Fallen Angel - Demons eyes

Jessica McKenzie er en 17 årige pige, hun mener selv hun er hel normal. Men en pige der kan se ting, som andre ikke kan, så er man ikke helt normal længere. og det gør det kun værre når man fester for meget og laver nogle dumme beslutninger her og der. Så åbner man lige pludselig den forkerte dør, og ender i flere problemer end man har brug for. Men hvad sker der når hun lære den her nye mystiske dreng i hendes klasse at kende? og hvad sker der når tingene ikke helt er som de ser ud til at være længere? Vil hun blive ved med at lege hans små spil? Eller vil hun overtage spillet? Den nye mystiske dreng bære på for mange hemmeligheder, men han er ikke den eneste, Jessica har også en hemmelighed, men vil hun noglesinde fortælle nogle om det der skete? eller vil hun lide samme skæbne som hendes forældre? "To himself everyone is immortal; he may know that he is going to die, but he can never know that he is dead. ~Samuel Butler" ........ (Inspireret af Hush Hush)

1Likes
0Kommentarer
214Visninger
AA

2. 2

Jeg stod lænet op af døren til kemi, da Bonnie kom. Hun stod og kiggede ind i klassen, hvor hr. Lockwood lærte de andre elever at lave ild ved hjælp af kemikalier. Jeg var overrasket over at hr. Lockwood ikke var blevet fyret endnu... Inde det her skoleår er slut ville han havde brændt skolen ned. Ikke at jeg beklager mig over det. Jeg sukkede, kemi var nok det eneste fag jeg var god til, kun fordi vi havde sådan en hip lærer der lærte dig alt muligt ud over kemi...

Bonnie tog fat i mit håndled og trak mig ind, hr. Lockwood kiggede op fra den ild han havde fået antændt. "Godt i kunne komme miss. Jones og miss. Parker." Sagde han. Hans stemme var dyb. Dyb som i bundløs-brønd dyb. Meget dybere end den plejede at være. Jeg tror at hr. Lockwood har været i gang med at sluge kemikalier eller noget i den stil, siden hans stemme var så dyb at børn ville tro at han var en børnelokker eller voldtægtsmand. Hr. Lockwood var 42 og gråhåret. Han var en fyldig mand, og havde nogle ret store brune øjne og en stor næse der matchet. Han havde altid en lille fløjte til at hænge om sin hals, men det var nok fordi han også var idrætslærer, lidt af en altmulig mand. De fleste gange man gik forbi ham ude på gangen gik han i aflange idræts short og en T-shirt, og selv om han ikke skulle undervise i idræt eller gymnastik om du vil. Og så var der hans lille irriterende fløjte omkring hans fede hals. Hver gang en elev kom løbende ned ad gange, kastede han et papir efter dem og ville derfor efter råbe ”Eftersidning!”  Eller ”Brug noget af den energi i idræts timerne i stedet… vi ses til eftersidning efter skole!”

Vi gik ned til vores pladser og satte os ned, vi begyndte med det samme at hviske om festen der var blevet holdt og om hvordan Bonnie var så ked af at hun bare havde efterladt mig, men jeg sagde til hende det var okay. Jeg havde vist drukket mig selv bevidstløs eller noget. Vi blev begge afbrudt da hr. Lockwood rejste sig op og fløjtede i sin fløjte. "Okay alle sammen. Nye pladser!" Han kiggede over mod os og kunne sikkert tydeligt se vores irritable ansigtsudtryk.

"Men det er ikke fair. Skole året er snart slut, så hvorfor bytte rundt på os nu?" Jeg skulede på ham, og min vrede var klart synlige i mine øjne.

"Fordi miss. Parker, jeg har besluttede mig og det bliver bare sådan her. Alle jer der sidder til højre rykker to pladser ned ad, alle jer der sidder til venstre rykker en plads til højre. Og det må godt gå lidt hurtigt!" Han kiggede på Bonnie. "Også dig Bonnie!" Sagde han. Bonnie lavede dræberblikket der kunne få alle til at falde ned på knæ og bede om tilgivelse, men det så ikke ud til at det havde nogle virkning på hr. Lockwood.

Bonnie havde langt sort hår, smuk hud og hun havde de vildeste former. Hun gik altid med et kilo for meget makeup, men jeg beklagede mig aldrig, hun så godt ud med det på. Og nu ville du sikkert tro at hun var luderen her, slet ikke, Bonnie er vildt venlig, med mindre du kommer på hendes dårlige side. Den rigtig heks her hedder Ashley Hill. Sikke en kliché. Er det ikke sjovt som i alle bøger de bøger man læser, er der altid en Ashley, som selvfølelig også er den onde. Men tænkt engang sådan er det åbenbart også i virkeligheden. Alle skole har en ondskabsfuld, bitch’et, luder agtig Ashley. Og kan man virkelig forandre den Ashley? Overhovedet ikke. Det er umuligt at forandre skolens største bitch indtil skolens største solstråle. Og tro mig, jeg har prøvet. Hele skolen har… indtil vi alle blev klogere på en ting. En gang en ondskabsfuld møgsæk altid en ondskabsfuld møgsæk.

Og når det kom til Bonnie så… ja… Helt ærligt var jeg nogle gange misundelig på hende, hun havde selvtillid og så godt ud. Jeg havde langt lyserødt hår med fald i. Mit hår var normalt brunt, min hud var mælkehvid, jeg havde blå øjne, fyldige lyserøde læber og lange øjnevipper, den eneste fordel jeg havde, var mine lange tynde ben. Og når jeg siger tynde, mener jeg ikke model tynde. Så mener jeg, tynde som i mine lår ikke går sammen når jeg står op. Og nej, jeg siger selvfølelige ikke om alle andre at de er fede fordi deres lår går sammen. Like, det kaldes former… og former ville jeg squ gerne havde nogle af. Men nej. Gud besluttede selvfølelig at lave mig tynd som en tændstik. Ingen former. Ingen kasser og ingen røv. 

En sort skikkelse gled ned ved siden af mig, jeg kiggede op og så ham - overflytteren. Han plejede altid at sidde alene over i et hjørne, han blev normalt ikke spurgt i noget og det så han ud til at være ret tilfreds med. Han havde, en sort T-shirt på, sorte stramme jeans, fyldigt mørkt hår og ret muskuløs, hen over hans arm var der nogle tatoveringer. Nogle køre vist den gotiske goth-punk stil? Men selvfølgelig skulle jeg ikke sidde her og hakke folk ned om deres stil, altså mit hår var lyserødt, jeg har intet at skulle havde sagt. Jeg smed et smil på mit ansigt. "Hej." Sagde jeg. "Jeg hedder Jessica," Mit smil blev bredere. "Hvad hedder du?" Han løftede hans hoved og hans sorte øjne borede sig ind i mine. Han var attraktiv, meget. Gud fader bevares, han er så lækker. Lad ham ikke se at du tjekker ham ud! Oh my. Min underbevidsthed var helt oppe at savle over den her fyr jeg slet ikke kendte.

Jeg var nu overrasket over hvordan sådan en lækker fyr kunne sidde alene og være loner over i et hjørne.

Han smilede, men det var ikke et venligt og varmt smil, det var et smil der voldte problemer, det var sådan et smil hvor man havde løst til at løbe den anden vej for at føle sig sikker igen. Jeg følte mig med det samme utilpas ved mode og begyndte at få kvalme. Hans øjne blev kolde og dødbringende. "Kald mig Daniel."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...