Fallen Angel - Demons eyes

Jessica McKenzie er en 17 årige pige, hun mener selv hun er hel normal. Men en pige der kan se ting, som andre ikke kan, så er man ikke helt normal længere. og det gør det kun værre når man fester for meget og laver nogle dumme beslutninger her og der. Så åbner man lige pludselig den forkerte dør, og ender i flere problemer end man har brug for. Men hvad sker der når hun lære den her nye mystiske dreng i hendes klasse at kende? og hvad sker der når tingene ikke helt er som de ser ud til at være længere? Vil hun blive ved med at lege hans små spil? Eller vil hun overtage spillet? Den nye mystiske dreng bære på for mange hemmeligheder, men han er ikke den eneste, Jessica har også en hemmelighed, men vil hun noglesinde fortælle nogle om det der skete? eller vil hun lide samme skæbne som hendes forældre? "To himself everyone is immortal; he may know that he is going to die, but he can never know that he is dead. ~Samuel Butler" ........ (Inspireret af Hush Hush)

1Likes
0Kommentarer
207Visninger
AA

8. 8

"Er Daniel der?"

"Nej."

"Um. Er det her da ikke Daniels nummer?"

Jeg hørte stemmen grine på den anden ende af røget. "Oh jo det er det skam. Men han har desværre ikke tid."

Jeg sukkede dybt og satte fingere mod mine tindinger. "Hvor er han?" 

Han grinte tørt.

"Demons Park" Med det blev der lagt på. Jeg rynkede brynene. Demons Park? Er det ikke det der faldefærdige lort henne af ved havnen. Jeg vidste godt Daniel var skræmmende og mystisk på alle måder, men at være ved Demons park er bare for... mærkeligt.

Jeg hørte om at der var en pige der blev voldtaget og efter dræbt for omkring 10 år siden, og hvert år på præcis den samme dag, bliver der endnu en pige voldtaget og efter dræbt... eller det er i hvert fald hvad rygterne siger.

Normalt er det bare dem der goth typer og satanister der hænger ud ved Demons park for at hylde deres tro... Satan og dæmoner... Obviously. Selvom det også bare er rygter der har været i de seneste århundrede, det startede hvis med at tilbage i 1800 tallet hvor det menes at Salem var en by for hekse og trolddom. Alle der menes for at være heks eller havde tætte forhold med hekse, skulle slagtes. Så sølvfølelig flygtede alle hekse og andet. Det er i hvert fald det der fortælles. Ikke at jeg selv tror på alt det der fis alligevel. Men det betyder ikke at det sted alligevel ikke giver mig the creeps.

Jeg sukkede højtlydligt og sørgede for at selv Kina ville kunne høre det. Jeg greb i arrigskab mine nøgle og kastede mig selv mod bilen. Jo hurtigere det var overstået, det ståbedre. Jeg satte nøglerne i og drejede den om. Motoren brølede lidt og døde så hen. Jeg gjorde det samme en gang til og håbede at det var det den havde brug for. Men endnu engang døde den hen. "Forhelvede! Lorte bil." Jeg slå ned i rettet og inderligt ønskede at den magisk ville virke at det. Jeg nærmest bankede bilen i gang før den ville reagere og for sine lorte dæk og skrotbunke materialer ud på vejen at køre. Det meste af køreturen var ensom, ingen biler og hver gang jeg kom hen til et lyskryds var der rødt. Hvilket bare gjorde turen mere langtrækkende.

Jeg fik skrotbunken skubbede ind på en parkerings plads ved den lokale tankstation, hvor den brød sammen med det samme. Da jeg havde ringet til en mekaniker havde han fortalt mig at han først kunne komme i morgen. Så jeg havde ingen anden mulighed end at gå resten af vejen. Jeg tog mine nøgler og taske fra bilen og gik hen mod Demons Park. Jeg havde ingen ide om hvor langt der var tilbage, men da jeg havde gået i omkring en halvtime begyndte min vrede ligeså stille at bruse op i mig. Minutter gik og der var gået mindst en halvtime mere før jeg var henne ved Demons Park. Jeg så noget skov og noget ødelagt hegn. Jeg rynkede brynene og begyndte at blive mere og mere sur. Og efter få minutter var jeg endda også begyndt at tale med mig selv om hvor sur jeg var. "Jeg fatter ikke at jeg hoppede på den! Demons Park min røv! Indse det... Der har ikke været folk her i årevis!" Jeg begyndte at skrige og sparke til græsset.

En sort skikkelse stod henne ved det ødelagte hegn. Jeg stoppede brat i min vredesudbrød og mærkede andrelinen sparke ind. Mine hænder begyndte at svede og mine ben rystede. Og af en eller anden grund vidste jeg at denne person ikke var kommet for at give mig en rundvisning i Demons Park eller leder mig vej til Daniel. For jeg vidste præcis hvad han ville og det var ikke noget med at invitere mig til hans små te fester med bamser og dukker. Han var en ubehagelig type og det indså jeg da han begyndte at ikke gå, men løbe imod mig. Jeg stod stadig helt stille. Lammet endda. Indtil min underbevidsthed sparkede mine ben i gang og fik mig til at løbe hurtigere end jeg overhovedet vidste jeg kunne.

"Hjælp!" Jeg skreg alt luften ud af mine lunger. Jeg skreg så højt jeg kunne og håbede at bare nogle ville hører det. Og da min hals begyndte at brande, skreg jeg videre indtil jeg ikke kunne skrige mere. Jeg sparkede mig mod skoven. Min vejrtrækning var tung og mine lunger træk sig smertefuldt sammen. Jeg kunne hører ham. Det var som om han var overalt. Jeg kiggede rundt omkring, men der var intet at se. Kun mere skov. Jeg stå i præcis det samme sted og gemte mig i flere minutter. Det hele var blevet stille og det endte jeg kunne høre var mit eget hjerteslag. Jeg kiggede mig omkring og begyndte at gå ligeså stille baglæns, i håb om at finde en vej ud herfra og hen til et sted, som ikke var det her.

Jeg gik lydløst, bare nogle få strit mere. Jeg bankede ind i noget hårdt og stivnede med det samme. Frygten voksede i mig, tanker løb rundt i mit hovedet. Turde jeg at vende mig om? Og uden jeg overhovedet tænkte over det begyndte mine ben ligeså stille at bevæge sig. De ville vende sig om, men det ville jeg ikke. Jeg havde ingen kontrol over min krop længere. Men der var stadig én ting jeg havde kontrol til, og det var mine lunger. For da jeg vendte mig om så jeg den samme skikkelse som havde jagtet mig de sidste timer. Jeg skreg og skreg indtil min hals stå i flammer og verden blev plettet. Jorden begyndte at dreje rundt og panikken stå på et fælt jeg ikke engang vidste eksisterede. Jeg skreg indtil det hele sortnede for mine øjne og det sidste jeg følte var noget hårdt der blev kastet mod mig.

Han havde overfaldt mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...