Layla, menneskebarnet.

"Du bringer os alle i fare." Uris stemme gjaldede ud over skoven, og Ara var nødt til at stå i et par minutter og tage sig sammen, før at hun svarede ham. "Hvis jeg ikke havde taget hende, kunne hun dø!" Hun trak menneskepigen ind til sig. Uri sukkede. Ara er en Waiba - et "dyr" med overnaturlige kræfter + øre & hale. Da hun finder et menneskebarn, forladt, tager hun det med til sin stamme. Hun ved ikke hvad det hedder, men hun giver det navnet Layla, der betyder "anderledes". //Jeg ville blive super glad, hvis at i ville smide en kommentar ^_^//

12Likes
7Kommentarer
856Visninger
AA

8. Kapitel 7: Flugten

Hun sneg sig imellem husene. 

I tasken på sin side, havde hun forskellige ting bl.a. et reb og en Skyggeforvrænger. En skyggeforvrænger, kan ændre skyggernes form, meget nyttig. 

Hun var næsten henne ved teltet. Fordi at det var en fange, havde det ikke fået en hytte. Lige så stille, gik hun ud af skyggerne, så det så ud som om, at hun pludselig dukkede op. Selvom at hun gik roligt, var hun ved at ved gå til af nervøsitet. 
Hun stod lige foran vagten. "Vagt." sagde hun, med en stemme som stål. Vagten vendte rundt for at se, hvor stemmen kom fra. "Jeg er kommet, for at se det væsen, der dræbte min venindes forældre." fortsatte hun i samme kolde tonefald. Vagten gik til side, så at hun kunne komme ind.

I midten stod en pæl og op af den pæl, var mennesket. Det så virkelig ud til at have opgivet håbet. Det gav også god mening, tænkte Layla bittert. Hvorfor ville mor...eller Ara, have mig til at redde ham? 

Hun kravlede lydløst hen til det. Så satte hun sig foran det i skrædderstilling. Det løftede hovedet, og så overrasket på hende.

"Hvem er du?" spurgte det. Layla sad først lidt og tænkte sig om. Det vidste hun ikke engang selv.

"Fortæl mig først, hvem du er." svarede hun og så på det. Det så ned i gulvet igen. 

"Mit navn er Taro." sagde han kort, stadig med hovedet bøjet ned af. "Må jeg hører mere om dig?" spurgte Layla og trak noget af hans lange hår, til siden, så hun kunne se hans øjne. 

"Det svarer jeg først på, når at du fortæller mig, hvad du laver her, i landsbyen." svarede han. Layla stod lidt, hun vidste ikke rigtig, hvordan hun skulle forklarer det.

"Altså, Jeg tror det er bedre at fortælle dig om det senere. Det her tager for lang tid." hviskede hun. Så trak hun en dolk op af tasken. Taro frygtede et øjeblik, at hun ville bruge den til at dræbe ham, men istedet hakkede hun rebene over."Vi må væk herfra!" Han vred hænderne over hovedet, så at hun også kunne hakke dem over. 

"Tak." hviskede han og gned sine håndled, der hvor rebene havde været. Hun viftede med hånden og viste at han skulle følge med. De kravlede langsomt under kanten af teltet og sneg sig væk fra det. 

De løb ud i skoven og stod først lige og tog nogle dybe indåndinger. "Okay, hvad lavede du der så? Er du også blevet fanget?" spurgte han forpustet. Layla skulle lige få vejret, inden hun svarede, men inden, det havde han allerede et nyt spørgsmål."Og hvad hedder du egentlig?" 

"Jeg fik navnet Layla, af en af waibaerne, men jeg ved ikke, hvad mit rigtige navn er. Og jeg er blevet opfostret af en af waibaerne, hvilket vil sige at jeg altid har troet at jeg var en waiba." sagde hun og var nødt til at indrømme det sidste. Han så lidt ud i luften og tænkte. I et stykke tid, gik de i en tavshed. Layla brugte tiden til at se på landskabet. De fleste var ting hun aldrig havde set før. Men hver gang hun så noget der mindede om hjem, fik hun et lille stik i maven, af hjemve. 

På den 2. dag, fandt de ud af igen af dem vidste, hvordan de kom til landsbyen. "Jeg troede du vidste hvordan du kom hjem!" udbrød Layla vredt og viftede irriteret med armene. "Det troede jeg at du vidste!" sagde Taro i samme tonefald. "Jeg har aldrig været så langt væk før!" Layla himlede med øjnene.

"Jamen, det har jeg heller ikke!" sagde hun irriteret. Det gik hende på, at hun havde reddet ham og så vidste han ikke engang, hvordan de kom hjem! Det var lidt uretfærdigt, men Layla følte, at han med vilje, havde vendt hendes liv på hovedet. 

"Du bor da i landsbyen! Du må da vide det!" sagde hun surt. Han himlede opgivende med øjnene. "Ja, men jeg fik faktisk bind for øjnene, hele vejen hen til din landsby!" 

"Hvordan kunne jeg vide det! De havde taget det af, da de kom hen i landsbyen!" råbte hun nærmest. "Skal vi ikke bare gå videre? Jeg kan huske, at vi skal mod nord, så hvis vi finder nord, kan jeg finde hjem." sagde Taro. Layla gik hen til det højeste træ og gjorde klar til at klatre op.

"Det der kan du godt opgive. Den har for lidt grene til at vi kan kravle op og..." han stoppede. Layla var allerede halvvejs oppe, da han stoppede. Hun satte sig godt til rette og så sig omkring. Over det hele stod der meterhøje træer og i nogle af dem, var der lækre frugter. Hun slikkede sig om munden og mærkede pludselig, hvor sulten hun var. 

"Kan du se noget?" lød det nedenfra. "Ja, masser af træer!" svarede hun og begyndte at klatre ned. Da hun kom ned, stod Taro og stirrede på hende. Han tog sig sammen og lukkede munden, der havde sneget sig åben. "Hvordan gjorde du det?" spurgte han. Layla så forvirret på ham. "Hvad mener du?"

"Det du lige gjorde!" Layla blev ved med at se forvirret på ham. "Mener du at klatre op af træet?" han nikkede. Det slog Layla, at menneskerne ikke blev opdraget til at klatre i træer og bare fik deres negle til at vokse, så man bedre kunne holde fast. "Det var ingenting. Jeg har prøvet meget sværere træer." sagde hun, fuldstændig roligt. "Faktisk så jeg noget mad længere den vej." sagde hun sultent. 1, 2, 3, så var Taro allerede væk. Hun spurtede efter ham og fandt ham liggende med et frugt i hånden. "Hold da op, enten er du hurtig, eller osse er du meget sulten."

Han lavede en grimasse og tog en bid til. Så slog hun sig ned ved siden af og tog en frugt, der havde lange skrigorange striber og grønne. Hun tog en bid og lod den søde saft sive ned i kroppen. "Den er godt nok lækker denne her frugt. Hvad hedder den?" han viste en frugt, der var i den samme form, som en pære, bare større og en mærkelig brun farve. "Kæmpens rumpe" sagde hun, som om der var det naturligste i verden. Han så på den med afsky, så hun tilføjede hurtigt "Men det er bare en navn, den kan faktisk helbrede brækkede knogler." 

Han tog en bid af den og det var rigtigt, den smagte himmelsk. De sad og spiste lidt, så gik de videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...