Layla, menneskebarnet.

"Du bringer os alle i fare." Uris stemme gjaldede ud over skoven, og Ara var nødt til at stå i et par minutter og tage sig sammen, før at hun svarede ham. "Hvis jeg ikke havde taget hende, kunne hun dø!" Hun trak menneskepigen ind til sig. Uri sukkede. Ara er en Waiba - et "dyr" med overnaturlige kræfter + øre & hale. Da hun finder et menneskebarn, forladt, tager hun det med til sin stamme. Hun ved ikke hvad det hedder, men hun giver det navnet Layla, der betyder "anderledes". //Jeg ville blive super glad, hvis at i ville smide en kommentar ^_^//

12Likes
7Kommentarer
858Visninger
AA

9. Kapitel 8: Menneskelandsbyen

Jo længere de kom væk fra waiba-landsbyen, jo mere kendte Taro til frugterne og planterne og jo mindre kendte Layla planterne og frugterne. "Denne her, bruger min landsby til at lave te med." sagde han og pegede på en lille blomst, der havde orange striber ud fra midten og var helt gul. Layla rynkede panden. "Hvad mener du med "te"?" det var ikke det første ord, som Layla ikke forstod.

"Te er noget vi putter i et glas varmt vand og så putter vi blade fra blomsten i og så drikker vi det. Den blomst smager lidt sødt, men også bittert." forklarede han, imens han lavede den. Han rakte hende koppen, og hun lugtede prøvende til den. 

Så så hun Taro drikke sin i en slurk og slikke sig om munden, så hun gjorde ligsom ham. Da væsken røg ned i hendes hals, var den første tanke, at hendes hals ville brænde op. Taro morede sig over synet og havde svært med at lade være med at grine "Jeg skulle måske lige have advaret dig om varmen." lo han. Layla stod og var lige ved, at komme sig over varmen. 

"Her" sagde han og rakte hende noget koldt vand. Hun skyllede det taknemmeligt ned og stilte koppen på jorden ved siden af hende. Hun lod sig vælte ned i det bløde mos, og så op i himlen. Ved siden af sig kunne hun høre Taro ligge sig, men hun fokuserede kun på himlen.

Træerne stod over hinanden og blandede farver. De mange blade, dækkede for solen og lavede et mønster på jorden, lidt ligsom et mosaikvindue. Layla betragtede de flotte røde, grønne, lillae, og en masse andre flotte farver. Nu hvor hun tænkte over det, havde teen faktisk smagt ret godt. Den havde bare været for varm.

"Se" lød det fra Taro og hun så hvor han pegede. En flot fugl fløj over trætoppene. Det så nærmest ud som om der var ild i den og den havde en meget elegant holdning. "Fugl Fønix" hviskede Taro. Layla vendte sig om og så på ham. "Hvad?" 

"Det er en majestætisk fugl. Når den dør, brænder den op og bliver lavet til aske. Men så genfødes den af asken. Den viser sig eftersigende kun for bestemte personer, og den har valgt os! Jeg har ellers altid troet, at det bare var noget, de voksne fortalte" hviskede han, med ærefrygt.

Hvem er i?

Stemmen lød pludselig inde i Laylas hoved og hun satte sig forvirret op."Hørte du det?" spurgte hun forvirret Taro. Han nikkede. "Ja..."

Hvem er i?

spurgte stemmen igen. "Jeg tror vi skal svare." sagde Taro sammentykkende. Layla himlede med øjnene."Ja, det havde jeg regnet ud, men hvordan? Stemmen er jo bare inde i vores hoveder! Vi ved ikke en gang, hvem det er der taler!" 

Det er fugl Fønix, skovens vogter, der taler.

sagde stemmen. Layla så på Taro. "Jeg har en ide." sagde hun og begyndte så, at prøve at lave en besked tilbage. Først lød det sådan her:

V-vi er...n-nogen...der

så startede hun forfra og så gik det bedre.

Jeg kommer fra waiba-landsbyen og han kommer fra menneske-landsbyen. 

svarede hun og så sig omkring, for at få et svar. 

Jeg er her for, at beskytte de to der vil ændre hele verden. Det er en menneskedreng, og en menneskepige, der tror hun er en waiba. 

sagde fønixen, inde i deres hoveder. "Jeg synes vi skal tro på den."

Jeg er en hun, ikke en den.

rettede fønixen. Taro fortsatte."Fønixer plejer at have ret i deres forudsigelser." Layla så mere forstående ud. "Men hvad mener du med "forudsigelser"? Den fugl, har bare set, at vi kommer!" nærmest råbte hun irriteret. 

"Jeg taler om det første, hun fortalte os. At vi er de to der vil ændre verden!" forklarede Taro, imens hans øjne strålede. Layla himlede med øjnene. "Ja, sikkert. Hørte du hende ikke? "En menneskepige, der tror hun er waiba"! Åh ja, stensikkert, vi vil ændre verden!" sagde hun, med ekstra sarkasme. 

Gløden i hans øjne forsvandt og han så tomt ud i luften. Lidt efter fattede hun, at han prøvede at sende en besked til fønixen. Lidt efter hørte hun en stemme i sit hoved. 

Nå, så den lille menneskepige, tror ikke på hvad jeg siger? Det vil du få at se..."

Layla så tvivlrådigt, hen mod det sted, hun sidst havde set fuglen. Der lød en flaksen og hun kunne gætte, at den var fløjet.

Jeg ved i er faret vild, så jeg fører jer til menneske-landsbyen.

Layla sukkede og fulgte så bare efter fuglen. Taro gik med et udtryk i ansigtet, som om det var det mest specielle i verden. Lidt efter, begyndte de at kunne lugte røg. Larm og latter, blev højere og da de drejede rundt om et hjørne, kom et overvældende syn. Flere hundrede hytter, ud af sten og ler, og en MEGET stor hytte, oppe på en bakke. "Den dér" sagde Taro og pegede på den største "er slottet. Der bor vores konge." Layla skulle lige til at spørge om, hvad en konge var, men hun blev afbrudt af nogle drenge, der havde fået øje på Taro og spændet hen til ham. Det så ud, som om de var brødre, for de lignede hinanden en del. "Taro! Taro!" en lille dreng, på omkring de 6 år, kom gående hen til ham. Layla kunne med det samme se, at der var noget galt med drengen. Han haltede, han var bleg og da han gik hen til Taro, flyttede folk sig. 

Alle drengene flyttede sig, så drengen kunne komme til. "Tayako" sagde Taro smilende og omfavnede ham, med en forsigtighed, som Layla aldrig havde set før. Hun så sig lidt omkring og kunne se et glimt, af fønixen. Langsomt, var det som om Layla havde været usynlig lige før, for langsomt begyndte alles blikke, at vende sig mod hende. Taro opdagede det og satte drengen (der åbenbart hed Tayako) ned. "Dette, er Layla. Hun boede åbenbart i waiba-landsbyen." han holdte en kort pause. Rundt omkring begyndte fordommene at gå rundt. 

Hun stillede sig rank. Pludselig løb en sitren igennem hende og hun så på sin hånd, der hvor der var noget der havde rørt. Tayako stod og kiggede på hende, med store undersøgende øjne. "Jeg synes at du er pæn." sagde han, stadig med sine store øjne. Hun havde aldrig hørt ordet "pæn" før, men hun gættede på, at det var noget godt. 

Han smilede, imens at de voksne rundt omkring, rystede på hovederne. "Kan i ikke se, at hun er en ligesom os?" spurgte drengen. "Ja. Tayako har fat i noget. Hun kan ikke gøre for, at hun har levet i den by. Hun har fortalt mig, at den hun boede hos, har fortalt hende, at hun blev fundet i en bylt, ude i skoven. Så hun kender ikke sine rigtige forældre." Taro så håbefuldt ud i mængden. 

"Ved i, om det er en af jer?" En langt tilbage, strakte rystende hånden i vejret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...