Layla, menneskebarnet.

"Du bringer os alle i fare." Uris stemme gjaldede ud over skoven, og Ara var nødt til at stå i et par minutter og tage sig sammen, før at hun svarede ham. "Hvis jeg ikke havde taget hende, kunne hun dø!" Hun trak menneskepigen ind til sig. Uri sukkede. Ara er en Waiba - et "dyr" med overnaturlige kræfter + øre & hale. Da hun finder et menneskebarn, forladt, tager hun det med til sin stamme. Hun ved ikke hvad det hedder, men hun giver det navnet Layla, der betyder "anderledes". //Jeg ville blive super glad, hvis at i ville smide en kommentar ^_^//

12Likes
7Kommentarer
856Visninger
AA

10. Kapitel 9: Bedstemor

Layla så håbefuldt derned. Folk flyttede sig, men til Laylas store skuffelse, lignede det slet ikke, hvad hun havde forstillet sig. Det var en gammel dame, omkring de 70, og hun havde en stok, hun humpede sig frem med. Hendes hår var gråt, med hvide striber og hendes ansigt var næsten kun rynker. Hun stod lige foran Layla. Hun smilte. Layla så på hende. I lang tid stod de stille og så på hinanden. Den gamle kone, tog en hårtot væk fra Laylas ansigt. 

Layla stod helt stille og tog imod den blide berøring. Den gamle kone tørrede en tåre væk. "Bedstemor...." hviskede Layla. Så faldt hun hende om halsen. "Bedstemor!" Hun hulkede og knugede Bedstemor ind til sig. "Mit barn." Bedstemor's stemme var venlig og kærlig. Layla tørrede øjnene. "Kom, lad os gå over i min hytte." Inde i Bedstemor's hytte, var der en masse ting. Billeder, urter, kød, osv. Layla satte sig ned på en stol, og Bedstemor lavede te. Inde i hendes hoved, var der så mange spørgsmål, at hun ikke havde plads. Bedstemor satte sig på stolen overfor hende og skænkede te op. "Nå, jeg gætter på, at du har mange spørgsmål." sagde hun, som om hun havde læst Laylas tanker. "Men du må hellere starte fra en ende af." 

"Hvor er min mor og far?" røg det ud af hende. Bedstemor's blik formørkedes. "Det var et spørgsmål, jeg kan besvarer, men det er et grufuldt svar." hun så Layla's blik og sukkede. "Jeg må hellere fortælle dig det. Men der er en ting, du skal vide." hun sendte Layla et strengt blik. "Jeg ikke gøre noget for at standse det."

Hun tog en dyb indånding og begyndte at fortælle:
"Din mor hed Kumiko. Hun mødte din far, Hayo, på markedet, hvor han solgte agurker. "

hun holdte en pause og fortsatte så: "Hun stod og ledte efter et par gode agurker, da en eller anden, kom til at skubbe til hende, og så landte hun direkte nede i armene på Hayo."

Bedstemor sukkede og genlevede øjeblikket "Jeg stod ikke så langt derfra, så jeg så meget tydeligt, hvordan de begge rødmede. Hayo stod og undskyldte og undskyldte, og Kumiko blev helt genert. Der ændrede der noget. Oftere og oftere, kom Kumiko og sagde, at hun havde set en sød dreng. Nogle måneder efter, blev de gift og rejste. Der gik så nogle år, hvor jeg ikke hørte noget, fra dem. Men lige pludselig..."

hun så ud af vinduet og så tilbage på Layla "Lige pludselig, stod din far i døren, med dig under armen. Han blev ved med at mumle, at nogen ville tage dig og til sidst løb han ud i skoven, med dig." hun løftede et øjenbryn og så så længe på Layla, at hun fik det som om hun borede sig ind i hovedet på hende og så i dybeste afkroge. 

En stilhed fulgte.

"Forstyrrer jeg?" Layla vendte forvirret over mod døren, hvor Taro stod. "Hej Layla, lad mig vise dig min familie." sagde han og smilte skævt. Layla gik med ham og da de stod i døren, så hun 3 små drenge og 1 en lille pige.

"Ja, det er min familie. " sagde Taro og begyndte at udpege de for skellige børn. "Det er Yako" sagde han og pegede på den lille dreng med lyse krøller "det er Kako" sagde han og pegede på en identisk dreng ved siden af ham, bortset fra, at han havde fregner i hele ansigtet "det er Tako" sagde han og pegede på den sidste dreng, der også lignede de andre, bortset fra at han var lidt højere. "De er trillinger. Det er Birke" sagde han og pegede på pigen. "Tayako har en sygdom der gør ham svag, så han ligger i sengen." han så lidt trist ud "Der er ingen der ved hvad han fejler." Layla lagde en hånd på hans skulder. "Må jeg se ham?"

Tayako så bestemt ikke ud til at have det godt. Han lå og hostede, nogle gange begyndte han at få feber, men så forsvandte den, lige så pludseligt, som den var kommet. Layla så undersøgende på ham. Målte hans puls, så ind i hans øjne, målte hans temperatur, osv. Til sidst kom hun med en konklusion. "Han er en Seer." Taro så ikke mindre forvirret og magtesløs ud. "Hvad er en Seer? Noget godt eller dårligt?" 

Hun så på Tayako. "En Seer har en stor evne. De kan se i fremtiden, fortiden og nogle gange kan de også ånder. Du ser ud til at du kan se ånder, men den kraft er for stor til din krop, så du bliver svag og syg. Men jeg kender et par Seer i Waibalandsbyen, hvor de kan hjælpe dig med at styre dine kræfter. At kunne se ånder, er noget meget specielt." hviskede hun. Han så ud til at have mindre smerter og langsomt, kom der farve i hans ansigt. "Tak" hviskede han så lavt, at det kun var Layla der hørte det.

Taro så glad på hans lillebror. "Du bliver nødt til at hjælpe ham. Jeg aldrig har før mødt nogen, der bare kendte til ordet Seer!" sagde han glad. Layla sendte ham et skævt smil. "Når han er kommet til kræfter, så send ham over i min hytte. Jeg vil gerne høre om hans evner." sagde hun og gik tilbage til Bedstemor. 

"Bedstemor?" Laylas stemme rungede i hele hytten. Hun gik langsomt hen imod værelset. "Bedstemor?" gentog hun. Da hun kom ind i værelset, blev hun lige pludselig overfaldet. Hun skreg, men hun blev holdt for munden, så det bare lød som en lille frø, der pev. Hun rev og slog, men den der holdte hende nede, var stærkere. Til sidst fik hun kæmpet sig op. "Hvad laver du??" råbte hun irriteret. 

"Jeg prøvede at få dig til, at lade være med at afsløre mig." stemmen var hård og sej, så lidt af Laylas mod forsvandt. "Jeg mener, hvad laver du her?" spurgte hun. "Og hvem er du?" tilføjede hun og lagde armene over kors. "Jeg er her for at besøge Hamuko. Ved du hvor hun er?" spurgte den fremmede. "Nej, jeg det ved jeg ikke, og svar på mine spørgsmål!" sagde hun irriteret. Den fremmede så på hende igennem en lille sprække, af den stof hun havde bundet om hovedet. 

Hendes lange sorte hår, gik hende til midten og hendes tøj, var en sort heldragt. "Fint" fnøs den fremmede. "Jeg hedder Karuga, som betyder "rose". Her i landsbyen, bliver jeg kaldt "Den Sorte Rose". Jeg er en ven af Hamuko."  Layla himlede med øjnene. "Ja, men HVEM er Hamuko!" Karuga skulle lige til at svare, men blev afbrudt af Bedstemor, der lige var kommet ind af døren. "Karuga!" udbrød hun forbavset. "Bedstemor, hvor var du?" spurgte Layla, på samme tid, som Karuga udbrød; "Hamuko!" 

"Jeg var bare ude at gå en tur. Men Karuga, hvad laver du her?" Karuga rev sit bånd af ansigtet. "Jeg ville bare besøge dig." sagde hun irriteret."Hvorfor tror folk, at når jeg kommer på besøg, er det for at stjæle! Jeg ville bare se dig. Men hvem er hende der?" sagde hun og pegede på Layla, der stak hænderne i siden. "Jeg bor her! Det der" hun pegede på Bedstemor "er min bedstemor!" Karuga så undersøgende på hende og Bedstemor. "Karuga, sæt den ost tilbage." sukkede Bedstemor og gik. Karuga trak surmulende osten tilbage på hylden.

"Hvordan vidste hun det?" mumlede Layla. Hun så mod Karuga -eller der hvor hun havde været- og så at osten var væk. Hun rystede på hovedet og gik ind i hendes værelse. Da hun trak dynen over sig, faldt hun i søvn med det samme og drømte, over alt det der var sket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...