Fallen Angel - Demons eyes

Jessica McKenzie er en 17 årige pige, hun mener selv hun er hel normal. Men en pige der kan se ting, som andre ikke kan, så er man ikke helt normal længere. og det gør det kun værre når man fester for meget og laver nogle dumme beslutninger her og der. Så åbner man lige pludselig den forkerte dør, og ender i flere problemer end man har brug for. Men hvad sker der når hun lære den her nye mystiske dreng i hendes klasse at kende? og hvad sker der når tingene ikke helt er som de ser ud til at være længere? Vil hun blive ved med at lege hans små spil? Eller vil hun overtage spillet? Den nye mystiske dreng bære på for mange hemmeligheder, men han er ikke den eneste, Jessica har også en hemmelighed, men vil hun noglesinde fortælle nogle om det der skete? eller vil hun lide samme skæbne som hendes forældre? "To himself everyone is immortal; he may know that he is going to die, but he can never know that he is dead. ~Samuel Butler" ........ (Inspireret af Hush Hush)

1Likes
0Kommentarer
205Visninger
AA

9. 9

Jeg kunne føle nogle prikke til min kind. Og Gud hvor var det irriterende. Det var ikke bare sådan et prik. Det var flere. Prik, prik og prik. Og hvem end det var, blev de ved. Jeg havde løst til at kvæle personen. Men af en eller anden grund kunne jeg ikke bevæge mig. Var jeg blevet voldtaget? Og havde min voldtægtsmand nu slapt mig hen til hans, sikkert drug dealer venner for at irritere mig og bagefter begrave mig levende, som en ofring til satan? Det kunne godt lade sig gør.

Efter nogle mange prik til min kind, holdte det op og folk begyndte at hviske og grine lidt i baggrunden. Jeg vidste jeg kunne åbne mine øjne. Tør jeg det? Nej. Ville jeg? Overhovedet ikke. Blev jeg nød til det...? Muligvis. 
En kold luft ramte min krop, jeg borede mine finger ned i jorden. Som sjovt nok var det eneste tilbage jeg kunne bevæge.

"Tror i hun er død?" Hørte jeg en person sige. 

"Er du fuldstændig hjerne død mand. Hun trækker sku da vejret din idiot." Personen havde en velkendt stemme. Jeg kunne bare ikke huske hvor jeg havde hørt den fra.

Jeg åbnede mine øjne på klem, så de ikke kunne se at jeg var vågen. Jeg kunne se en himmel og nogle skyer, sjovt nok. Jeg havde ingen anelse om hvor jeg var, jeg vidste bare at stedet lugtede af lort og jeg havde løst til at kaste op over det. Enten var jeg smidt i en skraldespand eller kloakvand. Fordi det var sådan stedet her lugtede. Eller var det dem der lugtede af skraldespand? Det var det højtsandsynligt ikke, men det kunne være.

"Pst tøs, vågn op." Han prikkede til min kind igen. "Vågn op." Jeg kunne mærke at han bukkede sig over mig. Hans ansigt over mit. "Tror i hun har brug for mund til mund." Han grinte lidt af hans egen joke.

"Helts ikke. Din ånde lugter af kloakvand og jeg er ret sikker på at hvis jeg ikke er døende, så bliver jeg det i hvert fald hvis du ikke fjerne din stinkende ånde fra mit ansigt." Sagde jeg lavt. Men ikke lavt nok til at han og alle de andre mennesker ikke også hørte det. Jeg kunne hører at hans flok grinte af min bemærkning. Kloak ånde fyren synes åbenbart ikke at det var særlig sjovt, for han forblev tavs i noget tid. Jeg hørte nogle grine, det var ham. Han grinte lavmælt til sig selv. Du ved det der lave grin som folk de gør når de bliver stærkt fornemmet. Ja det grin. Han flyttede sig enlig og jeg kunne begynde at trække vejret igen. Jeg åbnede mine øjne lige så stille, og fulgte hans stridt. Han stod med ryggen til mig. Han havde denne too-cool-for-school stil. Læder jakke, rocker støvler, skinny jeans. Sikke en slem dreng. Han vendte sig rundt og studeret mit ansigt.

"Du tror du er så smart, gør du ikke tøs." Han kneb øjne sammen. "Du tro du er så meget bedre end alle andre, gør du ikke? Smatso"

Jeg himlede med øjne. "Du tror jeg er bedre end dig? Det er jeg. Jeg kender i det mindste til tandbørsten eksistens, har du hørt om den før? Måske skulle du prøve det... Det kaldes at børste tænder." Han nikkede langsomt. Ikke for at være enig med hvad jeg sagde, men for at, mere eller mindre at ligne denne slemme type, som han sikkert ikke var. Men uheldigvis fik jeg sagt det for hurtigt, for han placeret hurtigt hans fod i min side. Hele min krop fløj tid og jeg landede på min mave. Min mund åbnede sig i et chok og det meste af min luft forlod mine lunger. Jeg hev efter vejret. Min krop var i hvert fald ikke lammet, det vidste jeg nu. For smerten fra sparket havde bredt sig i hele min krop. Mit blod brændte. Hans spark havde gjort, at jeg vidste at jeg var i live, men lige nu ønskede jeg at det ikke var sådan.

Jeg vendte mit hoved mod ham. "Fuck dig." 
Han begyndte at gå over mod mig, mens han grinte lidt til sig selv. Jeg vidste ikke hvor jeg havde nerverne til at snakke sådan til en psykopat. I realiteten vidste jeg ikke om det overhovedet var mig selv der snakkede eller om jeg var besat af en dæmon. Måske var det at overdrive og at være dramatisk, men i denne situation var det mere eller mindre okay. Han tog fat i min trøje og rev mig op. Han knyttede hans næve i vrede. Jeg grinte, mest af ham. "Gør det." Udfordrede jeg ham. Han fik det der psykopat smil på hans ansigt og hvis det ikke var fordi jeg allerede havde oplevet værre ting, så havde jeg sikkert tisset i mine bukser.

Han svingede hans næve mod mit ansigt og en brændende følelse bredte sig i den side af mit ansigt jeg stadig kunne føle noget i. Han havde sluppet mig i det sekund hans knytnæve mødte mit ansigt. Og jeg havde vaklet bagud med det samme det skete. Jeg faldt direkte ned på min røv og fik selvfølgelig også ondt i den. Sikke en dag.

Han grinte hans psykopat grin og gik langsomt mod mig. Han ville sikkert skære halsen over på mig nu. Eller endnu værre, ånde mig i ansigtet. 

”Så det nok.” Jeg drejede mit hoved mod lyden. Min øjne blev store og min mund åbnede sig for at sige noget, men ingen lyd kom ud. Mit ansigt var lammet i den samme position i nok et minut før jeg fandt ud af hvordan jeg skulle snakke igen.

”C-Cameron?” Hvad fanden laver han her? Jeg studerede hans ansigt. Hans kæbe i en stram position. Hans næver knyttede. Alle hans muskler var spændte i form af vrede.  ”Ca-Cameron hvad laver du her? Hvor lang tid har du stået her?” Han forblev tavs, skulede og kiggede så ned i jorden. ”Cam?” Jeg skubbede mig selv op fra jorden og haltede mod ham, kiggede på ham med det øje jeg stadig kunne se noget ud af. Jeg tog fat i hans trøje. Den viste alle hans muskler frem, ”Cam, svar mig, jeg bede dig.”  Han kiggede på mig med kolde øjne. Har jeg gjort noget galt? Han så helt forstenet ud. ”Cam…?” Stilhed ”Så svar mig dog!” Jeg skubbede ham baglæns i vrede. Han tog et skridt tilbage. Jeg begyndte at få tårer i øjnene, men blinkede dem hurtigt væk. Jeg fatter intet af hvad der sker. Mine ben svækkede og jeg faldt ind mod ham. Det var umuligt for mig nu at holde tårerne tilbage. Jeg holdte fast i hans trøje ved hans graveben for ikke at vælte ned på jorden. Hvorfor græd jeg overhovedet?

Cam tog fat i min hånd og klemte den. Han førte den op til hans læbe og gav den et kys. Jeg kiggede op på hans ansigt, men han havde hans øjne fokuserede på mine sår jeg havde fået på min hånd efter faldet.  Hans læber bevægede sig på min håndflade mens han talte ”Jeg kan ikke forklarer dig det Jessica. Du må bare tro på mig.”

”Stod du her da spaden der over gennembanket mig?” Hviskede jeg og kastede mit hoved i retningen af kloak ånde fyren. Camerons kæbe spændtes, han forblev stille. Og ligeså stille begyndte det at gå op for mig at han havde været her siden begyndelsen. Og han stod der bare og så på. ”Du var her lige fra starten af. Du stod bare og kiggede på, da jeg blev banket halvt fordærvet og du gjorde ingenting!”

”Jessica.” Hviskede han. Han klemte mine hænder. Jeg skubbede ham væk og begyndte at gå i retningen af hvor skoven var. Helt ærligt ville jeg heller møde min overfaldsmand end at været her et minut mere. Cameron tog fat omkring mit håndled og trak mig ind til ham. ”Slip mig Cam!” Jeg prøvede at skubbe ham væk, men til igen nytte.

”Jessica, kom nu. Lad nu hver.” Jeg begyndte at skrige at han skulle slippe mig og før jeg vidste det havde jeg slyngede min knytnæve i hans ansigt. Han slap mig og tog sig til sin mund. Han kiggede ned på hans hånd. Han læbe var sprækkede op og blod løb lige så stille ned til hans hage. Hans ansigt viste ikke andet en chok. Og det samme gjorde mit. Det var som om det ikke var mig selv, jeg havde ingen kontrol over mig selv… jeg er ved at gå fra forstanden.

Jeg kiggede ned i jorden og efter ind i hans grønne øjne. Jeg grinte det der grin der viste alt andet end humor. ”Ved du hvad Cameron…” Han sagde ingenting. Han forblev tavs indtil jeg havde sagt hvad jeg ville. ”Rend mig.” Og med det gik hen i mod skoven. Jeg skubbede grenene væk fra alle de lorte træer der var placeret her og der. Tårerne løb ned af mine kinder og da jeg var færdig med at tude over Cam, skreg jeg. Jeg skreg mine lunger ud. På denne måde fik jeg min vrede ud. Min vrede forsvandt, men det gjorde min sorg ikke over at jeg muligvis lige havde mistet min bedste ven. Og det var min skyld. Jeg kom ud til det ødelagte hegn igen. Der var intet liv her, ligesom da jeg kom. Jeg satte mig ned ude ved vejen og begyndte at græde mine øjne ud.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...