Muse

Hvad gør man når man ved, at man er udvalgt til at gøre storslåede ting, men man mangler noget? En måde at gøre det på, kunne være at gå på jagt efter en muse.

9Likes
19Kommentarer
408Visninger

1. Muse

Jeg står foran Panduro, altså hobbybutikken. Det er der dybe folk kommer, ikke? Og køber maling eller… Perleplader, indser jeg, da en lille pige glædestrålende kommer ud med sin mor i den ene hånd og en pose perler i den anden. Jeg sukker dybt.

 Det er måske her, at jeg skal nævne, at jeg sidder på en bænk over for butikken og skriver i denne her notesbog, jeg fandt på mit værelse. Jeg fik en pludselig indskydelse i morges, ja, man kunne vel næsten kalde det en åbenbaring. Jeg fandt ud af, at jeg skulle være kunstner. Hvilken slags kunstner vidste jeg ikke, men kunstner i hvert fald. Og som enhver anden fantastisk kunstner, havde jeg brug for en muse. En, der kunne inspirere mine storslåede værker. En speciel, ekstraordinær person. Dog en anelse mindre speciel og ekstraordinær end jeg havde tænkt mig at blive.

En ældre mand går ind i butikken. Han ser venlig nok ud, men er vist lidt for gammel. Man skal jo bruge år på at lave sådan et muse venskab, tænker jeg. Han virker også snarere forvirret end dyb. Næste.

Ti minutter er nu gået, og endelig kommer der nogen. En teenagepige, lidt ældre end mig. Hendes hår er kortklippet, og hendes læber malet røde. Hendes tøj ser dyrt ud. Jeg ville aldrig turde så meget som se på hende et sekund for meget. Hun duer ikke.

Men nu drejer en anden person om hjørnet, og kommer denne vej. Hans hud er mørk og han ser ud til at være omkring min alder. Han har en cowboyjakke på og slidte jeans. Han ser lidt mærkeligt på mig, og jeg kigger ned, og indser at jeg var faldet i staver. Det viser sig dog ikke at det gør noget, da han går forbi hobbybutikken og ind i en sportsmaster. Sofistikeret.

Jeg køber en Ben&Jerry is fra en bod længere nede af gaden og sætter mig igen. Vinden roder mit hår, men jeg er efterhånden så irriteret, at jeg ikke lægger mærke til det. Det her er langt sværere end jeg troede. Enhver der går forbi, er enten for unge eller gamle, for normale, eller nogen jeg ikke engang tør tale med. Jeg skal lige til at gå, da jeg ser hende. Hun har en grøn regnfrakke på selvom solen skinner og solbriller. Den perfekte kombination af særhed og moderigtighed. Hun smiler og klapper en hund på vej herhen, hvilket beroliger mig en del. Intet menneske, der stopper op for at klappe en golden retriever, kan da være led. Hun nærmer sig butikken, og pludselig fryser jeg. Hvordan skulle jeg kunne tale med hende? Jeg har aldrig gjort det her før. Hvad hvis hun synes jeg er mærkelig, selvom hun ikke er led? Eller er den regnfrakke et eller andet fancy amerikansk mærke, jeg aldrig har hørt om, og hun er rent faktisk stenrig og har ikke brug for en kunstner? Hun nærmer sig døren, mens jeg tager en hurtig beslutning.

”Vent! Dig der! Grøn regnfrakke!” råber jeg, og løber hen imod hende. Forvirret vender hun sig, og stirrer på mig, mens hun åbenlyst forventer, at jeg fortsætter.

”Jeg… Altså, jeg er en ny kunstner ikke? Og øhm…” begynder jeg at fremstamme, da hun afbryder mig;

”Virkelig? Det lyder da spændende, hvilken slags kunstner? Du virker meget ung…”

”Æhh, ja det er så det jeg ikke har fundet ud af endnu. Og det er derfor jeg sådan set har brug for din hjælp,” jeg holder en pause, og venter på at det dæmrer for hende. Da hun stadig ser lettere forvirret ud, fortsætter jeg;

”Til at være min muse. Altså, inspiration.”

Hun kigger overrasket på mig. Hvordan kan det her være en speciel oplevelse? Er det ikke sådan at alle kunstnere får deres muse?

”Hvad har du der?” spørger hun, med et nik mod min notesbog. Jeg forklarer hende om min åbenbaring og mine observationer. Mens jeg taler, begynder hun at smile, til min store overraskelse. Da jeg er færdig, nikker hun anerkendende, og konstaterer;

” For mig at se, har du da klaret dig fint uden en muse indtil videre. Det du har i hånden, er det ikke et kunstværk?”

Så smiler hun og drejer om på hælen, og går ind i butikken.

Jeg står lidt og kigger på ordene på papiret.

Jeg går hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...