Layla, menneskebarnet.

"Du bringer os alle i fare." Uris stemme gjaldede ud over skoven, og Ara var nødt til at stå i et par minutter og tage sig sammen, før at hun svarede ham. "Hvis jeg ikke havde taget hende, kunne hun dø!" Hun trak menneskepigen ind til sig. Uri sukkede. Ara er en Waiba - et "dyr" med overnaturlige kræfter + øre & hale. Da hun finder et menneskebarn, forladt, tager hun det med til sin stamme. Hun ved ikke hvad det hedder, men hun giver det navnet Layla, der betyder "anderledes". //Jeg ville blive super glad, hvis at i ville smide en kommentar ^_^//

12Likes
7Kommentarer
855Visninger
AA

7. Kapitel 6: Angriberen bliver fanget

Uri sad på den samme trone, som dengang, da Ara kom til byen med Layla. 

Foran ham stod general Sort, med et mærkeligt væsen, foran sig. Han holdte det i en lian, som var bundet rundt om væsnet. Han smilte, hvilket var et sjældent syn. 

"Høvding, jeg har fanget morderen. Vi fandt ham ude i skoven, og han stod ved Den Hemmelige Indgang." sagde general Sort. Layla og Ara prøvede at se hvad det var, men der stod for mange, så de maste sig igennem og kom op forrest. Da Ara så væsnet, vidste hun hvad det var. Layla så på det og følte at hun genkendte et eller andet ved det. Uri så på væsnet foran ham.

"Er det væsnet, der har sprængt 2 forældre..." man hørte en høj hulken "og 2 børn?" der kom flere hulk. General Sort stod først og ledte efter et eller andet i en taske, som væsnet havde på sig. Han trak sin hånd op og i hånden lå en lille kugle. "Dette" startede han og viste kuglen frem "er en Sprængkugle. Man kaster den, der hvor der skal sprænges og så går der omkring 1 min, så bliver der sprængt i luften." 

Væsnet sad stadig på knæ, med hovedet nedad. General Sort så frydefuldt på det. "Og angriberen...er bare et sølle menneske." sagde han hånende. Layla så lidt nærmere på det. 

Det havde mørkebrunt hår, der hang ned over den ene side af hovedet. Efter kroppen af dømme, var det meget ungt. Det havde noget mærkeligt på kroppen, lidt ligsom general Sort's tøj. 

Så vidt Layla kunne huske, hed det vist bukser. Det havde noget på overkroppen, der vist hed en bluse

Det havde lukkede øjne og sad helt stille. Mennesket sad der. Det kunne ikke forstå et ord af hvad der var blevet sagt, så derfor havde det bare lukket øjnene og ventet på sin dom. På et tidspunkt havde han dog åbnet øjnene og kigget ud på alle waibaerne vedsiden af sig. Pludselig fik han øjenkontakt med en af dem. Nej, det var ikke en dem. Det var en, ligsom ham selv. Hun havde lagt gult hår og hun havde fregner. 

Layla var blevet helt forskrækket, da de fik øjenkontakt. Men først bagefter. I det øjeblik de fik kontakt, føltes det som om, at hele verden var gået i stå. Men så blev det helt ophidset og begyndte at råbe. Hun vidste ikke hvad det sagde, men hun vidste at det var vredt. 

"Qanqu! Helle iko gyta! Leko viss!! Kako men tú!!" råbte det og begyndte at vride i sine lianer. Lige før var han ligeglad, det var jo kun ham der var blevet fanget, men nu opdagede han, at de havde fanget en til!

Istedet var hun rykket skræmt væk og set bange ud i ansigtet. Det mest skræmmende ved det var, at hun forstod hvad han sagde.

Uri havde set angriberens reaktion, da han fået øje på Layla og han vidste godt hvorfor. "Ara. Tag Layla tilbage til jeres hytte." råbte han. Ara nikkede og førte hende med tilbage til hytten. Da de kom tilbage, udbrød Layla forvirret: "Hvad gik det ud på? Hvorfor må jeg ikke være sammen med mennesket." hun trak sig irriteret ud af Ara's greb. 

Hvorfor måtte hun ikke være der, sammen med mennesket. "Layla, ved du hvad det er?" spurgte Ara alvorligt. Layla så helt forvirret på hende. "Ved jeg hvad hvad er?" Ara så indgående på hende.

"Ved du hvad du er?" spurgte hun. "Øh...jeg er da en waiba, bare anderledes..." svarede hun forvirret. Ara rystede på hovedet. "Du er et menneskebarn, Layla." Layla stod først lidt og så så hun forvirret på Ara. "Hvad mener du med det?" Ara satte hende ned på en stol og satte sig overfor. Så begyndte hun at fortælle hende hele historien, lige siden hun fandt hende ude i skoven. Layla sad og lyttede intenst.

"Så jeg er slet ikke en af jer?" spurgte Layla stille. Ara nikkede. Hun sad lidt og kiggede ned i gulvet. Spørgsmål, tanker og en hel del andre mærkelige ting, susede i hele hendes hoved. Pludselig mærkede hun en hånd stryge hende ned af ryggen og hun vendte sig om. "Ved...ved du så hvem min mor og far er?" spurgte Layla halvkvalt. Ara rystede på hovedet. "Jeg fandt dig alene. Du lå på en lille bunke blade, men jeg ved ikke hvorfor du var der." Layla så lidt ned i gulvet.

Tårene ventede i øjenkrogen og manglede kun at få signal, til at løbe. Men Layla ville ikke give dem signalet. Hun prøvede at holde tårene inde, imens at hun prøvede at spørge sine sidste spørgsmål. "Men jeg har nogle forældre? En familie? Både en far og en mor?" Ara nikkede sammentykkende. "Det vil jeg mene. Men hør her, inden du bliver helt oppe at køre." hun sendte Layla et blik, der fik hende til at gøre sine ører større. "Du bliver nødt til at redde mennesket." Hun blev afbrudt af et bomb, fordi Layla var væltet ned af stolen, af forbløffelse.

"Det må man ikke! Det har Uri sagt!" Ara smilede skævt. "Nå, er du begyndt at følge reglerne?" dét svar havde Layla ikke forventet, så hun forblev bare stille. "Nå, videre med planen. Mennesket er i en hytte, længst ovre i venstre hjørne, altså længst væk fra Uri's hytte. Der er en vagt ved den, men den kan du sagtens klare. Befri ham og så bestemmer du selv hvad du gør. Enten tager du tilbage til vores hytte, eller osse tager du med mennesket til hans landsby."

Layla så på hende, som om hun var skør. "Lad mig lige få noget på plads. Hvorfor skal jeg befrie ham?" spurgte hun. Ara så forundret på hende. "Det troede jeg da du havde gættet. Siden han råbte sådan op, da han så dig, må der jo være en grund. Siden du er et menneske..." Layla lavede en grimasse: hun var stadig ikke klar til at blive kaldt et menneske "...og han er et menneske, tror jeg at i godt kan forstå hinanden, nogenlunde." hun sluttede sin plan af og så på Layla, der stadig ikke helt forstod noget af det. 

"Du kan tage afsted i aften. Jeg laver en lille taske klar til dig." sagde hun og gik, som om at hun lige havde snakket om vejret. Layla så bare efter hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...