Layla, menneskebarnet.

"Du bringer os alle i fare." Uris stemme gjaldede ud over skoven, og Ara var nødt til at stå i et par minutter og tage sig sammen, før at hun svarede ham. "Hvis jeg ikke havde taget hende, kunne hun dø!" Hun trak menneskepigen ind til sig. Uri sukkede. Ara er en Waiba - et "dyr" med overnaturlige kræfter + øre & hale. Da hun finder et menneskebarn, forladt, tager hun det med til sin stamme. Hun ved ikke hvad det hedder, men hun giver det navnet Layla, der betyder "anderledes". //Jeg ville blive super glad, hvis at i ville smide en kommentar ^_^//

12Likes
7Kommentarer
858Visninger
AA

1. Prolog.

Et barns vrælen lød i skoven. Det lød ikke "normalt", men som om, at det var bange. Bange og forladt. Det lå på en lille bunke af blade og det lå så fint anrettet, at det ikke var tilfældigt. Ara sneg sig langsomt, godt inde i skyggen, hen mod menneskebarnet. Hun samlede langsomt det op. Lige i det barnet så hende, begyndte det at grine og trække i hendes pels. De mennesker ser mærkelige ud, tænkte hun. Det havde ingen pels på kroppen, men øverst var der. Dens klør var helt korte, fuldkommen ubrugelige, til at angribe og klatre med. Ara sukkede. Hvordan kunne mennesker overhoved klarer sig, når at de var så tåbelige? Pludselig lød der et knæk bag hende. Et øjeblik efter, satte Ara af og klatrede op i det højeste træ. Hun havde stadig mennesket under armen, mens at hun spurtede af sted. Imens at hun løb, så hun sig bagved. En kain! Nu løb hun endnu hurtigere. Kain var et dyr, med gode klør at flænse dyr & at klatre i træer med. Den har spidse tænder, er lynhurtig og har en hale fuld af pigge. Hun løb hurtigere og hurtigere, hvilket kainen også gjorde. Hun pressede mennesket ind til sig. Sveden begyndte af pible frem, barnet kunne vist mærke, at der var noget galt, for det begyndte at græde. Ara vidste ikke om hun trøste det, for det ville være det samme, som at trøste hende selv. Efter et stykke tid, kom hun nogle meter væk fra kainen, løb hun ned af træet, om i skjul. "Så, shhh" hviskede hun og prøvede forgæves at trøste barnet. Hun kunne høre et forpustet dyr lige foran og hun holdt sit vejr. Barnet stoppede med at vræle og stirrede på hende. Nogle få sekunder, var der helt stille. Så stille, at man kunne høre græsset vokse. Det var som om at hele tiden var gået i stå. Så vente kainen sig om og gik. Ara gav et lettet suk fra sig. Barnet så på hende, som om at det prøvede at sige hvad så nu? Det vidste hun godt. Så kravlede hun op i træet igen og så gik det ellers bare hjem til stammen. 

"hvad er det hun har med?" 

"Jeg ved det ikke, men det ligner..."

Der lød en mumlen i hele landsbyen, da Ara kom tilbage. Mennesket var faldet i søvn, så nu lå det helt stille og roligt, i hendes arme. Hun gik langsomt hen til Uri, høvdingen. Han sad på en lille dynge af blade, med Det Hellige Mærke på ryglændet, der var ud af træ. Han sukkede og så på hende. " Hvad er det du har dér?" Ara prøvede forgæves at tyde hans ansigt. "Det er et menneske." sagde hun så roligt, at hun selv blev overrasket. En bekræftende mumlen begyndte. "Var det ikke det jeg sagde?" lød det rundt omkring.  "Hvorfor tog du det med tilbage?" spurgte Uri. Hans øjne blev smalle og Ara fik det, ligesom de andre gange, som om at han kunne se lige ind i hende. Det fik hende til at presse barnet ind til sig. "Ellers ville være blevet dræbt! Der var en kain, der havde udset sig det til aftensmad og det kunne jeg ikke bære!" sagde hun med så meget kraft, at mængden begyndte at stirre på hende. Uri løftede et øjenbryn. " Vil det sige, at der var en kain der jagtede dig, men alligevel holdte du fast på mennesket?" spurgte han. Ara kunne godt forstå hans spørgsmål. Hun forstod det ikke engang det selv. Normalt ville hun bare have ignoreret det, men idag...det var ikke som andre gange. Hun havde følt sig...trukket, som af en usynlig snor. Da Ara ikke sagde noget, tog Uri det, som at hun ikke vidste hvad hun skulle svare, hvilket jo heller ikke var helt forkert. " Men du har taget det, så må du også passe det. Du kan udføre Navne-ritualet i morgen på det." Uri's svar gjorde alle overraskede. De havde været ret sikre på at han ville forvise hende og barnet, men istedet sagde han at hun skulle passe det! Ara begyndte at græde, imens at hun gik hen til hendes familiehytte. Af en eller anden grund, var hun lykkelig over, at hun ikke skulle skilles med barnet. Inden hun kom hele vejen derover, trådte hendes mor ud af hytten. "Du skal ikke vise dig her! Du bragt hele familien vanære!" råbte hun og smækkede døren, med et brag. Af en eller anden grund var hun ligeglad med det. Hun vendte sig om, og gik hen til de nye hytter. Hun tog den der var længst væk og gjorde klar til et lille hjem. Inden det lagde hun barnet ned i en lille dynge af mos. 

                                                                                                                                                   

Det var så første kapitel. Jeg vil rigtig gerne vide hvad i synes om historie, for selv synes jeg den er rigtig god. Jeg tænker også på at lave et persongalleri. Hvad synes i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...