problemer, så de kan være glade. Men når det kommer til stykket, så kan jeg ikke engang hjælpe mig selv, eller bruge mine egne råd. Hvorfor?

Fordi jeg ikke kan se mine egne problemer på samme måde, som jeg kan se andres. Jeg sætter så ofte andres problemer foran mine egne, og det resulterer i, at jeg står tilbage med problemer til halsen. Men hvem ikke gerne være den her perfekte pige? Hele mit liv har jeg mere eller mindre været usynlig for andre. Jeg har altid haft mine tanker på indersiden, jeg har holdt mine meninger for mig selv. Det fortryder jeg i dag. Udadtil har jeg altid været smilende, men indeni har jeg altid haft en mørk side, som jeg ikke har haft kontrol over. Mørke tanker, usikre tanker og negative tanker. Jeg føler mig som to forskellige personer. Den person som jeg er, når jeg bare er mig selv, lukket inde på mit værelse, og den person som jeg er blandt mennesker.

Jeg skriver mine tanker ned. Jeg skriver de ting ned, som går på, og jeg kan mærke, at en bølge af problemer snart vil vælte mig omkuld. Der vil ske ting, som jeg ikke kan fortælle til nogen andre, der vil være tanker, som jeg bliver nødt til at skrive ned. Men hvis du var blevet givet en bog med historien om dit liv, ville du så læse slutningen? Et eller andet sted så ville jeg læse slutningen, for hvad nu hvis, at mit liv endte lykkeligt, og mit teenageliv blot var et sort hul i mit liv? Men på den anden side, så ville jeg ikke læse den, for hvad nu hvis, at den ikke endte lykkeligt? Hvad nu hvis, at mit liv bare blev værre og værre?
Nogle gange tænker jeg for meget på det hele. Hvor ender jeg henne i verdenen, og vil jeg være alene, og vil jeg blive lykkelig? Fremtiden er så skræmmende, og jeg er heller ikke sikker på, om jeg vil prøve at forstå, hvordan min fremtid ser ud. Det er bare skræmmende, at det som jeg foretager mig nu som ung, det vil have betydning for mit fremtidige liv. På den anden side er jeg heller ikke sikker på, om jeg vil tænke på min fremtid, for min fremtid er også i morgen.

Min mor siger så ofte til mig, at der er ikke noget galt med mig, men hvorfor føler jeg så, at der er noget galt med mig? Hvorfor føler jeg mig ikke som alle andre? Jeg er ikke den her pige, som har ti veninder, jeg har ganske få. Mine bedste veninder, Cathrine og Ruby, har været her for mig siden altid. Jeg har kendt dem siden altid, og hvis jeg ikke vil have dem i mit liv for altid, så ved jeg ikke, hvor jeg vil ende henne. Men nogle gange er de ved at drive mig til vanvid. Folk omkring mig har så travlt med at vide, hvad det er, at jeg foretager mig i min fritid, efter skole og i mine weekenderne. For at være helt ærlig, så foretager jeg mig ikke ret meget, og det har jeg indtil videre haft det fint med. For mit vedkommende behøver der ikke at ske noget konstant. Jeg har ikke særlig meget at foretage mig, for mine veninder har en kæreste eller en ’kommende-kæreste’, og hvem har jeg? Ingen.

Jeg føler mig i bund og grund ensom, for jeg er ikke typen, som bliver inviteret til specielt mange fester. Nogle få om året, og jeg ender altid med at drikke mig væk i mine bekymringer og følelser, så jeg næsten glemmer, hvem jeg selv er. For omkring et år siden endte på en pub engang sammen med en pige fra klassen, Lola. Jeg kan ikke huske, hvorfor vi var gået derhen, jeg gik bare med hende, jeg har ingen anelse om hvorfor, jeg gjorde det bare. Jeg har aldrig haft en kæreste før, men den aften var en omvæltning i mit liv, et knæk på min samvittighed. På pubben mødte vi to fyre, som jeg skød til at være 21 og 24 år. Lola kendte dem, og de sad sammen med den aften. En drink blev til to, og to blev tre, og tre blev til flere. Jeg kan huske, hvordan jeg bare slap mig selv – jeg opgav nærmest mig selv, og lod mig rive mig på den følelse af, at jeg kunne klare alt i hele verdenen. Alkoholens rus i min krop fik alt til at føles muligt. Jeg burde have været taget hjem den aften. Jeg skulle have lyttet til min indre stemme, som fortalte mig, at nu havde det været nok for den aften. Men jeg ignorerede den.

Den ældste fyr lænede sig ind over mig, jeg kunne se hans ansigt komme tættere og tættere på mit, og inden jeg vidste af det, ramte hans læber mine. Jeg havde troet, at det ville føles anderledes. Jeg havde aldrig kysset en fyr før den aften, og jeg fortryder det inderligt. Han ville mere, jeg kunne mærke det, og jeg tog mine ting, og jeg løb. Jeg var skræmt ved oplevelsen, mest af alt fordi at det hele nok var blevet for meget for mig.
Endelig var der en fyr, som havde bare lidt interesse i mig, og jeg endte med at løbe grædende væk. Hvorfor gjorde jeg det? Jeg var skrækslagen, men jeg troede, at jeg havde kontrol over mig selv, men det havde jeg ikke. Jeg smed muligheden for kærlighed væk, og bare tanken om den hændelse giver mig kvalme. Kvalme over mig selv.

 

 

Velkommen til mit komplicerede liv.

 

 

Violet M. Jenkins 

*

Han var målløs, og det blev han sjældent. Han var ikke typen, som blevet slået ud af den. Hun havde formået at slå ham helt, selv efter alle disse år. Han sad længe bare, og stirrede på hendes underskridt. Violet M. Jenkins. Han huskede hendes navn, hvordan kunne han nogensinde glemme det? Han var overrasket over, at hun havde afleveret en så personlig genstand hos ham. Han var klar over, at det ikke var nogen fejl, at han havde fået hendes dagbog, for han huskede ikke Violet som en person, som bare delte ud om informationer om sig selv. Hun havde altid været et meget privat menneske. Han havde efter endeløse tanker fundet frem til, at der måtte være en bestemt grund til, at hun havde tildelt ham sin dagbog, men han kendte den ikke.

Der var ikke skrevet noget i starten af bogen, ingen hilsen, ingen note, ingenting. Han havde tjekket alle avispapirerne i skoæsken for at finde ud af, om hun havde efterladt sig noget brev eller bare et spor, men ingenting fandt han. 

Harry vidste ikke, hvor han skulle gøre af alt den information, som hun serverede for ham. Han følte virkelig, at han krænkede hende på alle mulige måder, da han læste de første sider. Han følte, at han ikke skulle vide sådanne ting, alligevel var han overrasket over, hvordan Violet så sig selv. Han havde altid set hende som en smilende pige, som intet ’mørkt’ bar over sig. Den Violet som han lærte at kende år tilbage, var ikke den samme Violet, som han netop havde hørt fortælle om sig selv. Han kendte godt til hendes problemer derhjemme, men han kunne intet gøre. Et eller andet sted havde han altid haft medfølelse for hende, for hun gjorde ikke noget ved sine problemer i hjemmet, hun lod dem trække i hende. Han havde tidligere prøvet at få hende til at gribe sine problemer, men der skete aldrig noget. Måske havde hun opgivet, ligesom han havde opgivet at hjælpe hende?

Det var surrealistisk for ham at blive lukket ind i hendes verden på denne måde. Hendes egen personlige verden. Det var en side af hende, som han aldrig havde forestillet sig, at hun kunne have. Hun overraskede ham altid, når han mindst ventede det. Og hun havde formået at gøre det endnu engang. Han lagde æsken væk, men lod dagbogen blive fremme på stuebordet. Han overvejede for hvert minut, om han skulle læse videre i den, finde ud af mere om hende. En del af ham brændte for at vide mere, men en anden del af ham bad ham lade være, for det var ikke noget, som vedkom ham, nu hvor hun ikke længere var en del af hans liv, og han ikke var en del i hendes.

Han gned sine hænder mod sit ansigt, som han lod et dybt suk undslippe sine læber. Han var frustreret og vildredet. Dagen var slet ikke, som han havde forestillet sig, at den ville blive. Han havde forventet, at han skulle sidde i sin sofa, slappe af og nyde en stille og rolig dag for sig selv. Han følte en ubehagelig følelse flyde rundt i hans krop, nærmest som om at alle hans lemmer begyndte at falde i søvn, men på samme tid begyndte at krampe. Han rejste sig hurtigt op fra sofaen, besluttede sig for at lade dagbogen ligge for nu. Det kan ikke passe, tænkte han inde i sig selv. Hvorfor gav hun ham denne her fornemmelse? Hvordan var hun stadig i stand til det? 

 

 

*

 

~ Jeg håber, at I alle er kommet godt ind i det nye år (lidt sent at sige det, men jeg gør det alligevel).
Vil Harry læse videre i dagbogen, eller beslutter han sig for at aflevere Violets dagbog tilbage?
Jeg vil forsøge at få skrevet et kapitel så ofte, som jeg kan, men jeg sætter mit skolearbejde i første række, men tryk endelig 'like' og 'favorit', hvis I kunne tænke jer at følge med ~ 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...