Fallen Angel - Demons eyes

Jessica McKenzie er en 17 årige pige, hun mener selv hun er hel normal. Men en pige der kan se ting, som andre ikke kan, så er man ikke helt normal længere. og det gør det kun værre når man fester for meget og laver nogle dumme beslutninger her og der. Så åbner man lige pludselig den forkerte dør, og ender i flere problemer end man har brug for. Men hvad sker der når hun lære den her nye mystiske dreng i hendes klasse at kende? og hvad sker der når tingene ikke helt er som de ser ud til at være længere? Vil hun blive ved med at lege hans små spil? Eller vil hun overtage spillet? Den nye mystiske dreng bære på for mange hemmeligheder, men han er ikke den eneste, Jessica har også en hemmelighed, men vil hun noglesinde fortælle nogle om det der skete? eller vil hun lide samme skæbne som hendes forældre? "To himself everyone is immortal; he may know that he is going to die, but he can never know that he is dead. ~Samuel Butler" ........ (Inspireret af Hush Hush)

1Likes
0Kommentarer
211Visninger
AA

7. 7

At gå ind igennem hoveddøren til et tomt hus føltes nogle gange uvirkeligt, jeg tror aldrig helt at jeg vender mig til det. Lugten af mad hang stadig i luften, jeg gætter på at det er ikke særlig langt tid siden at Maria forlod huset.

Jeg gik hen til køleskabet og opdagede en seddel på køleskabs døren. "Jeg har gemt nogle rester til dig i ovnen, det er sikkert stadig lidt varmt når du kommer hjem, hvis ikke så skal den bare have 2 minutter i ovnen på 100 grader. Jeg vil først komme hjem på lørdag. Kram Kram fra mig - Maria." Jeg tog en mælkekarton ud af køleskabet og drak lige fra kartonen af.

Maria er min plejemor da børnehjemmet forbød at lade en mindre årige bo alene. Men det føltes nu ellers som om at jeg gjorde, Maria var aldrig hjemme. Hun var en ben hård forretningskvinde og advokat. Hun havde 2 forskellige jobs, og nogle gange undrede jeg mig over hvordan hun kunne klare det. Hun elskede virkelig at arbejde og dedikerede sit liv til det.

Jeg så aldrig rigtig Maria som min rigtige mor, men hun var stadigvæk det tætteste jeg kom på en familie.
Jeg kiggede ind i ovnen for at se om det var noget jeg gad at spise - hamberryg, ikke lige frem min favorit, men det gik vel an. Og desuden jeg var sulten.

I mens min mad varmede op, gik jeg rundt og gjorde lidt rent. Selvom det her huset snart ikke kunne blive mere rent... Hvad kan jeg sige, jeg gør tit rent, det er en god tidsfordriv.

Efter jeg havde spist, opdagede at jeg stadig havde Daniels nummer på indersiden af min hånd og besluttede at ringe til ham. "Jeg kan ikke tro mig selv" At jeg virkelig ville ringe til ham, selv om jeg rent faktisk havde fortalt ham at jeg ikke havde tid til at snakke med ham. Mens jeg virkelig havde ment noget i stilen af "Jeg gider rent faktisk ikke at snakke med dig fordi du skræmmer mig helt vildt, og jeg har problemer med at sove også, fordi du skal være så vildt uhyggelig. Men måske også fordi jeg hader dig helt vild og jeg synes du er den største idiot jeg nogensinde har mødt." Men jeg tror nu, at selvom jeg ikke rigtig sagde lige præcis det, så vidste han godt at det var det jeg tænkte. Det stod malet i mit ansigt og selv en halv hjerne som Hannah Montana ville kunne se det.

Måske ville det være bedst bare at ringe til ham og bare for det overstået, jag satte mine karakter ret højt. Jeg ville gerne ind på et godt college med en god uddannelse og ikke engang en dreng som Daniel skulle ødelægge det for mig. Jeg sukkede og tog min telefon frem. Jeg stirrede på den i cirka fem minutter, før jeg tog mig sammen. Heldigvis var det nummer Daniel havde skrevet på min håndflade stadig lidt synligt og jeg kunne lige præcis tyde det. Jeg tastede nummeret ind på min mobil og ventede. Den ringede men der skete ingenting, da den gik over på telefonsvarer ringede jeg igen og igen og igen. Jeg ringede for fjerde og sidste gang, efter noget tid holdt den op med at ringe, og da jeg troede den ville gå over på telefon svarer, kunne jeg høre stemmer på den anden side af røret. En ny mandlig og ru stemme kunne høres. "Hallo?" Det var ikke Daniel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...