Fallen Angel - Demons eyes

Jessica McKenzie er en 17 årige pige, hun mener selv hun er hel normal. Men en pige der kan se ting, som andre ikke kan, så er man ikke helt normal længere. og det gør det kun værre når man fester for meget og laver nogle dumme beslutninger her og der. Så åbner man lige pludselig den forkerte dør, og ender i flere problemer end man har brug for. Men hvad sker der når hun lære den her nye mystiske dreng i hendes klasse at kende? og hvad sker der når tingene ikke helt er som de ser ud til at være længere? Vil hun blive ved med at lege hans små spil? Eller vil hun overtage spillet? Den nye mystiske dreng bære på for mange hemmeligheder, men han er ikke den eneste, Jessica har også en hemmelighed, men vil hun noglesinde fortælle nogle om det der skete? eller vil hun lide samme skæbne som hendes forældre? "To himself everyone is immortal; he may know that he is going to die, but he can never know that he is dead. ~Samuel Butler" ........ (Inspireret af Hush Hush)

1Likes
0Kommentarer
211Visninger
AA

4. 4

Jeg sad som normalt  min seng og læste i nogle bøger. Jeg havde ikke så meget at lave og det var ikke lige frem fordi min mobil ringede hvert andet sekund. Jeg lagde min bog frem mig og hørte en lyd af knust glas. En smerte skød med det samme op i mine fødder. "Hvad i?" Jeg kiggede ned på mine fødder. Jeg løftede min fødder fra gulvet og så blodet flyde ud fra mine fødder og ned på gulvet.

Blodet flød ned mellem revner i gulvbredderne og det stoppede ikke før der kom en pøl af blod på gulvet. Det lød måske som jeg overdrev. Men nej, jeg stod i en pøl af mit eget blod. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke var bange. Jeg trådte ud fra blodpølen og fandt en klud. Mine fødder var i det mindste holdt op med at bløde og jeg havde fået de fleste af glasskårene ud fra mine fødder.

Jeg gik tilbage på mit værelse og knæled ved siden af pølen af blod. Jeg skulle lige til at tørrer blodet op, men det begyndte at... bevæge sig? Det strakte sig ud og hen mod min hænder. Jeg sad stivnet på gulvet... drømte jeg?  Med det samme det kom i kontakt med min fingerspids blev blodet helt sort og let? Det blev til sort røg. Og svævede rundt i lokalet. Det udvidet så til et dyr af sort røg og så et menneske. Jeg følte jeg havde set dem før.

Stemmen begyndte at snakke og skyggen udvidet sig og blev til flere. Det var som om mit værelse begyndte at snurrer rundt. Ellers så var det mig. I hvert fald stod jeg lige pludselig ude midt i en skov som jeg følte jeg havde set før. Skyggerne kom tættere på mig. "Kom pigebarn, lad os vise dig noget." Sagde skyggerne. Jeg vidste ikke hvilken og om det overhovedet var noget de sagde eller om det var noget mit hoved sagde til mig.

Jeg fulgte ufrivillig med skyggerne der forvandlede sig fra mennesker, til dyr, til engle, til døden og tilbage til mennesker igen. Det endte med at jeg stod inde i den mørke del af skoven. Ild kom op fra skovbunden. Den spredte sig ikke som ild burde. Den blev der bare. Flammende rød og gul op fra skovens bund og lugten af røg rev i næsen. "Gå pige. Gå hen og stik din hånd ind i dødens flamme." Sagde skyggerne, mens de svævede omkring mig.

Og uden jeg havde mulighed for at tænke over det begyndte mine ben at bevæge sig uden mine hjerne fulgte med.

Jeg stod pludselig foran ilden med min hånd inde i den. Det gjorde ikke ondt, det var som om jeg var skabt til at lege med ilden. Jeg træk forsigtigt hånden til mig og så ild på mine hænderne. Jeg blev bange og prøvede at ryste det væk, men det blev. Jeg tog min flammende hånd op imod mit ansigt og kiggede ind i den. Jeg bevægede flammen frem og tilbage. Og lige pludselig var det som om den gav slip. og ligesom skyggerne formede den sig selv ind til et menneske af flammer. Den trak sig sammen og pludselig stod der et menneske foran mig. Et menneske jeg kendte alt for godt. Det var....

Mig selv...

"Menneske..." Sagde hun. Hun kunne se frygten i mine øjne. "Du er bange for hvad du ikke kan kontrollere." Jeg forstod det tydelig vist ikke. For intet af det her gav mening. "Og det er?" Sagde jeg med frygt i stemmen. Flammen kiggede på mig med dødens øjne "Dig selv." Sagde hun og skubbede mig ind i flammen.

Jeg skreg og regnede med at døden ville komme. Men da jeg åbnede øjne sad jeg knæled på gulvet, præcis som før. Med en hel ren klud i hånden. Det havde bare været noget jeg havde bildt mig selv ind? Det hele var som det plejede at være, undtagen en ting.

Blodet på gulvet var væk. Jeg fik sved på panden og jeg kunne føle mine øjne stak. Jeg kiggede op fra gulvet og håbede det var noget jeg forestillede. Men jeg fortrød med det samme. For på væggen var der noget endnu mere frygteligt. Mit blod. Og i sætninger snørede det sig som kunst. 'Du er bange for det du ikke kan kontrollere' 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...