Layla, menneskebarnet.

"Du bringer os alle i fare." Uris stemme gjaldede ud over skoven, og Ara var nødt til at stå i et par minutter og tage sig sammen, før at hun svarede ham. "Hvis jeg ikke havde taget hende, kunne hun dø!" Hun trak menneskepigen ind til sig. Uri sukkede. Ara er en Waiba - et "dyr" med overnaturlige kræfter + øre & hale. Da hun finder et menneskebarn, forladt, tager hun det med til sin stamme. Hun ved ikke hvad det hedder, men hun giver det navnet Layla, der betyder "anderledes". //Jeg ville blive super glad, hvis at i ville smide en kommentar ^_^//

12Likes
7Kommentarer
849Visninger
AA

6. Kapitel 5: Samtalen

De seneste par dage havde der været meget uro i landbyen. Børnene gik omkring i små klumper, med de voksne. Især børnene var skræmt. Layla gik omkring og prøvede at finde flere spor. Men hun kunne ikke finde flere spor. Naoki var blevet strengt bevogtet af et par muskelbundt, på sin fars komando. Men han var ikke helt tilfreds med det. "Keeeedeeeligt! Jeg er aldrig alene." havde han betroet til Layla. Hun havde set han tit løb fra dem og det var et sjovt syn. En lille dreng forfulgt af 2 store muskelbundter og alligevel kunne de ikke fange ham. 

Barka brugte det meste af sin tid til at trøste de 2 forældre. Hun var den eneste der også havde mistet, så derfor var hun den der forstod dem bedst. Layla prøvede at finde ud af hvem det var der gjorde sådan forfærdelige ting. Men hun kunne ikke. Der var ingen spor af hvem det kunne være. 

Hun sad ofte og bare vendte og drejede tingen. Den havde en mærkelig form. Lidt som et ansigt. 

Hun drejede om et hjørne og så en ny gruppe af små børn, der spillede bold, imens at de blev skarpt holdt øje med. Der stod mindst 5 damer og 5 mænd, men Layla (eller alle andre i landbyen) havde lært at regne eller skrive, så derfor vidste hun ikke hvor mange de var i alt. Hun kunne tælle til 5, men ikke mere. I gruppen var der flest små børn. De forstod ikke rigtig hvorfor deres mor/far ville gå sammen med dem, når de alligevel ikke legede med dem. 

Hun så sig omkring og sneg sig ud i skoven. Hun kunne bedst lide at være i skoven, især på sådan nogle tidspunkter som nu, hvor hele landsbyen var oprevede. Alle i landsbyen havde fået strenge ordre på at de ikke måtte gå ud i skoven. Men når Layla ikke måtte så meget som nærme sig skoven, følte hun sig meget ensom. Så nu kunne hun ikke mere. Glad snusede hun den duft, hun kendte så godt, ind. Duften af frihed. Det var den duft hun elskede skoven for. Langsomt gik hun længere og længere ind i skoven. 

Hun vidste ikke, hvordan hun var endt der. Hun vidste bare, at lige nu kunne hun høre stemmer. "Jeg vil ikke være med til det Ted." lød der en stemme og Layla prøvede at skrue sine ører op, så at hun bedre kunne høre. "Hvorfor? Nu går det lige så godt! Efter vi fandt den hemmelige indgang, har det været meget lettere!" svarede en anden stemme.

"Jamen jeg vil ikke mere. Jeg har set de er ligesom os. Jeg så moren og faren græde over deres børn. De er ikke bare kolde væsner. De er ligesom os!" udbrød den første stemme.

Layla modstod lysten til at kigge frem. Hun havde på fornemmelsen, at det var en dårlig ide at kigge frem.

"Begynder du at få kolde fødder? Har man sagt A, må man også sige B." lød det fra den anden stemme. 

"Ted, jeg ved de dyr dræbte din mor og far, men du kan ikke bare dræbe dem, som hævn!" den første stemme var begyndt at blive mere og mere beslutsom. Den anden stemme, begyndte at grine. ikke en glad latter, men en iskold, der fik det til at løbe ned af ryggen på Layla. 

"Nårh, så du tror at der ligsom os? De dyr dræbte mine forældre, og jeg tænkt mig at sørge for ligeså meget sorg i landsbyen, som de har sørget for til mig!" den andens stemme havde taget en drejning, så at Layla sagtens kunne forstille sig, at han smilte et ondt smil. "Men hvis du nu ikke vil samarbejde med mig, så tror jeg bare at jeg overlader dig til dem." 

Der var stille et øjeblik, men så kunne man høre skridt og de var væk. Layla så sig om, for at være sikker på, at der ikke var nogen. Så løb hun hjem til landsbyen. 

"Mor! Jeg var ude og gå i skoven, også..." lige i det hun kom ind af døren, begyndte hun at snakke lynhurtigt, så at Ara blev nødt til afbryde hende. "Var du ude i skoven?" spurgte hun. Layla stod lidt og så på sine fødder. "Jaa..." begyndte hun. "Der er grund til at Uri har lavet et forbud. Morderne er der ude." Layla skulle lige til at fortælle det hun hørte, men hun stoppede, da hun hørte Ara's sidste sætning."Jeg vil ikke miste dig." Ara så virkelig bekymret ud.

Hun trak en hårtot væk fra Layla's ansigt og så indgående på hende. Hun aede hende ned af kinden og Layla nød berøringen. Det var sjældent Ara gjorde sådan. Hun var for det meste ude, og lave noget husligt.

Pludselig trak hun Layla ind til sig og krammede hende, med al den moderlighed, der var i verden. Layla stod først lidt forvirret, men gengældte så krammet. "Kan du love mig noget?" hviskede hun ned i Layla's hår. Layla nikkede stille. "Vil du lade være med at gå ud i skoven alene?" Layla stod først lige og tøvede lidt, men så nikkede hun. "Godt. Hvad var det egentlig du lavede ude i skoven?" Ara trak sig lidt væk, så krammet opløstes og så på Layla. 

Layla stod først lidt og kløede sig i hovedbunden, men fortalte så hvad hun havde set og hørt. Da hun var færdig, skulle Ara lige til at sige noget, men blev afbrudt af larm udenfor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...